Man fornemmer i øjeblikket en vis murren i de borgerlige partier, som Lars Løkke forhandler med.
I går gav Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl udtryk for, at der ikke var sket de store fremskridt i forhandlingerne.
Samtidig kom Liberal Alliances Anders Samuelsen med et direkte krav om, at der skulle ske lettelser i topskatten.
Der begynder også at sive nogle vurderinger af forhandlingerne ud til medierne. Nogle hævder, at Løkke i virkeligheden går efter en ren Venstre-regering. Andre brokker sig over den måde, han leder forhandlingerne på.
Det er fuldstændig uigennemskueligt, hvad der er taktik, og hvad der er realiteter i disse meldinger, hvor alle jo søger at pleje deres egne dagsordener.
Men den noget vagtsomme stemning er under alle omstændigheder udtryk for, at det er meget vanskelige forhandlinger.
Ikke meget at gøre godt med
Løkke har ikke mange gaver at dele ud af. Det offentlige underskud er tæt på den grænse, som EU’s regler og den danske budgetlov sætter.
Samtidig er der hos de borgerlige partier klart forskellige holdninger til, hvad de penge, der måtte være, skal bruges til.
Venstres udgangspunkt har været nulvækst og især skattelettelser i bunden.
Liberal Alliance og Konservative lægger afgørende vægt på, at nulvækst omsættes til skattelettelser i toppen.
Dansk Folkeparti prioriterer ikke skattelettelser, men en forøgelse af det offentlige forbrug.
Prioritering
Løkke er nødt til at sætte nogle af disse ønsker til side – han har jo allerede selv opgivet nulvæksten.
I forhold til andre ønsker bliver han i første omgang nødt til at nøjes med at formulere nogle målsætninger om at arbejde i den retning, uden at forpligte sig på konkrete, aktuelle forslag.
Det gælder således nogle af de mange ideer til skattelettelser, hvor rigtige og relevante de end måtte være. Det samlede offentlige forbrug kan heller ikke stige så meget, som Dansk Folkeparti ønsker.
Naturligvis vil det give nogle konflikter – det er helt uundgåeligt. Men der ikke nogen af de borgerlige partier, der vil trække deres støtte til en Løkke-regering tilbage af den grund. Det ville da også være selvmord.
Samtidig må Løkke foretage en politisk prioritering: Hvem er det, han først og fremmest skal have taget i ed, hvis han skal skabe en stabil regering med en lang levetid?
Ud fra en nøgtern politisk vurdering er der ikke så megen tvivl om svaret: Løkkes skæbne afhænger især af forholdet til Dansk Folkeparti.
Tre grunde
Det er der flere grunde til:
For det første er Dansk Folkeparti som bekendt blevet det største borgerlige parti.
For det andet er Dansk Folkeparti det eneste af de borgerlige partier, der kunne vælge at lave et betydeligt samarbejde med Socialdemokraterne, hvis de er utilfredse med Løkke. Det ville skabe en alvorlig situation for en borgerlig regering.
For det tredje vil asylproblemerne få enorm og stadigt voksende betydning i fremtiden. Lars Løkke kan kun slippe levende fra disse problemer, hvis han har et tæt samarbejde med Kristian Thulesen Dahl.
Asylpresset på Europa, herunder Danmark, er ved at komme helt ud af kontrol. I Danmark stiger antallet af asylansøgere nu igen. Og i kommende år vil vi opleve noget, der kun kan betegnes som en regulær folkevandring fra Afrika og Mellemøsten.
Asylpresset havde givetvis indflydelse på Thorning-regeringens fald og på Dansk Folkepartis formidable valgresultat. Det kan også få stor indflydelse på, hvordan en blå regering står sig hos vælgerne.
Lettere med Dansk Folkeparti i regering
Så Løkke er nødt til hele tiden at holde Dansk Folkeparti tæt ind til sig. Det gælder uanset, om partiet kommer med i en regering eller ej.
Men det er jo langt lettere at gøre det, hvis Dansk Folkeparti kommer med i en regering. Hvis partiet står udenfor, er der langt større risiko for, at det bider sig fast i egne standpunkter og laver ting med Socialdemokraterne.
Det er klart, at en VO-regering vil kræve svære balanceakter i forhold til de andre borgerlige partier. De skal have tilstrækkeligt med indrømmelser til, at de kan leve med arrangementet.
Løkke skal jo også selv have nogle særlige Venstre-resultater, som han kan præsentere for sine vælgere og sit bagland.
Men ud fra en nøgtern vurdering er det meget svært at se, at Løkke ikke skulle have en interesse i at få Dansk Folkeparti med i regering.
Ligeledes er det svært at se perspektivet for Dansk Folkeparti ved at stå udenfor. En ren Venstre-regering vil være svagere, og vælgerne vil se et meget mere broget billede med et hav af forhandlinger og små og store kriser. Til glæde for Socialdemokraterne.
En VO-regering, der samarbejder med Liberal Alliance og Konservative, men også med Socialdemokraterne, vil kræve, at alle er parate til at slå af på mærkesager.
Men hvornår har det ikke været sådan i politik?
