Seks somaliere begik gruppevoldtægt – men det blev digtet om til en mere politisk korrekt historie

Wikimedia Commons

En 45-årig svensk kvinde blev natten til lørdag den 28. januar gruppevoldtaget på en færge mellem Sverige og Finland.

 

I de svenske medier berettede man stort set enslydende, at det var ”svenske mænd”, som havde begået forbrydelsen: ”Seks svenske mænd voldtog kvinde i kahyt”, ”Seks svenskere anholdt for voldtægt på færge”, ”Flere svenske mænd anholdt for voldtægt på Finlandsfærge”, ”Seks svenskere anholdt for færgevoldtægt” (eksemplerne er hentet i Nya Tider 8.2.).

 

Somaliere

Disse overskrifter var opsigtsvækkende, da svenske mænd yderst sjældent begår gruppevoldtægter – og da slet ikke på en færge, hvor der er stor sandsynlighed for, at myndighederne hurtigt kan finde frem til gerningsmændenes identitet.

 

Det viste sig da også, at det ikke var svenske mænd, som politiet pågreb for voldtægten. Samtlige mistænkte har somalisk baggrund og somalisk statsborgerskab, men er bosiddende i Sverige.

 

Mens dette blev fortiet i de store medier, kom det frem, fordi andre passagerer begyndte at skrive om sagen på de sociale medier.

 

”De er mørkhudede og muligvis fra Somalia,” skriver et vidne om de formodede gerningsmænd. Et andet vidne skriver, at ”gruppen drev rundt på båden, og at de opførte sig på en uopdragen måde”.

 

Forsøgte sig først hos andre kvinder

Ifølge Länstidningen Södertälje fortæller en 29-årig kvinde, at mændene prøvede at komme i kontakt med hende og hendes veninder på en meget ubehagelig facon:

 

“Vi sad i vores kahyt, da de forsøgte at komme ind. De spurgte os, om vi ønskede selskab, og en af dem sagde noget om, at der var meget “fisse” derinde. Deres holdning til kvinder var forfærdelig, og vi var nødt til at skubbe dem ud af døren.” (LT 1.2.)

 

Den interviewede kvinde fortæller også, at hun har meget svært ved at forestille sig, at den forulempede 45-årige kvinde vidste, hvad hun gik ind til. Da hun blev fundet, var hun nøgen og stærkt chokeret.
Kvinden blev tilsyneladende lokket med ned i en kahyt af en af mændene. Derefter er flere stødt til, hvorefter de har holdt hende nede, rykket hendes tøj af og voldtaget hende efter tur.

 

Fortielse bringer andre kvinder i fare

Læs også
Racisme mod franskmænd – de kalder os “hvide svin”

De svenske medier nøjedes ikke med at slå fast, at en 45-årig kvinde var blevet gruppevoldtaget på færgen.

 

Normalt vil medier nemlig i en sådan sag nævne de mistænktes baggrund. Men man ville for alt i verden undgå at oplyse offentligheden om, at de pågældende var somaliere. Derfor digtede man om på historien, så gerningsmændenes baggrund koldt og kynisk blev forvansket. Somaliere blev til ”svenskere”.

 

Det er ikke bare at bedrage folk. Man bidrager også til, at det er sværere at forebygge lignende alvorlige forbrydelser, når man ikke fortæller sandheden om, hvem der begår dem, og hvordan de gør det. Man udsætter kvinderne for øget fare, fordi man vil holde på den politiske korrekthed.

 

Og her er ikke tale om noget begrænset problem. Antallet af voldtægter i Sverige er kolossalt højt – langt højere end i Danmark (Den Korte Avis 12.8.13). Definitionen på voldtægt er så noget bredere i Sverige, men det kan langt fra forklare forskellen i tallene. De svenske tal er steget dramatisk i de senere år.

 

De officielle statistikker oplyser intet om, hvordan denne forbrydelse fordeler sig på svenskere og indvandrere. I Norge har tal vist, at indvandrere er overrepræsenterede i voldtægtsstatistikken for Oslo.

 

I Sverige er temaet tabu. I en sådan grad, at man kalder formodede voldtægtsforbrydere med somalisk baggrund og statsborgerskab for ”svenske mænd”.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…