14-årige Usaid Barho fra Syrien drømte om at blive læge. Men så blev han – ligesom mange andre drenge – rekrutteret af Islamisk Stat i sin hjemby Manbij. New York Times fortæller hans historie.
Han tilsluttede sig Islamisk Stat, fordi ”han troede på islam”, men blev snart desillusioneret og fik at vide, at hvis han ikke kæmpede, ville shia-muslimerne voldtage hans mor.
New York Times citerer ham for at sige: ”De forførte os til at tilslutte os kalifatet. De plantede den idé i os, at shia-muslimer er vantro, og at vi skulle dræbe dem.”
Usaids plan
Han kom i en IS-træningslejr, hvor han fik valget mellem at blive kriger eller selvmordsbomber. Han endte med at vælge det sidste, fordi han nåede frem til, at han som selvmordsbomber fik muligheden for at overgive sig og slippe ud af Islamisk Stats klør.
Usaid blev udpeget til en selvmordsaktion, hvor han skulle få en bombe fæstnet til maven til at detonere i en shi-muslimsk moské i Bagdad. Men han havde sin egen plan.
Han gik hen til moskeens port, hvor han lynede sin jakke op, så bomben kunne ses. Han fortalte vagterne, at han ikke ønskede at sprænge sig selv i luften.
Nervepirrende øjeblik
På videoen ser man det nervepirrende øjeblik, hvor bomben, der er bundet til hans krop, bliver demonteret. Langsomt og omhyggeligt bliver ledningerne klippet over for at undgå, at det hele alligevel eksploderer. Tilskuere følger åndeløst, hvad der foregår.
Men det gik. Usaid Barho fik lov at leve. Hans dristige plan lykkedes. Forhåbentlig kan den 14-årige nu få et liv, som bliver meget mere rigt og menneskeværdigt end den frygtelige skæbne som slagteoffer for Islamisk Stats fanatiske og bestialske regime.