En skandale har ramt Hvidovre Hospital, og Ombudsmanden vil se på sagen. Vi holder vejret, mens vi venter på, om det vil få konsekvenser for skandalens hovedperson.
Københavns og hele Sjællands eneste og højt kvalificerede Neurorehabiliteringsafsnit til genoptræning af personer, der har været udsat for bl.a. blodpropper og blødning i hjernen, har kun sølle 23 sengepladser og mange på ventelisten. Det er ifølge overlæge Ole Davidsen bydende nødvendigt at få alle i behandling så hurtigt som muligt, efter at skaden er sket, hvis en patient skal blive selvhjulpen og ikke sidde i kørestol. Og til skandalen bemærker han, at han aldrig ville have accepteret at yde særbehandling.
Men nu må de syge danskere stille sig endnu længere ned bag i køen. For Hvidovre Hospitals vicedirektør Torben Mogensen og den saudiske ambassadør Mohammed Ibrahim Al-Agail er rigtigt gode venner. Så da Al-Agail havde brug for en håndsrækning i forbindelse med sin besøgende mors sygdom, stillede Mogensen velvilligt ”sit” offentlige hospital og dets personale til vennens rådighed. En virkelig storladen gestus.
Mogensens disposition fik imidlertid den forkastelige konsekvens, at 2 af sengepladserne på afdelingen måtte nedlægges for en længere periode, for at personalet kunne få vagtplanerne til at gå op i en højere enhed, mens de skulle stå på pinde for ambassadørfamilien.
Vennetjenester og rigdom er vel sædvanligvis ikke et kriterium, der anvendes i det danske sundhedssystem, hvor fattig og rig forventes at blive behandlet ens og efter sygdommens behov. Den velhavende patient kan jo ellers søge til et privat hospital.
Det alvorlige brud på reglerne har samtidig afsløret en omfattende og eklatant mangel på vicedirektørens evne til at lave vandtætte skodder mellem sit venskab og sit erhverv. Han har tillige accepteret krav om, at ambassadørens mor kunne forblive på den sengepladsmæssige ressourcesvage afdeling efter endt behandling. ”Badeforholdene” på den medicinske afdeling svarede nemlig ikke til ambassadørens luksuriøse standard. Endvidere har Mogensen ved sin eftergivenhed tilladt ambassadøren og hans familie en oprørende opførsel over for personalet, der har måttet finde sig i grov, nedladende og ydmygende behandling uden at turde tage til genmæle af frygt for at blive fyret.
Vicedirektøren forsvarede sine dispositioner med, at man skam havde flere møder med ambassadøren – vist nok for at betyde denne, at sådan opfører man sig ikke Danmark, og at personalet skal behandles ordentligt. Desværre ved Torben Mogensen ikke, at man ikke holder rundbordssamtaler med en arkaisk tyran, men at man kontant siger: Sådan er reglerne i Danmark på et offentligt hospital. Punktum. Færdig. Slut.
Ambassadøren blev foreholdt beskyldningerne om en særbehandling, der ville være uhørt for en dansk patient og dennes pårørende. Han blev vist temmelig konsterneret. Han (og hans mor) var sandelig ikke blevet behandlet anderledes end enhver dansk patient. Manden har jo ikke begreb om, hvad han taler om.
En sygdomshistorie, lig hans mors, for en dansk patient, ville sikkert ryste ambassadøren.
Min venindes sygdomshistorie
Min gamle veninde fik en blødning i hjernen og blev indlagt på et københavnsk hospital. Blødningen forårsagede lammelser, der kom og gik. Det ene øjeblik virkede hun næsten normal, det næste øjeblik snakkede hun sort, kunne ikke stå på benene og tabte, hvad hun havde i hænderne. Efter kort tids indlæggelse fortalte min veninde familien og mig under et aftenbesøg, at ”jeg kommer hjem i morgen”. Vi vidste, at det var dét, hun gerne ville og betragtede derfor hendes oplysning som ønsketænkning. Vi talte derfor med nogle sygeplejersker, da vi skulle gå. Jo, det var skam rigtigt nok. Vi protesterede. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at så sygt et menneske blev sendt hjem. Men jo, det var lægens beslutning. Var hun blevet scannet, inden lægen tog den beslutning, spurgte vi? Næh, det var hun ikke.
Vores protester var forgæves, så næste dag måtte vi nødtvungent hente hende. Det var et mareridt at få hende ind i sønnens bil på forsædet. Men langt om længe kunne vi give hende sikkerhedsselen på og køre mod hjemmet. På vejen hjem startede de periodiske lammelser igen, og da vi nåede frem til hjemmet, var det umuligt at få hende ud af bilen. Nogle naboer kom til, og vi stod 5 mennesker og prøvede at trække hende ud af bilen, mens vi samtidig diskuterede, hvordan vi skulle få hende fra bilen hen til gadedøren og op ad trappen. Sønnen begyndte at græde. Han ville have sin mor genindlagt. Min veninde begyndte at græde. Hun ville op i sin lejlighed, men kunne ikke selv hjælpe til. Jeg valgte at ringe til hospitalet og meddele, at nu kom vi tilbage. Omsider blev hun scannet og næste dag overført til Rigshospitalet og opereret.
Så spørgsmålet her er måske: Har min veninde bare været uheldig og har fået dansk ”særbehandling”?
Man behøver ikke at være ambassadør for at modtage den helt specielle underdanighed, som synes at være et dansk/vestligt adelsmærke. På hospitalet, hvor min veninde blev overflyttet til genoptræning, havde en ældre pakistansk mand fået en 3-sengs stue, så kone og datter kunne overnatte. Derudover myldrede det med hans familiemedlemmer dagen lang, og de deltog i samtlige måltider og mellemmåltider, som det også oplyses, at ambassadørens familie gjorde.
Forløbet mellem Mogensen og Al-Agail er af forskellige eksperter blevet kritiseret som ”anfægteligt”, ”uhensigtsmæssigt”, ”dårlig dømmekraft”, ”dumt”. Pænere kan en kritik vel ikke udtrykkes. For Mogensen drejer det sig derimod om noget helt andet: ”Der er nogle ting, hvor vi tænker anderledes, fordi vi er danskere, end man gør, når man kommer fra Saudi-Arabien.” Det kan være, at det efter Mogensens opfattelse er svært at banke fornuft ind i en arabers hoved, men det er vel nedladende og etnocentrisk at tro, at det slet ikke kan lade sig gøre?
