Hvis der bliver kastet med mad under et måltid på en socialpædagogisk døgninstitutioner for unge med adfærds- og kriminalitets problemer, eller der bliver skabt en så dårlig stemning, at det ikke længere er tåleligt for de andre unge at være i det, så bør personalet have mulighed for om nødvendigt, at bruge magt ved fysisk at føre den pågældende unge bort som er årsagen til dette. Det er meldingen fra formanden for fagforbundet Socialpædagogerne, Benny Andersen.
Som reglerne er på nuværende tidspunkt, er det ikke tilladt for personalet fysisk at skride ind overfor en sådan adfærd. Og det uanset at de unge netop er på de pågældende institutioner bl.a. grundet deres problematiske adfærd og til priser op til 300.000 kr. månedligt. I stedet skal personalet bruge socialpædagogiske midler. Og hvis de ikke er tilstrækkelige, er der ikke andet at gøre end at lade den unge fortsætte. Pædagogerne er ganske simpelt magtesløse.
Hvis en sådan adfærd efterfølgende udløser en fysisk konfrontation, ved at nogle af de unge kommer i klammeri, eller den unges adfærd udvikler sig til at vedkommende begynder at smadre ting, så er det fuldt tilladt for personalerne at gribe ind. Men en helt grundlæggende holdning om at forebygge en brand frem for at slukke den, er sat ude af kraft i en misforstået og konfliktsky pædagogisk tilgang.
De unges magt
Den fysiske magt de unge bringer ind på døgninstitutionerne, skal personalerne helst ikke forsøge at tage fra de unge, med alle de midler der virker. For hvis personalerne selv bruger magt, vil det i generelle pædagogiske kredse blive opfattet som om, at personalerne er med til at optrappe konfrontationerne og bliver dermed betegnet som en falliterklæring. Her er der grundlæggende ingen forståelse for, at brugen af magt ikke skal ses som et pædagogisk redskab i sig selv, men derimod som et ud af mange midler til at kunne bedrive pædagogik.
Udmeldingen fra Socialpædagogerne er derfor et kærkomment indspark til det kommende forslag fra det udvalg, som er blevet nedsat under Socialministeriet netop for at gennemse de magtmidler, personalerne har til deres rådighed. Et forslag der forventes at være færdiggjort i løbet af de kommende måneder. Men om udvalget tænker at efterleve rådet, eller de derimod vil fratage endnu flere af de i forvejen få magtmidler personalerne har til sin rådighed, vides endnu ikke.
Utilstrækkelig pædagogik
For der er stadig lang vej til at forholdene er tidssvarende for at kunne matche de unge: Hvis de unge rømmer fra institutionerne er det ligeledes heller ikke tilladt for personalerne at tilbageholde dem med den nødvendige magt, med mindre det er sikkert, at den unge fysik vil gøre skade på sig selv eller andre.
Hvis det ”blot” er for at forlade døgninstitutionen for at kunne købe hash for at vedligeholde sit hashmisbrug, og pengene hertil formentlig skal skaffes gennem endnu et røveri, har personalet ikke hjemmel til fysisk at tilbageholde den unge. Og det uanset at den unge er dømt til at være på institutionen på baggrund af f.eks. et drab.
Hvis den unges gæster på en sikret institution har medbragt skjulte euforiserende stoffer, våben, og mobiltelefoner for at true vidnerne til den kommende retssag mod den unge, vil personalet heller ikke have mulighed for at opdage dette. For personalet har ikke hjemmel til at visitere den unges gæster. Det er udelukkende politiet, der har magtbeføjelser til at gøre det. Og hvis de ikke har tid – så bliver gæster ikke visiteret. Et problem som enhver sikret døgninstitution kender problemerne af.
Det professionelle svigt
De unge bliver svigtet, trods deres dyre anbringelser hvor hensigten er, at få hjælp til at udvikle en mere hensigtsmæssig adfærd. Og ikke mindst svigter det de andre unge, som institutionerne ligeledes har pligt til at beskytte. Men i en misforstået feministisk omsorgspædagogisk tilgang mener man ikke, at det er udfordringer personalerne skal kunne løse med fysisk magt. For pædagoger skal drive pædagogik som er oppebåret af omsorg, relationer og samtaler. En tilgang der er umulig udelukkende at drive, overfor de unge hvor denne form for pædagogik ikke virker. I stedet lader man dem svigte i misforstået pædagogik.
Spørgsmålet er, om Socialpædagogerne ligeledes vil slå et slag for, at pædagogernes uddannelse og grundlæggende pædagogiske tilgange vil være tidssvarende, til at kunne matche den type unge, som døgninstitutionerne i større grad skal kunne rumme. Unge som er grænse- og normløse i en grad som ikke kan rummes med den gængse pædagogik. Resultatet er, at de unge opgives og bliver smidt ud af de selv samme døgninstitutioner, som egentlige opgave er at rumme dem. Resultatet er, at de unge fastholdes i en negativ adfærdsspiral, som blot udvikler endnu flere af deres destruktive adfærdsmønstre med efterfølgende skade. Både for dem selv og for det resterende samfund.
Troels Gamst er tidligere leder af et socialpædagogisk opholdssted