Kender du nogle, som er “fremmede” i deres eget land? Jeg taler ikke om rettigheder og lovgivning – og ikke om flygtninge eller statsløse. Jeg taler om følelser, noget meget flydende og individuelt. At føle sig “fremmed” i sit eget land, hvordan er det?
Jeg kender sådan en person. Han er født i Frankrig, opvokset i Egypten, og nu bor han i Danmark. Han er ikke franskmand, ikke egypter og slet ikke dansker. Han er russer, og han har russisk blod i sine årer. Hans blod er ikke helt almindeligt, men specielt, fordi det stammer fra den russiske tsar, Nikolaj den Første.
Han blev født i Frankrig, og der stammer hans første barndomserindringer fra. Men han har fået sin uddannelse som automekaniker i Egypten, og han er en meget dygtig håndværker. Men blodets bånd forbinder ham med Rusland. Han er en af de få levende, russiske tronfølgere. Han er ikke den eneste – men han er stadigvæk unik.
Jeg har mødt ham flere gange, og bl.a. danset en smuk Wienervals med ham, til min kære veninde grevinde Ladienskajas fødselsdagsfest. Han taler russisk med en tydelig, fransk accent. Han taler fransk og dansk – uden accent. Føler han sig hjemme i sine forfædres Rusland? Hvor ligger hans “eget” land? I Danmark, hvor han har været gift to gang, og hvor han har haft arbejde hele livet? I Frankrig, hvor hans forældre boende, og hvor han blev født?
Da jeg kom til Danmark fra Rusland for over 25 år siden, følte jeg mig fremmed her. Det var ikke “mit” land. Rusland var mit land. Der følte jeg mig hjemme, men efter 25 år er jeg “vokset” ind i den danske kultur og det danske hverdagsliv. Men nogle gang føler jeg mig alligevel “fremmed” her. Jeg har dansk pas, og når jeg rejser, spørger folk mig: “Hvor kommer du fra?” Nogle gange siger jeg, at jeg er dansker, og nogle gange siger jeg, at jeg er russer.
Nu er jeg “fremmed” i mit eget land, Rusland, fordi jeg i de sidste 25 år ikke har været en del af den russiske hverdag – jeg har været ”fraværende”. Er jeg “fremmed” i Danmark? Nej! Jeg deler alle glæder og sorger med danskerne, og jeg har arbejdet på at blive en nyttig dansker.
Jeg er dansk gift, jeg har undervist i danske foreninger og på DTU, arbejdet som frivillig, hyldet den danske Dronning på Slotspladsen, og har set “90 års fødselsdagen” i fjernsynet Nytårsaften mange gange. Jeg er med i næsten alt, hvad der foregår i Danmark, men jeg kender alt for godt fornemmelsen af, at føle sig “fremmed” i sit eget land.
Måske er det samme sket for Prins Henrik. Nogle gange har han måske følt sig fremmed i sit eget land – hans nye land. De følelser kommer, når noget eller nogen truer ens komfortzone. Noget, som kan virke truende på eksistensen eller den indre forståelse af retfærdighed og sikkerhed.
Danmark havde førhen en af de mest homogene befolkningssammensætninger i Verden. Fælles religion, fælles Grundtvigske værdier, fælles vikingehistorier. Det var let at være “fremmed” her for 25 år siden. Der var kun få fremmede elementer i Danmark. Derfor var det let at føle sig til rette og finde sin nye plads her.
Lige nu er Danmark ikke mere et homogent land. Nu har vi stor kulturel og religiøs mangfoldighed. Hvem er “fremmed” nu? Hvem er ”etniske” danskere – og hvem er ”rigtige” danskere? Alle kulturer arbejder for egen overlevelse. Alle kæmper for at blive hørt og set. Ingen vil opgive deres forhistorie. Ingen vil føle sig “fremmed” i eget land.
Men dette er ikke muligt. Når man kæmper, er der altid en vinder og en taber – og nogle må opgive deres særkrav. Hvorfor? Fordi kampen vil forsætte – åbent eller skjult – og så kan den oprindelige kultur og historiske arv være truet. Det kan medføre, at de, som har boet i dette land i generationer, pludselig vil “føle” sig fremmende i deres eget land. Ligesom den russiske tsars slægtning, som nu er dansker. På trods af hans russiske blod i årerne, er han “fremmed” i Rusland.
Jeg håber, at danskerne aldrig kommer til at opleve, hvordan det føles at være “fremmed” i sit eget land.
