Han ville ikke fortælle Islamisk Stat, hvor kunstværker fra oldtiden var gemt – så tog de en bestialsk hævn mod den lærde og modige mand

Khaled Asaad havde gennem 50 år været ansvarlig for de fantastiske kulturskatte fra oldtiden i den syriske by Palmyra. Han levede og åndede for de antikke kunstværker og ruinerne af de imponerende bygningsværker.

 

Så blev Palmyra indtaget af Islamisk Stat i maj i år.

 

Lige inden det skete og i tiden umiddelbart efter havde Khaled Asaad og hans familie været meget aktive med at gemme så mange som muligt af de værdifulde kunstværker væk.

 

Kunstværker er afguder, som skal ødelægges

Asaad var blevet kraftigt opfordret til at flygte. Men hans svar var: ”Jeg er fra Palmyra, og jeg vil blive her, om de så slår mig ihjel.” Han ville ikke væk fra sine elskede oldtidsskatte.

 

Islamisk Stat var meget opsat på at finde de skjulte kunstgenstande.  De havde i øvrigt også en mistanke om, at noget guld var gemt af vejen.

 

Men når de i den grad var besat af kunstværkerne, var det ikke for at få penge ud af dem. Det var for at ødelægge dem.

 

De fanatiske islamister mener nemlig, at kunstværker er afguder, og at det er afgudsdyrkelse at værne om dem og udstille dem. Profeten Muhammed bekæmpede afgudsdyrkelse, og de mener at gå i hans fodspor ved at smadre værdifuld historisk kunst.

 

I Irak, især i byen Mosul, har de destrueret alt, hvad de kunne komme i nærheden af, af kunst og kultur.

 

I Palmyra gik de efter erobringen også i gang med deres sanseløse destruktion. Men en del af oldtidsskattene var altså bragt af vejen.

 

Kvalmende udstilling af liget

Gennem en måned forhørte de Khaled Asaad for at tvinge ham til at fortælle, hvor de var. Men han gav sig ikke.

 

I mandags blev han så slået ihjel. Hans lemlæstede lig blev udstillet i offentligheden. Derefter pralede de afstumpede voldsdyrkere med det på de sociale medier. De lagde et billede ud af liget, der var bundet til, hvad der kunne ligne en lygtepæl.

 

Et skilt var hæftet på liget, hvor han blev kaldt en ”frafalden”, der havde forbindelser til det syriske regime og havde deltaget i konferencer sammen med ”vantro”.

 

Islamisternes blinde had til kunst og kultur gav sig et kvalmende udslag i behandlingen af ham.

 

Han havde en lærd mands ansigt – med kultiverede træk og tykke briller. Det var åbenbart magtpåliggende for drabsmændene at vise deres foragt for dette ansigt.

 

Hans hoved var hugget af. Det var anbragt ved hans fødder. Brillerne sad stadig på.

 

(Daily Mail)     

 

Del på Facebook