Det billede, som specielt TV giver af det aktuelle asylkaos, er ekstremt forvirrende.
Det er svært at finde ud af, hvad der sker. Det er svært at finde ud af, hvad politikerne siger og gør. Og det er svært at finde ud af, hvor de vil have os hen.
Det hænger sammen med, at TV-dækningen er stærkt tendentiøs. Den er domineret af venstreorienterede journalister, der har deres egen dagsorden.
Undertonen i stort set alle TV-indslagene er groft sagt, at Danmark og andre europæiske lande skal tage imod alle de mennesker i verden, der gerne vil have asyl her.
Indslagene er stort set støvsuget for oplysninger og argumenter, der giver en kritisk belysning af, hvem der kommer hertil, hvorfor de kommer, og hvad der sker, hvis vi bare lader stå til. Alt går ud på, at vi er onde, hvis vi ikke smækker alle døre op.
Et eksempel
Bare for at give et enkelt eksempel:
I hvert fald halvdelen af dem, der kommer, er ikke rigtige flygtninge. De kommer for at forbedre deres økonomiske situation.
Det ville jo være oplagt for TV-journalisterne at bruge noget af krudtet på at bore i det forhold. Men det er voldsomt nedprioriteret til fordel for indslag, der massivt trækker i retning af, at vi skal tage imod alle, der nu melder sig.
Heldigvis er det ikke de venstreorienterede journalister, der regerer Danmark. Befolkningen har gennemgående ikke lyttet til dem. Men deres tendentiøse tilgang til det drama, der udfolder sig, skaber forvirring.
Og det er bestemt ikke forvirring, vi har brug for i den aktuelle situation. Vi har brug for at holde hovedet koldt og styre efter fem vigtige sandheder.
Den første sandhed
For det første skal vi fastholde grundprincippet for den danske asylpolitik:
Vi skal hjælpe med at tage imod asylansøgere i nød. Men vi skal ikke åbne for en tilstrømning, der undergraver det danske samfunds store kvaliteter: stabiliteten, tilliden mellem mennesker, sammenhængskraften, velfærden og den stærke tradition for frihed, demokrati og ligestilling.
Disse træk må man ikke bede os om at ofre. Og skal vi holde fast i dem, kræver det en stram styring, så den ikke-vestlige indvandring ikke tager et omfang, der kraftigt ændrer befolkningens sammensætning.
Den anden sandhed
For det andet skal vi fastholde den nationale selvbestemmelse i udlændingepolitikken.
Begrundelsen er, at vi i Danmark er langt mere bevidste om at styre indvandringen end langt de fleste EU-lande. Det skal vi ikke opgive.
Journalister gjorde i går et stort nummer ud af, at Lars Løkke sagde, at asylkrisen krævede europæiske løsninger. I deres ønsketænkning fik de det til at lyde, som om Løkke nu vil opgive den danske selvbestemmelse i asylpolitikken.
Men Løkke sagde ikke andet end det, der hele tiden har været officiel dansk politik. Danmark er medlem af grænsesamarbejdet i Schengen, og Løkkes kommentar gik på, at vi ikke skal lave en national grænsekontrol, der strider mod Schengen.
Det var henvendt til især Dansk Folkeparti, der ønsker en permanent grænsekontrol.
Der er en uenighed mellem de to partier om, hvor langt man kan og skal gå med en dansk grænsekontrol i forhold til Schengen. Men der er ikke uenighed om, at man skal bevare den nationale selvbestemmelse. Og sådan bør det være.
Den tredje sandhed
For det tredje skal vi presse på for, at der bliver en langt, langt stærkere kontrol ved EU’s ydre grænser. Det er frem for alt her, at der er skrigende behov for fælles europæisk handling. Og for nu at sige det, som det er: Dette indebærer om nødvendigt brug af magt.
Men her svigter de europæiske ledere med Angela Merkel i spidsen fuldstændig. Og der er foreløbig ingen udsigt til, at der kommer skik på tingene. Dette er en katastrofe.
Så længe der ikke er styr på de ydre grænser, vil asylpolitikken i EU blive ved med at sejle.
Den fjerde sandhed
For det fjerde skal Danmark ikke indgå i et EU-kvotesystem for fordeling af asylansøgere.
Journalistisk Venstreparti taler, som om den store løsning ligger i en fælles fordeling af asylansøgerne mellem EU-landene.
Også her giver man indtryk af, at Løkke har flyttet sig i mere europæisk retning. Men det er der nu ikke meget, der tyder på, at han har. Derimod har han gjort to ting:
Han har givet tilsagn om at tage imod 100 ekstra asylansøgere, hvilket må siges at være ret symbolsk. En ”gestus”, kalder han det selv.
Samtidig udtrykker han forståelse for, at Merkel vil have en bedre fordeling blandt landene i EU’s asylsamarbejde, som Danmark altså ikke deltager i.
Men Løkke har ikke rykket Danmark tættere på deltagelse i EU’s fælles asylpolitik. Godt for det.
Den femte sandhed
For det femte skal det danske politi rustes til, at det kan blive sat på langt større opgaver i forhold til asylansøgere, end det har været vant til.
Foreløbig har politiet håndteret de cirka 800 asylansøgere, der nu er strømmet ind, med bravur. Besindigt og klogt.
Men vi skal være forberedte på, at der kan komme mange flere asylansøgere, der forsøger sig med selvtægt. Ikke bare ved at vandre mod Sverige, men også ved at sætte sig til modværge, når politiet vil tage styringen – som man så det med de voldsomme scener i Ungarn.
Asylansøgernes selvtægt er endnu et af de store problemer, som vi konfronteres med. Men også dette problem i virkelighedens verden forsøger TV-journalisterne at nedtone til fordel for politisk korrekte skønmalerier.