Hun var gift med tegneren Charb, som blev myrdet på Charlie Hebdo – nu kæmper hun mod islams kvindeundertrykkelse

Feminist og jurist Jeannette Bougrab mistede sin samlever Charb under attentatet mod Charlie Hebdo. Hun er af algiersk afstamning og beskriver i bogen ‘Maudites’ (‘De fordømte’) undertrykkelsen af piger og kvinder i den islamiske verden.

 

Undertrykkelsen er udbredt i den islamiske verden

Ifølge Unicef (2014) er 700 millioner af verdens kvinder blevet tvangsgift, og dermed voldtaget, inden de var fyldt 18 år. Hertil vil kunne lægges skæbnerne for de små piger, der døde af indre blødninger ved penetreringen. I Yemen kalder man dem for “dødens brude”.

 

Bougrab nævner i sin bog en 8-årig og en 13-årig pige fra Yemen, der begge døde få dage efter bryllupsnatten. Nogle piger dør et stykke inde i graviditeten, fordi pigekroppen ikke kan klare belastningen fra fosterets vægt og omfang.

 

Pigen Nada fra Yemen har på Youtube fortalt, at flere tvangsgifte piger vælger at begå selvmord. Også i Frankrig bliver små piger tvangsgift i muslimske miljøer, og omkring 70.000 små piger er her i fare for at blive tvangsgift.

 

På verdensplan beretter Unicef, at mere end 140 millioner piger under 18 år vil blive tvangsgift i løbet af de kommende 10 år.

 

Det arabiske forår fik fatale konsekvenser for kvinderne

Ved “det arabiske forår” blev flere diktatorer fældet, men demokratiets indførelse medførte en opløsning af retsstaten, der nu ikke længere kunne beskytte kvinder og andre udsatte grupper. I disse muslimsk-dominerede lande er sharia i stedet blevet indført, med undertrykkelse af kvinder til følge.

 

Da “det arabiske forår” kom til Tunesien, blev kvindernes situation forværret. Det samme er tilfældet i Irak, der engang var et relativt progressivt mellemøstligt land, hvor tvangsægteskaber var forbudt, og kvinden skulle være fyldt 18 år inden et ægteskabs indgåelse.

 

Men efter Saddams fald kunne man i 2014 opleve, at der i parlamentet blev fremsat forslag om at tillade ægteskaber med 9-årige piger. Under Islamisk Stats hærgen i Syrien og Irak bliver kvinder og piger tvangsgift, dræbt eller solgt som sexslaver. Det samme sker under Boko Harams hærgen i Nigeria.

 

Der synes at være en tendens til ikke at ville lade de universelle menneskerettigheder gælde i disse lande, så man i stedet relativiserer ud fra kulturelle og religiøse forskelle. Jeannette Bougrab kritiserer medierne for ikke at tildele disse piger og kvinder nok opmærksomhed, og hun mener ikke, at politikerne gør nok.

 

Læs også
Forbyd muslimske bønnekald ved lov

Kvindeundertrykkelse i familien

Jeannette Bougrabs kvindelige familiemedlemmer har oplevet kvindeundertrykkelsen i Algeriet såvel som i Frankrig, som familien flyttede til i 1962. Hendes bedstemor Djamila blev tvangsgift som 12-13 årig og fik 15 børn.

 

Jeannettes mor Zohra blev behandlet som en husslave lige fra hun var 5-6 år. Som 13-årig blev hun tvangsgift med en brutal mand, der gjorde hende gravid. Efter nogle måneder flygtede hun til en tante, der imidlertid behandlede hende som en husslave, lige som hun var blevet det derhjemme.

 

Så da hendes datter døde, kun et år gammel, flyttede hun hjem til sin mor igen. Hun var ulykkelig derhjemme og accepterede derfor som 17-årig et arrangeret ægteskab. Hun havde ikke noget valg.

 

Det var en ulykke for Zohra at blive født som pige, som det er for millioner af andre. De undertrykkes og overvåges, så familiens ære ikke kompromitteres. De skal for alt i verden bevare deres jomfruelighed.

 

Mange får genskabt deres mødom af frygt for deres fædre og brødre, der ikke vil tøve med at slå dem ihjel hvis de erfarer, at pigen har haft sex før ægteskabet. Det betragtes som en “æresforbrydelse” – også i Frankrig.

 

Kvinder internaliserer undertrykkelsen og hævner sig på andre kvinder

Læs også
Asger Aamund fylder 80 år: Islam er i krig med os – det er på tide at se virkeligheden i øjnene

Der er en tendens til, at mange muslimske kvinder internaliserer undertrykkelsen og opfatter sig selv som mindreværdige i forhold til mændene.

 

De ydre forhold gør, at en mor kan ærgre sig over at få en pige, for hun vil ikke få de samme muligheder i samfundet som en dreng vil. Moren vil vogte over datteren, så det patriarkalske samfund ikke får grund til at bebrejde datteren noget. Denne følelse af mindreværd rodfæstes i de muslimske piger og kvinder.

 

Jeanette Bougrab nævner et eksempel på dette mindreværd, da hendes bedstemor Djamila havde en alvorligt syg datter og ikke ville bruge penge på medicin til hende, idet hun indvendte: “Det er ikke så slemt, hvis hun dør, for det er jo kun en pige”.

Nogle ulykkelige muslimske kvinder under ikke andre piger og kvinder at have det godt, så de hævner sig på dem.

 

Den i udgangspunktet patriarkalske undertrykkelse er derfor ikke begrænset til mænds undertrykkelse af kvinder, men omfatter også kvinders undertrykkelse af andre kvinder.

 

Det er for eksempel kvinder, der forgriber sig på piger, når de skal omskæres. Pigernes egne mødre bringer dem hen til de kvinder, der omskærer dem.

 

Også i Jeannette Bougrabs familie har kvinder været brutale over for andre kvinder og piger. Jeannettes tante Habiba blev tyranniseret af sin mor og levede i evig frygt for morens voldelige afstraffelser. Hun var derfor stadig sengevæder som 14-årig. Moren og storesøsteren Zohra (Jeannettes mor) besluttede at sætte en stopper på dette sengevæderi:

Læs også
To bøger, der giver indsigt i muslimsk værdier og dannelsesidealer

 

En morgen, hvor Habiba var lidt for længe om at komme ud af sengen og forberede mændenes morgenmad, varmede de en gaffel på komfuret til den var hvidglødende, gik ind til den sovende pige, skilte hendes ben og brændte hende på det formastelige sted, der var årsag til tisseriet.

 

Nogle år senere oplevede Habiba igen storesøsterens brutalitet, da Habiba kom sent hjem og havde stjålet en knallert. Zohra straffede hende ved at brække armen på hende med et kosteskaft.

 

Kulturen hænger ved

Jeannette Bougrabs forældre har formået at bryde det undertrykkende mønster. De har støttet deres datter i hendes opvækst i Frankrig, så Jeannette kunne få en uddannelse og leve et mere frit liv, end de selv har.

 

Ind imellem har Jeannette dog oplevet moren Zohras kulturelle baggrund skinne igennem. Hun har frygtet morens pludselige voldelighed og hårdhed, og da Jeannette forlod sin første mand, reagerede Zohra voldsomt fordømmende.

 

Hvor Zohra ellers normalt forsvarede sin datters uafhængighed, gav hun nu datteren skylden for dette nederlag og fortalte Jeannette, at hun ikke længere regnede hende for noget, nu hun ikke længere havde en mand.

 

Læs også
Islamisk skilsmisselov skaber ulykke i Danmark

Normer fra den arabiske verden følger med, når familier herfra bosætter sig i Vesten, også i den ellers progressive familie, som Jeannette Bougrab er vokset op i i Frankrig.

 

Religiøs retfærdiggørelse af overgrebene

Jeannette Bougrab har i Yemens hovedstad Sanaa spurgt en kvindelig dommer inden for familieanliggender, hvorfor domstolene ikke hører pigernes nødråb og forsvarer dem.

 

Dommeren benægtede imidlertid pure eksistensen af tvangsgiftede mindreårige piger. Bougrab, der selv er jurist, insisterede og fremlagde flere faktuelle forhold, hvorefter dommeren gav sig og erkendte, at det er et udbredt fænomen.

 

Hun retfærdiggjorde det ved at henvise til profeten Muhammeds kone Aisha, som han giftede sig med, da hun var 6 år gammel. Da rollemodellen Muhammed er et eksempel til efterfølgelse, er det ikke forkert at tvangsgifte disse piger – selv ikke for en kvindelig dommer.

 

Det tæller åbenbart mindre, at Yemen har ratificeret de internationale konventioner til beskyttelse af børns rettigheder. Hun udtalte, at i tilfælde af, at en lovtekst skulle fastsætte en aldersgrænse på 18 år (der er ingen grænse i dag) for indgåelse af giftermål, så ville hun ikke rette sig efter den, for ingen love står over sharia’en.

 

Medvirkende til dommerens kynisme kunne være, at hun i en alder af 27 år fortsat var ugift. Den manglende islamiske søstersolidaritet ses også ved det forhold, at Muhammeds giftermål med pigen Aisha blev bragt i stand på foranledning af en kvinde: Khawlah bint Hakim.

Læs også
Mission impossible? – et moderat syn på islam ud fra religiøse kilder

 

Bougrab påpeger, at uligheden mellem mænd og kvinder er en integreret del af islam, lige som der ikke er nogen “sharia light” i islam.

 

Vesten er passiv og frygter beskyldninger om islamofobi

Jeannette Bougrab kritiserer Vesten for hyklerisk at lukke øjnene af frygt for at blive beskyldt for islamofobi.

 

Denne fejhed, hvad enten den skyldes ligegyldighed, formynderi eller postkolonial skyldfølelse,  medfører, at vi lader pigerne i stikken. Vi burde fordømme de overgreb, der sker på børnenes mest fundamentale rettighed: deres krops ukrænkelighed.

Bougrab savner ligeledes en afstandtagen fra det islamiske tørklæde, omskæring og polygami. I stedet for at fordømme dette maner vi i Vesten til tolerance, fordi vi er bange for at blive beskyldt for at kritisere en anden kultur.

 

Pigers store viljestyrke til at uddanne sig

Bougrab finder lyspunkter i den islamiske verden: viljestærke piger, der siger tingene, som de er (hvis en vesterlænding havde sagt de samme ting, ville vedkommende være blevet beskyldt for islamofobi).

 

Hun har mødt flere modige piger, der har trodset omverdenens fordømmelse og farer for overgreb, for at tage en uddannelse. De ved, at en uddannelse er vejen til selvstændighed og frigørelse fra mændenes magt over dem.

 

I dag er næsten 2/3 af verdens analfabeter kvinder (Unesco). I Nigeria har Boko Haram bortført flere hundrede skolepiger for at de kunne komme under islams åg. Nogle af de undslupne piger trodser imidlertid faren for overgreb og fortsætter deres skolegang.

 

Bougrab har mødt Nada, der på Youtube rakte ud til Vesten med hendes kontante beskrivelse af pigers forfærdelige vilkår i Yemen. Nada følger passioneret sine studier, men mange af hendes medsøstre  får aldrig en uddannelse, og 70% af Yemens kvinder er analfabeter.

 

I Pakistan kæmper pigen Malala Yousafzai for pigers ret til at gå i skole, og hun modtog sidste år Nobels fredspris.

 

Til kamp mod nutidens totalitarisme

Malala skriver fra Pakisten på en blog hos BBC, lige som Anna Frank i sin tid skrev dagbog under nazismen.

 

Hvor vi under Anden Verdenskrig kæmpede imod nazismens totalitarisme, ser vi i dag nogle andre fascister i religiøse uniformer, der ønsker at indføre et totalitært teokrati.

 

Vi skal bekæmpe nutidens tyranner med samme beslutsomhed, udholdenhed og offervilje, som Winston Churchill i foråret 1940 forberedte det britiske folk på, at den forestående krig krævede af dem, hvis de ønskede at bevare friheden.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…