Han var postbud, og han var glad for breve – lige lovlig glad, har det nu vist sig

En vicevært i en boligblok i den tyske by Köln skulle tilse et ødelagt vandrør i bygningens kælderetage. Så blev hun mødt af et forbløffende syn:

 

I omkring 100 kasser lå der flere tusind breve, som ikke var blevet afleveret til deres rette modtagere. Alle modtagere boede i byen Mainz, som ligger et par timers kørsel fra Köln.

 

Det viste sig så, at brevene tilhørte en af blokkens beboere, en 27-årig mand, som indtil for nylig var postbud i Mainz. Nu var han så flyttet til Köln.

 

Han var åbenbart glad for breve – lige lovlig glad.

 

Brevene bliver nu sendt til deres rette modtagere.

 

Det er endnu ikke opklaret, hvad manden ville med alle disse breve i sin kælder. Følte han tilfredsstillelse ved at forhindre folk i at få deres breve? Eller var det en lidenskab for ham at samle breve, som andre samler frimærker?

 

Det vides ikke.

 

Der er også andre

Men han er ikke det første postbud, der har et lidt specielt forhold til breve.

 

Sidste år blev et kvindeligt postbud i nærheden af Dortmund idømt to et halvt års fængsel for at have smidt 800 breve væk. Som man kan se på straffen, betragtes noget sådant som en ganske alvorlig forbrydelse.

 

I sidste måned blev et postbud i Spanien anholdt for at have stjålet tusindvis af breve over en 10 års periode. Det fremgår ikke, om han gav sig af med at læse dem.

 

Når man læser den slags, bliver man helt taknemmelig for, at man har et ganske almindeligt postbud, der ikke lægger ens breve i hemmelige kælderrum, men smider dem ind ad brevsprækken.

 

(The Local)

Del på Facebook