Forhandlingerne om finansloven har stor mediebevågenhed. For partierne er de en vigtig anledning til at markere deres mærkesager.
Men disse forhandlinger har ikke den helt store økonomiske betydning. Det er kun rundt regnet én procent af de offentlige budgetter, der er på forhandlingsbordet.
Økonomisk er der tale om justeringer. De skal tjene til, at vi holder os inden for en ansvarlig samlet ramme, og at der laves visse politiske omprioriteringer i pagt med en ny regering og et nyt flertal i Folketinget.
Politisk er der heller ikke udsigt til noget stort drama. Meget tyder på, at de borgerlige partier kan finde sammen i et flertal bag finansloven.
Skulle det mod forventning glippe, vil heller ikke det skabe den store dramatik. Regeringen er i den gunstige position, at Socialdemokraterne er ganske ivrige efter at demonstrere ansvarlighed.
Så i tilfælde af kludder i blå blok kan finansminister Claus Hjort Frederiksen sikkert lave noget hen over midten. Et meget godt eksempel på, at en smal regering ikke nødvendigvis er en svag regering. Det afhænger af de politiske omstændigheder.
Dansk Folkeparti og Venstre nærmer sig hinanden
Claus Hjort lægger op til noget, der er meget tæt på nulvækst i de offentlige udgifter. Siden regeringen tiltrådte har han ad to omgange skåret ned på målet for udgifterne, så der er blevet strammet med i alt fem mia. kr.
Hjort insisterer på, at det offentlige underskud (det såkaldte strukturelle underskud) højst må blive på 0,4 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Dermed holder man en smule afstand til den øvre grænse på 0,5 procent, som ligger i den danske budgetlov og EU’s regler.
Med dette udgangspunkt insisterer finansministeren på, at partier, der foreslår yderligere udgifter, også leverer forslag til, hvor pengene skal komme fra.
I valgkampen fik partierne ellers skruet godt op for deres løfter og krav. Men nu synes en nøgtern stemning at brede sig i blå blok.
Blandt andet kan man notere sig, at de to store borgerlige partier, Dansk Folkeparti og Venstre, nærmer sig hinanden.
Dansk Folkeparti nedtoner kravet om, at det offentlige forbrug skal vokse med 0,8 procent om året. Og de to partier fremhæver de samme områder, hvor der skal investeres flere penge: politi, sundhed, ældre.
Men når finansloven er overstået, venter der større udfordringer forude. Forhandlingerne om finansloven er opvarmningen til to meget større slag, der kommer i dansk politik.
Manglen på arbejdskraft
Småtterierne omkring finansloven vil ikke have den store betydning for dansk økonomi. Langt vigtigere er det, hvad man gør i forhold til det altoverskyggende økonomiske problem: manglen på arbejdskraft.
Manglen på arbejdskraft er den største hindring for økonomisk vækst i Danmark fremover.
Den opgave skal politikerne i gang med efter finansloven.
I første omgang er det regeringens plan, at man skal gennemføre et loft over kontanthjælpen, som tilskynder til, at man finder sig et arbejde. Det skal klares i dette efterår.
Til foråret skal man så forhandle skattelettelser. Inden for blå blok har der været pres for både at lette i bunden og i toppen – det sidste har især Liberal Alliance insisteret meget hårdt på. Det kan skabe meget mere politisk drama end i forbindelse med finansloven.
Her kommer Claus Hjort virkelig på arbejde: Der skal findes en balance mellem lettelser i bunden og i toppen. Man skal nå et resultat, der kan batte noget på beskæftigelsen. Og det hele skal holdes inden for, hvad de offentlige budgetter kan bære uden at bryde reglerne. Lykke til!
Asyltilstrømningen og naive erhvervskredse
Mens der bakses med at skaffe arbejdskraft, skal Danmark håndtere den nye, enorme udfordring: tilstrømningen af asylansøgere.
I visse erhvervskredse leger man med tanken om, at flygtninge kan levere den arbejdskraft, som landet har brug for. Det er naivt og dilettantisk.
Den helt overvejende del af de asylansøgere, der nu strømmer til Europa, har slet, slet ikke forudsætningerne for at kunne levere den type arbejdskraft, som Danmark efterspørger.
Vi kan konstatere, at indvandringen fra ikke-vestlige lande udgør en stor økonomisk belastning for det danske samfund. Udgiften er på over 16 mia. kr. om året.
I Sverige har der været megen snak om, at ikke-vestlige flygtninge og indvandrere kunne levere den nødvendige arbejdskraft. Men også her har det vist sig hen i vejret.
Problemer af helt nye dimensioner
Så regeringen gør ret i at fastholde en stram udlændingepolitik. Dermed begrænses den økonomiske belastning af det danske samfund. Og frem for alt modvirker det, at vi får fuldstændig uoverskuelige samfundsmæssige og kulturelle konflikter.
Men der er stor risiko for, at Danmark i højere grad bliver berørt af den folkevandring mod Europa, som bare vokser og vokser.
I regeringens forslag til finanslov opererer man med, at der frem til 2019 vil komme 15.000 asylansøgere om året. Det er højt efter dansk målestok, men det kan sagtens blive langt flere.
Her ligger en ukendt størrelse for dansk økonomi. Og for det danske samfund i det hele taget.
Hidtil har regeringen bare ladet asylansøgere drage frit ind over den danske grænse, og så har man satset på, at langt de fleste drager videre til Sverige.
Men fremover kan Danmark selv få problemer af helt nye dimensioner, hvis der hverken er styr på EU’s grænser eller den danske grænse.
Dette problem drejer sig om meget mere end finansloven. Men det kan i værste fald sprænge rammerne for den finanslov, der nu bliver aftalt.
