Farmand mistede dyr Mercedes, fordi han lod sønnike bruge den uden kørekort

Colourbox

En 56-årig far fra Hvidovre har netop fået sin Mercedes-Benz E200 CDI fra 2012 til flere hundrede tusinde kroner konfiskeret i Østre Landsret.

 

 

Den 56-årige havde i alt fem gange overladt bilen til sin 23-årige søn, som i 2010 mistede sit kørekort umiddelbar efter, at han havde erhvervet det.

 

 

Eftersom faderen gentagne gange havde udlånt bilen til sønnen, i stedet for at forhindre hans kørsel, mente anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi, at bilen skulle konfiskeres for at stoppe den ulovlige kørsel.

 

 

Det er ejerens ansvar

Det fik anklagemyndigheden medhold i, og i november 2013 besluttede Retten i Glostrup, at politiet skulle beslaglægge bilen, hvorefter retten konfiskerede den ved dom.

 

 

Den afgørelse ankede faderen og ejeren af den dyre Mercedes til Landsretten, som imidlertid stadfæstede byrettens dom den 6. januar i år.

 

 

”Det er ejerens ansvar, at føreren har kørekort, når man overlader sin bil til en anden. Ellers kan det koste bilen, og det har retten nu bestemt,” fastslår politikommissær Claus Bardeleben, Københavns Vestegns Politi.

Del på Facebook