Video: Flyet blev aflyst, og rasende passagerer belejrede stewardessen ved skranken – så gjorde hun noget, som har vakt opsigt

Forsinkede og aflyste fly er af gode grunde aldrig populære blandt passagererne. Men i sidste uge gik det helt galt i Roms Fiumicino-lufthavn. En afgang med Alitalia om torsdagen blev i første omgang forsinket og i sidste ende helt aflyst. Flyet skulle til Barcelona.

 

Så eksploderede de passagerer, der stod klatøjede og ventede klokken tre om morgenen.

 

En stewardesse ved skranken blev belejret af råbende og skrigende passagerer. En mand gik hen mod hende og råbte ”Shut up!”, ”Shut up!” (”Hold mund!”). Man kan se optrinnet på videoen nedenfor.

 

Til sidst blev det for meget for stewardessen. Hendes reaktion har skabt stor opmærksomhed.

 

Brand og strømafbrydelse

Fiumicino-lufthavnen blev ramt af et dobbelt uheld.

 

Om onsdagen førte en brand i en skov tæt på lufthavnen til enorme forsinkelser og en del aflysninger. Derefter gik strømmen i lufthavnen tidligt torsdag morgen, og den var væk i cirka 20 minutter. Kaos brød ud igen.

 

Nu gik nogle passagerer amok. Den råbende mand gik hen imod stewardessen. Men så svarede hun igen. Hun gik ind på livet af manden og skubbede ham i brystet.

 

Det var på ingen måde voldsomt, og passagerens optræden var klart grænseoverskridende. Men det er unægtelig noget ud over det sædvanlige, at en stewardesse puffer en passager baglæns. Optrinnet er da også blevet livligt delt og kommenteret på de sociale medier.

 

Selvforsvar

Til avisen Il Messaggero fortalte den 30-årige stewardesse: ”Jeg troede, at han ville slå mig. Han var virkelig truende.”

 

Siden undskyldte hun, men hun fastholdt, at hun handlede i selvforsvar.

 

”Passagererne havde ret til at være vrede,” sagde hun. ”Men klokken var tre om morgenen, og vi havde arbejdet hele den foregående dag. Problemerne skyldtes branden, og det var jo ikke noget, som vi var skyld i.”

 

Fredag morgen fungerede alt igen normalt i lufthavnen. Forhåbentlig har stewardessen fået sig et par fridage. (Il Messaggero, The Local)

 

Del på Facebook