Når efterårsvejret er gråt og trist, kræver krop og psyke noget til opmuntring. Et ekstra glas hyggevin drukket med omtanke kan lige være det, som redder dagen, og i ugens udvalg af kupvine er der noget for enhver med god smag.
Kvalitet er der ikke sparet på, og der er gode muligheder for allerede nu at vælge vinen til Mortens Aften.
Nye vinleverandører i panelet er Haller Vine i Middelfart og Vinmonopolet i Silkeborg.
Hvidvin
Château de Sancerre, 2013 Sancerre ASC, Loire-dalen, Frankrig – Kampagnepris 149,95 kr. i Meny Supermarkederne.
Vinområdet ligger på den venstre side af Loire-flodens udspring, og vinhuset har været på Marnier-Lapostolle-familiens hænder siden 1919 og købt for penge tjent på den verdensberømte Grand Marnier likør med appelsinsmag. Vinen er lavet på 100 % Sauvignon Blanc druer og er et pletskud i alle henseender.
Importør: GobiVin, Hvidovre.
Rødvin
La Ferme du Mont, 2012 Vendange, Châteauneuf-du-Pape AOP, Rhône-dalen, Frankrig – Normalpris 349,95 kr. – Tilbudspris 249,95 kr.
Bag vinen står en af de nye stjerner i Rhône-dalen, vinmageren Stéphane Vedeau. Fra organisk dyrkede marker er håndplukket druer, der fordeler sig med 80 % Grenache, 10 % Syrah og 10 % Mourvèdre, som er modnet på fad i 12 måneder. Resultatet er formidabelt og er præget af kompleksitet, friskhed og elegance.
Importør: Theis Vine, Skovlunde.
Vignaiolo Luciano Arduini, 2012 Simison, Amarone della Valpolicella Classico DOCG, San Pietro in Cariano, Italien – Normalpris 299,95 kr. – Tilbudspris 199 kr. ved køb af 6 flasker.
I glasset har vi en særdeles kraftig vin, der med et alkoholindhold på 16 % nærmer sig en hedvin. Tørrede rosinagtige druer af sorterne Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara er sat til gæring i slutningen af januar måned og leverer her en tæt vin med en fløjlsagtig blød smag. Alt, hvad en stegt gås eller and kan ønske sig af en ledsager.
Importør: Andrup Vine, Esbjerg.
Bodega Catena Zapata, 2013 Malbec, Mendoza, Argentina – Normalpris 179,95 kr. – Tilbudspris 99,95 kr. ved køb af 12 flasker.
Vinen er lavet på Malbec-druer, som har vokset på vinstokke i Andesbjergene i en højde på op til 1400 meter over havets overflade. Resultatet i glasset er enestående med karakter af balance parret med koncentration. Farven er kulsort, og smagen er blød som pelsen på et kattedyr.
Importør: Philipson Wine, Kokkedal.
Château Mayne-Vieil, 2012 Cuvée Aliénor Merlot, Fronsac AFC, Galgon, Frankrig – Normalpris 149,95 kr. – Kampagnepris 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinen er fremstillet på druer fra gamle Merlot-vinstokke og med eksklusivitet for det danske marked. Cuvée Aliénor er en hyldest til den fransk-fødte dronning Eleonora af England, som var mor til både Richard Løvehjerte og Johan uden Land. Ud af glasset står en parfume af vilde bær og peber. Den bør dekanteres før brug.
Importør: Erik Sørensen Vin, Kokkedal.
Murphy-Goode Winery, 2012 Zinfandel, Santa Rosa, Californien, USA – Normalpris 149 kr. – Tilbudspris 79,95 kr.
Her er mulighed for at gøre et tosidet kup: En velsmagende vin og en bemærkelsesværdig prisreduktion, der batter. Vinen er lavet på 100 pct. Zinfandel-drue og har den karakteristiske rosinsmag, som gør den til en passende ledsager til utallige spiser – kolde som varme. Den går rent ind.
Importør: Jysk Vin – det gode glas, Randers.
Cantine de Falco, 2009 Il Rapace Riserva, Salice Salento DOP, Støvlehælen, Italien – Normalpris 139 kr. – Tilbudspris 89 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinen er blandet af 80 % Negroamaro og 20 % Malvasia Nera druer og fremstår mørkerød med brune kanter i glasset – det er jo en ældre herre, som er drikkemoden nu. Skænk den til grydestegt vildand eller en godt krydret lammekølle. Så er intet øje tørt!
Importør: Haller Vine, Middelfart og Vin&Vin.
Bodegas Asenjo & Manso, 2012 Ceres, Ribera del Duero DO, La Horra, Spanien – Normalpris 139 kr. – Tilbudspris 89 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinen er lavet på 100 % Tempranillo-drue, som har et mangesidet og markant ansigt, der specielt kommer til udtryk langs Duero-floden. Den er fadlagret 12 måneder på amerikanske og franske egetræsfade, som anes svagt i munden sammen med blødhed og rundhed. Prøv den til en kraftig efterårssuppe kogt på rodfrugter og en culotte.
Importør: D-Wine, Aalborg.
Vignerons de Tautavel, 2012 Les Costes, Côtes du Roussillon Village AOP, Tautavel, Frankrig – Normalpris 129,95 kr. – Tilbudspris 79,95 kr.
Vinen er produceret på lige dele Syrah, Carignan og Grenache druer, som har vokset på meget gamle vinstokke, hvis alder går fra 50 til mere end 100 år. Udbyttet pr plante er lavt, men meget koncentreret og tanninfyldt i munden. En flot vin fra et vinområde på vej frem.
Importør: Vinmonopolet, Silkeborg.
Klein Constantia, 2013 CV2, Western Cape, Constantia, Sydafrika – Normalpris 129 kr. – Tilbudspris i uge 44 for 6 flasker: 379 kr. hos Kvickly i Odder.
Vinen er fremstillet på 77% Cabernet Sauvignon og 23% Merlot druer. Farven dyb granatrød og smagen er præget af sorte kirsebær og chokolade og har en langvarig finish. Den er yderst velegnet til f. eks. en stegt dådyrkølle med tyttebærgele.
Importør: Amka, Randers.
Maison Abbotts & Delaunay, 2013 Corbières AOC, Marseillette, Aude, Frankrig. Normalpris 129 kr. Tilbudspris 89 kr. ved køb af 6 flasker.
Producenten er et såkaldt boutique vineri med ekspertise i vinområderne Languedoc-Roussillon i Sydfrankrig. Her er det en elegant udgave af Corbières lavet på Syrah og Grenache druer, som dufter delikat af moden krydret frugt, og som slutter i en finish med et touch af egetræssmag fra tønden.
Importør: Propperiet, Brædstrup.
Quinta da Rosa Vinhos, 2012 La Rosa, Duoro D.O.C., Pinhão, Portugal – Normalpris 129 kr. – Tilbudspris 115 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinen her fra portvinsdalen i nord viser, at når portugiserne først kommer ud af tornerosesøvnen, så magter de også kunsten at lave moderne bordvin. Den er skruet sammen af de lokale druetyper Tinta Roriz, Touriga Nacional og Touriga Franca, der er håndplukket fra stokke med lavt udbytte. Det resulterer i koncentreret elegance.
Importør: Vinslottet, Greve.
Thorn-Clarke Winery, 2013 Milton Park, Barossa Valley, South Australia, Australien – Normalpris 99,75 kr. – Tilbudspris 150 kr. for køb af 2 flasker.
Shiraz-druen lægger ryg til denne saftige rødvin, som de fleste vil elske for duften af svesker og brombær og en dejlig smag af bær og frugter. Den er velegnet til fjerkræ og grillede kalve- eller oksesteaks med hvidløgs- eller persillesmør.
Importør: Skjold Burne Vinhandel, Brøndby.
Bodega Pagos del Rey, 2011 Gran Bajoz, Toro DO, Zamora, Spanien – Normalpris 85,95 kr. – Tilbudspris 69 kr. i Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen.
Vinen er fremstillet på 100 % Tempranillo druer, der lokalt kaldes Tinta de Toro, og som har vokset på gamle vinstokke med lavt udbytte. En all round vin, som der ikke kan sættes en plet på. Den skal bare drikkes med noget god mad, f. eks. en gang skipperlabskovs.
Importør: Coop, Albertslund.