I går besøgte jeg sammen med Søren Pape og DR et herberg, hvor Jon, en ung, hjemløs bygningsmaler, fortalte sin barske historie.
Jon har brug for hjælp til at komme på fode og videre i livet. Men udsigten til at få en bolig sløres af det massive pres, der er på landets billige boliger.
Kommunerne har en anvisningsret på25% til almene boliger, og danskere med særlige behov, som eks. Jon, skal nu dele andelen af boliger med de mange flygtninge, som får asyl og sendes ud i kommunerne.
Jeg bliver så harmdirrende vred og indigneret over den måde, vi behandler de svageste i vort samfund på, at jeg ved mødet i går måtte afbryde interview’et, da jeg kunne mærke tårerne presse sig på.
Ikke særligt professionelt, men jeg kan garantere, at den vrede vil blive brugt politisk til at skabe bedre forhold for de svageste i vort samfund, hvis jeg får muligheden efter valget på torsdag.
Vi kan ikke redde hele verden, men vi har en forbandet forpligtelse til at holde hånden under vore egne!