Den lå på en skrænt, langt væk fra alting, og der var ingen tegn på andre killinger eller en redeplads. Vi er heller ikke bekendt med, at der er hunkatte i nærheden, som skulle have killinger der er 3-4 uger gamle.
Selv om dette foregår i det nordlige Spanien, er nætterne alligevel kolde, så den var svag af kulde, og den var også meget dehydreret og tynd.
Det oplagte ville selvfølgelig være at få den aflivet, men vi havde samme dag fået aflivet vores 16 år gamle hund, og vi kunne slet ikke overskue mere død på den dag.
Killingen kom altså med hjem, og blev varmet op. Fra naboen fik vi fat i noget gedemælk, som vi fik ham til at drikke, og gudskelov kunne han selv spise ved at slikke på noget hunde-dåsemad, som vi havde stående.
Vi har i forvejen Mozo, en (pensioneret polititjenestehund) schæfer og Luna, en 1½ år gammel terrier-mix tæve fra Dyrenes Beskyttelse. Vi havde bestemt ikke tænkt os, at vi også skulle have kat.
Begge hunde var naturligvis interesserede i den ”lille ny”, men meget hurtigt blev Luna meget beskyttende over for killingen, og inden der var gået et døgn, var den adopteret!
Hun har naturligvis aldrig haft hvalpe, men hun havde alligevel en idé om, at sådan nogle skal have skiftet blé, og at de gerne vil ligge i arm.
Han forsøger naturligvis at die, og det er ikke vildt populært. Luna’s brystvorter er røde og irriterede, men hvad gør man ikke for sådan et lille kræ.
Mozo ville meget gerne hjælpe med pasningen, men det giver Luna ham endnu ikke lov til. Det ville hun heller ikke have gjort, hvis det havde været en ”rigtig” hvalp. Når Luna er ude, sniger han sig dog til at “dikke-dikke”.
Nu er der gået en uge, og vi kan konstatere, at vi har en levedygtig killing, som har overstået en ormekur uden problemer, og som i den grad er klar til at kaste sig ud i projektet med at blive en voksen hund!
Der forestår først og fremmest en pædagogisk opgave.
