Jorden skrider nu mere og mere under fødderne på forbundskansler Angela Merkel – hård kritik fra både befolkning og partifæller

You Tube

Tysklands forbundskansler Angela Merkel får stadig større problemer på grund af sin asylpolitik, der skaber kaos.

 

Da Merkel udløste den enorme asylstrøm ved at invitere asylansøgerne til Tyskland, sagde hun: ”Det kan vi godt klare.”

 

Men i en ny meningsmåling siger to tredjedele af vælgerne (64 procent), at de er uenige med hende. De mener ikke, at Tyskland kan klare tilstrømningen. Kun 32 procent erklærer sig enige med kansleren, hvilket er et fald på 11 procentpoints på bare en måned. YouGov/FrankfurterAllgemeine)

 

I samme måling siger 56 procent, at Tyskland ikke kan tage imod flere asylansøgere, fordi der allerede er for mange. Det er en stigning på 10 procentpoints inden for en måned. Kun 19 procent mener, at man godt kan tage mod flere.

 

Samtidig viser en anden måling, at Merkels kristendemokrater (CDU/CSU) går tilbage i vælgeropbakning og står til det ringeste resultat siden sidste valg i 2013. Det tilskrives udpræget, at vælgerne tager afstand fra Merkel. (INSA Meinungstrend/BILD)

 

Kritik fra partifæller i Forbundsdagen

Forbundskansleren er også under kraftig beskydning fra egne partifæller i CDU og i særlig grad fra søsterpartiet CSU, der regerer i Bayern.

 

CDU og CSU har fælles gruppe i Forbundsdagen. Her holdt man et møde i tirsdags, hvor der virkelig blev skudt med skarpt mod Merkel.

 

Hun holdt et oplæg, hvor hun erklærede, at det ikke gav mening at sætte en øvre grænse for antallet af asylansøgere. Hun anså det heller ikke for realistisk at sende mange tilbage til deres land.

 

Man skulle koncentrere sig om at hjælpe disse lande og så i øvrigt styrke de fælles grænser i EU.

 

En af CDU’s talsmænd på asylområdet, Clemens Binninger, udfordrede direkte kansleren med bemærkningen: ”Vi indenrigspolitikere er tilhængere af effektiv grænsekontrol i Tyskland.”

 

Hans kollega Wolfgang Bosbach, også fra CDU, talte om anarki på asylområdet. ”Flygtningene har reelt fået frit valg med hensyn til, hvor de ønsker at bo.” (BILD)

 

CSU’s talsmand Hans-Peter Uhl talte ligefrem om ”en fælles lukning af grænserne” i Europa.

 

Generelt var der i gruppen overvejende tilslutning til CSU’s linje, der kræver aktiv begrænsning af tilstrømningen.

 

Ifølge BILD’s kilder var Angela Merkel anspændt på mødet. Dagen før havde hun også virket meget tyndhudet på et møde i CDU’s partiledelse.

 

Indenrigsministeren talte rent ud af posen

Da Slesvig-Holstens partiformand Ingbert Liebing berettede, at borgmestrene klagede over, at de ikke kunne finde flere indkvarteringsmuligheder til asylansøgerne, fik han et svirp fra Merkel: Folk ”ville ikke have problembeskrivelser, men løsninger”.

 

Merkel kan heller ikke have været begejstret for et indlæg på samme møde fra hendes egen indenrigsminister Thomas de Maizière.

 

Han sagde blandt andet, at man ikke kunne udelukke, at der var terror-sympatisører blandt flygtningene. Han påpegede også, at en del mennesker fra Georgien udgav sig for syrere – og når de så var kommet ind i Tyskland, sluttede de sig til organiserede kriminelle netværk af georgiere.

 

Endelig drejede de Maizière kniven en ekstra gang rundt ved at henvise til, at også tilstrømningen af afrikanere voksede.

 

Hvor længe holder Merkel?

Et indlæg som dette viser, at Merkels autoritet som leder svinder nærmest dag for dag. Fremtrædende profiler i hendes eget parti er i stigende grad parate til at trodse hende.

 

Angela Merkels asylpolitik er helt uden jordforbindelse. Den har allerede skabt kolossale problemer, og de vil med sikkerhed vokse yderligere.

 

Hun har været nationens samlingspunkt. Nu skrider jorden mere og mere under fødderne på hende. Det er ikke længere en absurditet at stille spørgsmålet: Hvor længe holder Angela Merkel?

Del på Facebook