SKAT har sendt mig et brev fordi, som de skriver: “Vi har fået nye oplysninger om dine værdipapirer.” Herunder skriver SKAT på selvstændig linie, “DU SKAL IKKE SELV GØRE NOGET.” Herefter nyt afsnit med oplysning om at bankerne selv automatisk indberetter til systemet.
Næstsidste afsnit i brevet har overskriften, “Sådan kan du se de nye oplysninger”. Og i sidste afsnit et telefon nr. man kan ringe til hvis man har spørgsmål. SLUT
Jeg er nysgerrig og vil godt se hvilke nye oplysninger der er, så jeg følger vejledningen fra brevet, hvilket fører til min slutopgørelse for 2014. Her er 2 røde klatter ud for henholdsvis rubrik 30 og 66, der mangler beløb.
Jeg får næsten samtidig email med besked fra SKAT om at der foreligger Resultat af årsopgørelsen, og jeg kan se den på “tast selv”. Her finder jeg oplysning om et mindre beløb jeg skal have tilbage, hurra, men også “VÆR OPMÆRKSOM PÅ” DU SKAL RETTE FEJL I BELØBENE, rubrik
30 og 66.
Nu er jeg forvirret. Først læser jeg i brev jeg ikke skal gøre noget og derefter i email at jeg skal rette fejl. Hvad skal jeg???????
Jeg ringer og ringer i timevis
Jeg forsøger, om det er muligt at finde de manglende beløb, som må være fejlene. Jeg finder frem til, at det er nogle forskelsværdier mellem køb og salg af nogle værdipapirer i en enkelt afdeling i en investeringsforening, som er en del af min pensionsopsparing. Hele arrangementet forvaltes af banken og jeg har på intet tidspunkt haft indflydelse på køb og salg.
I banken kan man ikke hjælpe, idet køb er foregået før 2009 og der derfor ikke længere findes dokumentation herfor, siger de, men hele det pågældende arrangement er i perioden
2009 – 2014 solgt og konverteret til andre papirer SKAT har styr på.
Nu griber jeg til brevets sidste afsnit med telefon nummeret jeg kan ringe til. Jeg ringer og ringer i timevis for hver gang at få beskeden “Vi har travlt, prøv igen senere”.
Så kører vi ud til SKAT, men …
Nå, men vi kører ud til SKAT, siger jeg til min skat, og vi kører derud.
Hvad møder vi? En låst dør med et stort skilt indenfor, hvorpå der står,at man kun bliver lukket ind, hvis man har en telefonisk aftale. Behøver jeg at skrive, at vi var ved at eksplodere i arrigskab?
En anden “kunde” kom til og fortalte han nu havde siddet med telefonen i hånden i cirka en time, opgav og var kørt derud.
Inden vi var færdige med at udveksle vores synspunkter omkring SKATs ledelse og ikke mindst politikernes uduelighed, kom en medarbejder ud som skulle hjem fra job. Hun var flink og forstod os til fulde, hentede en anden medarbejder som også var flink, men kun kunne beklage og henvise til, at vi måtte ringe og få en tid. Det havde vi jo forsøgt uden held, og så foreslog hun, vi gik til Borgerservice.
Hvad den anden mand gjorde, ved jeg ikke, men vi kørte til Borgerservice i Næstved og fik besked om at vi ikke var de første frustrerede kunder der var der den dag med samme problem, og at de desværre ikke kunne hjælpe.
Borgerservice foreslog selvfølgelig, at vi henvendte os til SKAT !!!!!
29 øre retur!
Resultatet er herefter, at vi er totalt rasende på det sindssyge system, man har forandret SKAT til at være. Hvad har meningen været med at fyre medarbejdere i SKAT, var de dumme, dovne eller udøvede for megen nødvendig service over for borgerne? Hvem er ansvarlig for hele miseren? Vi nægter at gøre mere ved egen sag, og SKAT kan rende og hoppe.
Til understregning af systemets uduelighed medsendes her foto af SKATS fortræffelighed. Om det er for at være sikker på at komme af med pengene, eller det er udstrakt service ved vi ikke.
Vi modtog samme dag 4 ens kuverter med 4 enslydende breve som hver kundgjorde at hustruen skulle have 29 øre retur. Vi går ud fra det er de samme 29 øre der er tale om, for de er kun kommet en gang.
Erik B. Hansen