Liz Page’s mor var blevet indlagt på hospitalet efter et slagtilfælde. Det var Dorset County Hospital i Storbritannien.
Hun sad hos moderen hele aftenen efter indlæggelsen. Klokken ti minutter i fem næste morgen blev hun vækket af hospitalet, der fortalte hende, at moderen var død.Hun tog ind på hospitalet, hvor moderen lå i et lille rum. Hun kyssede hende farvel på panden.
Derefter tog hun hjem og begyndte at forberede begravelsen. Syv timer senere vendte hun tilbage til hospitalet. Her modtog hun den forbløffende besked, at moderen var lyslevende og var anbragt på en stue et andet sted på hospitalet!
Lægerne havde lavet en bommert og havde forvekslet hendes mor med en anden patient, hvis navn lignede hendes. Det var denne anden patient, som var død.
”Jeg ved, det lyder latterligt”
Liz Page havde ikke opdaget fejlen, da hun tog en hurtig afsked med ”moderen” i det lille rum, hvor hun lå.
Først syv timer efter indså hospitalet, at det havde begået en fejl. ”Jeg kunne ikke tro det. Jeg var vred og glad på samme tid,” siger datteren til The Sun. Og hun fortsætter:
”Jeg ved, det lyder latterligt, at jeg ikke indså, at det var det forkerte lig. Men når du får at vide, at din mor er død, og du bliver vist ind i et rum, falder det dig slet ikke ind, at det ikke skulle være hende.”
Liz Page klagede til hospitalet, som gennemførte en undersøgelse og gav hende en undskyldning. Som følge af sagen har hospitalet nu ændret på sine procedurer.
Måske var misforståelsen alligevel godt for noget. Det kan jo tænkes, at den afdøde kvinde slet ikke havde fået noget farvelkys, hvis ikke Liz Page havde troet, at hun var hendes mor.
Det fik hun så nu.
(Daily Mail, The Sun)