I dag holder de EU-ministre, der er ansvarlige for asylspørgsmål, møde i Bruxelles. De skal blandt andet diskutere, om der skal indføres en tvungen kvoteordning, hvor EU fra oven tildeler hvert land et bestemt antal asylansøgere.
Danmark står uden for EU’s fælles asylpolitik og kommer ikke til at deltage i et kvotesystem, hvis det bliver til noget. Vi er heller ikke med i den første foreløbige fordeling af asylansøgere, som er blevet lavet på frivillig basis.
Men vi bliver i allerhøjeste grad berørt af, om EU får styr på asylsituationen. Desværre er der intet, der tyder på, at det sker.
De europæiske lande er blevet så bløde, at de er ude af stand til at beskytte sig selv – nu breder rådvildheden sig.
Tyskland har ansvaret for den kaotiske situation
Det er Tyskland, som især skubber på for at få et fælles kvotesystem i EU. For en ekstremt stor del af asylansøgerne vil til Tyskland. Senest har man midlertidigt måttet lukke grænsen til Østrig.
Men det er Tyskland selv, som har skabt denne kaotiske situation. Forbundskansler Angela Merkel fik EU’s asylregler til at bryde sammen, da hun sendte det signal til asylansøgerne, at de bare kunne komme til Tyskland.
Merkels håndtering virker i høj grad, som om den er styret af følelser. Først og fremmest den enorme skyldfølelse, som Tyskland har båret på siden Anden Verdenskrigs rædsler skabt af det nazistiske Tyskland.
Denne skyldfølelse tjener i sig selv tyskerne til ære. Det vidner om menneskelig anstændighed, at man skammer sig over nationens historiske forbrydelser.
Men skyldfølelsen har skabt et næsten umætteligt tysk behov for at blive elsket som gode mennesker. Det er dette behov, som nu har kørt asyludviklingen af sporet.
Merkel overlod det reelt til asylansøgerne, hvor de ville hen. Det har skabt kaos og et pres på Tyskland, som nu er blevet for meget.
Kvotesystemet ligner en fiasko
Tyskland prøver så at reparere skaderne med det tvungne kvotesystem. Men det ligner på forhånd en fiasko. En række østeuropæiske lande nægter at deltage.
Men selv hvis det skulle lykkes at vedtage kvoterne, ville det være særdeles tvivlsomt, om de virkede.
Asylansøgerne er jo blevet vænnet til at få deres vilje. De havde da ikke tænkt sig at blive sendt til Slovakiet eller Finland, når deres brændende ønske er at komme til Tyskland eller Sverige.
Så begynder de bare at vandre igen. Og EU har jo sendt det klare signal, at man ikke ønsker at bruge autoritet og magt til at forhindre dem i at krydse grænserne efter eget ønske.
Mediernes skæve dækning
Den ekstremt bløde linje, som Tyskland og andre har lagt, har støtte hos befolkningerne i de fleste EU-lande, herunder Danmark.
Den udspringer af et sympatisk ønske om at hjælpe mennesker i nød. Men den er også et resultat af en mediedækning, som i ekstrem grad overdriver, hvor nødlidende asylansøgerne er. Det gælder sandt for dyden også de danske medier, som har brugt alle klassiske propagandatricks.
For eksempel har stort set alle billederne små børn i centrum – grædende børn eller utroligt søde børn. Men langt de fleste asylansøgere er unge, stærke mænd, der ikke bringer børn med.
Man har givet indtryk af, at asylansøgerne er ”gået hele vejen op gennem Europa”, som en Røde Kors frivillig sagde det på dansk TV i går. Men de har betalt menneskesmuglere for at blive fragtet op gennem Europa. En betydelig del er velklædte og ressourcestærke.
Medierne lader, som om de mennesker, der kommer hertil, søger beskyttelse mod forfølgelse og død.
Realiteten er dog, at mange aldrig har været flygtninge. Og mange er ikke længere flygtninge, når de kommer hertil. De er rejst gennem en række lande, hvor de kunne have fået beskyttelse, men de rejste videre for at finde bedre levevilkår.
Men fuld respekt for de mennesker, der gerne vil give en hjælpende hånd. Og de mennesker, der kommer hertil, kan jo under alle omstændigheder have brug for en hjælpende hånd.
Ingen styr på grænsen, ingen lov og orden
Problemet opstår imidlertid, når myndighederne bliver så presset af kravet om at hjælpe, at de ikke længere tør bruge deres myndighed.
Sidste uges begivenheder viste et Danmark, der ikke længere havde kontrol med sin grænse, og hvor lov og orden ikke blev opretholdt.
Asylansøgerne fik det, som de ville have det. De kom ind i Danmark, og de kom videre uden at blive registreret her.
De danske myndigheder opgav at få styr på, hvem de var, og om der for eksempel kunne være terrorister iblandt dem.
Det er forståeligt, at politiet i situationen reagerede, som de gjorde. Men det er fuldkommen uholdbart, hvis vi ikke længere magter at vogte vores grænse og holde lov og orden.
Stop for fri adgang
Foreløbig har skaden ikke været så stor, fordi de færreste har ønsket at slå sig ned i Danmark. Men det kan jo ændre sig, hvis situationen kommer helt ud af kontrol i Tyskland.
To meningsmålinger viser, at danskerne meget gerne vil hjælpe asylansøgerne (Gallup/Berlingske og Epinion/DR). Men Epinion-målingen viser også, at man vil have asylansøgerne sendt hjem så hurtigt som muligt.
Men hvis der ikke kommer en effektiv kontrol med EU’s ydre grænser, og hvis kaosset syd for vores grænser udvikler sig, kan det ende med, at mange vil slå sig permanent ned her.
Så kan det ikke nytte noget, at vi bare giver fri adgang, fordi vi er blevet så bløde, at vi er ude af stand til at beskytte os selv. Vores grænser skal under kontrol og der skal være lov og orden.