Terrorangrebet i Paris har et afgørende lighedspunkt med terrorangrebet på USA den 11. september 2001: Der er et bagvedliggende og dybt foruroligende formål. Terrrorgrupper som Al Qaeda og Islamisk Stat har igangsat en værdikamp – en kamp om samfundssystemer og menneskeopfattelse, hvor den angribende part krampagtigt søger at påtvinge de vestlige lande en ændring af det samfundssystem, som er bygget op siden renaissancen og oplysningstiden forankret i tolerance, respekt for det enkelte menneske, ytringsfrihed og anerkendelse af vidernskabens rolle.
Det vil være en katastrofal misforståelse at se angrebene som mere eller mindre isolerede begivenheder. De kan sammenlignes med kommunismens, nazismens og fascismens angreb på de vestlige demokratier i mellemkrigsperioden. Denne sammenligning kan føres videre, eftersom de nuværende terrorister udgået fra islam, men i virkeligheden er i modstrid med fundamentale begreber i Koranen, bruger metoder, som svarer til, hvad der blev set for lidt mindre end hundrede år siden.
Angrebene tilsigter at radikalisere de vestlige demokratier og fremme et modsætningsforhold, ja, vel had mellem befolkningsgrupper. Det vil gøre samfundene uregerlige og gennem et politisk og økonomisk forfald åbne for at overtage den politiske magt eller i hvert fald gennemtvinge fundmentale ændringer i funktionsmåden for det eksisterende politiske system.
I den nuværende situation går taktikken ud på, at få størsteparten af den europæiske befolkning til at betragte indvandrere med mulimsk baggrund som en slags folkefjende – en befolkningsgruppe, som ikke ønsker at blive integreret – leve sammen med den etablerede befolkning – i det samfundssystem, som er opbygget med slid og slæb over flere århundreder. I så fald stødes den altovervejende gruppe af muslimske indvandrere ud af samfundet. De føler at være blevet udnævnt til ansvarlige for terrorismen; en slags samfundsfjender – husker vi ikke begreber som klassefjender og folkefjender brugt af kommunismen og nazismen – med den konsekvens, at de gradvist glider ind imod reel støtte til de yderligtgående og terroristiske dele af den muslimskke befolkning.
Der er sikkert uenighed om værdien og resultatet af undersøgelser om standpunkter hos den langt overvejende del af den muslimske befolkning i Europa; men langt de fleste undersøgelser giver belæg for det synspunkt, at den overvejende del af den invandrede muslimske befolkningsgruppe som alle andre ønsker at leve i fred og passe deres familie og arbejde. Undersøgelser fra Frankrig peger på, at størsteparten føler sig loyale overfor Frankrig og indtager en apolitisk holdning.
Hvordan skal man reagere?
For de europæiske lande rejser situationen et helt afgørende spørgsmål. Hvorledes skal man forholde sig? Hvad føler den europæiske befolkning?
Svaret, som muligvis viser sig i løbet af 2015, kan bestemme konturerne af Europa i meget lang tid fremover.
Drejer størsteparten af europæerne i retning af at skrue op for modsætningsforholdet til de muslimske befolkningsgrupper for ikke at sige skride hen i mod en holdning med glimt af had og diskrimination, vil de kræfter, som står bag terrorangrebene juble af fryd. Det vil være lige netop, hvad de ønsker. Måske vandt de ikke på slagmarken, muligvis vandt de ikke slaget; men de vandt kampen om holdninger. Det vil være lykkes dem at så det had, som får de vestlige samfund til at gå op i fugerne og dermed bane vej for at brække ’vores’ samfundssystem op. Det er, hvad de ønsker.
Europæerne har ret til at forvente en klar afstandtagen fra det store muslimske flertal overfor den terror, der udfoldes til dels i deres navn – i hvert fad i islams navn.
Men det store muslimske flettal har også ret til at forvente, at de ikke associeres med denne terror, at der ikke sker en skærpelse af forholdene i deres dagligdag, og at der ikke gennemføres lovgivning eller andre skridt, som rammer dem og indirekte brændemærker dem som medskyldige.
Det er en sådan holdning, der burde blive resultatet af århundreders opbygning af de europæiske samfund. Det er en sådan holdning, der er nødvendig for at bevare disse samfund og de principper, som langt den overvejende del af de europæsiek befolkninger ønsker.
Kun hvis vi er stærke nok til at tro på vore egne værdier og deres kraft til at modstå den type angreb, som finder sted, kan Europa overleve i overensstemmelse med sin identitet og grundlæggende kulturnormer.
