Vi har alle set film om forbrydere, der røver banker og lever det søde liv. Måske du føler dig fristet til at forsøge noget lignende?
Men du bør nok lade være. Nu er der nemlig kommet videnskabelig dokumentation for, at bankrøverier slet ikke er den vej til velstand, som man måske kunne forestille sig.
Tre økonomer har lavet en økonomisk analyse af bankrøverier i tidsskriftet Significance. De når frem til, at den gennemsnitlige bankrøver i Storbritannien faktisk tjener mindre, end det man i gennemsnit kan tjene på ærligt arbejde.
I snit får man en gevinst på cirka 200.000 kr. pr. bankrøveri. En tredjedel af røverierne giver dog slet ikke noget.
Men der er som regel flere om sådan et røveri. Regner man det ud pr. person, så er der kun en indtægt på lidt under 130.000 kr. i gennemsnit for et røveri. Det er kun lige over årslønnen for en fuldtidsansat, der arbejder på den britiske mindsteløn.
Så kan man sige, at det jo er et spændende arbejde at røve banker. Men som økonomerne tørt bemærker: Det er også et ret risikabelt arbejde.
Og man kan ikke bare regne, at så må man begå ekstra mange bankkup for at få sin indtægt i vejret. For statistikken viser, at de fleste arresteres efter højst fire kup.
Du kan selvfølgelig mene, at du er tilstrækkelig dygtig eller heldig til at undgå dette.
Men ud fra en videnskabelig økonomisk analyse lyder konklusionen: Du står dig bedre ved at finde et arbejde inden for lovens rammer.
(Kilde: Daily Mirror)