Fhv V-borgmester: En regering født af politisk utroskab

Flemming Jansen
Getting your Trinity Audio player ready...

Danmark har igen fået en regering uden folkelig opbakning. Det samme skete, da SVM-regeringen blev dannet i 2022. Den massive brede folkelige modstand, som mødte den og udmøntede sig i markant tilbagegang for alle tre partier, er nu genskabt blot med endnu flere partier. Venstre sagde heldigvis fra og er nu tilbage, hvor partiet hører til, nemlig i blå blok. Moderaterne hører ikke til andre steder, end hvor der er ministerposter i udsigt, selv om prisen er, at partiet, der er født af Venstres tidligere formand, nu sidder i en rød  regering støttet af Enhedslisten (!).

 

Ingen pryd for folkestyret

De to næsten sygeligt magtsyge politikere, Mette Frederiksen og Lars Løkke, er ikke nogen pryd for folkestyret, og det er S-SF-M-R regeringen så sandelig heller ikke. En rød regering dannet på baggrund af et valg, der gav et flertal af ikke-socialistiske partier, taler sit tydelige sprog om, at demokratiet er blevet en tom skal, hvor der efter vælgernes kryds udspiller sig en rå, usympatisk magtkamp, der handler om nogen og ikke om noget, uanset hvad Lars Løkke Rasmussen, siger. Og så har regeringen udstillet sin fatale mangel på etik og anstændighed ved at kalde sig Firkløverregeringen – et navn tyvstjålet fra en helt anden type regering dannet i en tid, hvor der endnu var lidt etik og anstændighed tilbage i dansk politik. Rødkløverregeringen, Det Røde Kabinet eller Magtpolitisk Samling er mere dækkende betegnelser.

 

Mere statsstyring og mindre personlig frihed

Og hvad har vi så i vente? Mere statsstyring og mindre personlig frihed under ansvar. Skattestigninger til små og almindelige indkomster. Genindførelse af el-afgiften og efter alt at dømme en række finurlige yderligere dyk ned i skatteydernes lommer begrundet i hensynet til den grønne omstilling, som efterhånden antager religiøse dimensioner. Et eksempel kunne være indførelse af en vejafgift, så al transport bliver endnu dyrere.  – Alle de lovede gratisydelser, som jo altså dybest set er alt andet end gratis,  er bl.a. tandlægebesøg, offentlig transport m.v. og evt. genindførelse af Store Bededag i 1930 (!). Det er alt sammen hensigtserklæringer, hvis gennemførelse ligger langt ud i fremtiden. Men som et gammelt ord siger: Hvis du bliver tilbudt en gratis sodavand, så husk at tage penge med!

 

Som vælger har jeg i lighed med mange andre ét ønske for denne regering født ud af magtsyge og politisk utroskab: At den må få en meget kort levetid! Danskerne fortjener bedre.

 

Flemming Jansen, fhv. borgmester i Pandrup Kommune, lektor emeritus.

Del på Facebook