Af hensyn til deres egen sikkerhed er det kun et forsvindende lille antal udenlandske journalister og krigskorrespondenter, der har kunnet rapportere om forholdene i de områder af Irak og Syrien, der beherskes af den yderliggående organisation Islamisk Stat (IS).
Til gengæld er det lykkedes enkelte modige lokale aktivister at sende beretninger ud om, hvad der foregår. Det sker selvsagt med livet som indsats.
Her vil jeg blot fremdrage nogle hovedtræk:
Kvindernes stilling
Hvis vi ser på den halvdel af befolkningen, der tilhører kvindekønnet, er forholdene alt andet end opløftende. Ifølge den indførte shariah-lovgivning må kvinder kun forlade deres hjem i tre tilfælde: Hvis de drager i hellig krig, hvis de skal bedrive religiøse studier, eller hvis de er læger eller lærere.
I alle tilfælde skal de være iført niqab.
Et kvindeligt religiøst politi påser, at disse regler overholdes, og griber om fornødent ind med straffe, af hvilke prygl er blandt de mildeste.
Denne privilegerede tilværelse gælder dog kun for sunni-muslimer. Kvinder, der bekender sig til andre trosretninger, må enten lade sig omvende eller friste tilværelsen som sex-slaver.
Mændens situation
For mændene gælder også en række restriktioner: Musik, dans og film er forbudt ligesom nydelse af alkohol og tobak. Heller ikke her bliver der set gennem fingre med overtrædelser.
For begge køn gælder, at forseelser forbundet med sexlivet, f.eks. samkvem udenfor ægteskabet eller homoseksualitet, straffes med middelalderlige metoder som stening eller nedstyrtning fra en høj bygning.
Meget svag ’stat’
IS’s bestræbelser på at opbygge en fungerende statslig forvaltning og at sikre befolkningens ve og vel – skoler, sundhedsvæsen, forsyninger med daglige fornødenheder – synes at lade en del tilbage at ønske.
De meget vigtige tilførsler af olie og benzin til transport, opvarmning og madlavning ser ud til at have lidt alvorlige tilbageslag p.g.a. den internationale koalitions luftangreb mod raffinaderier og olieledninger.
Uden at gå yderligere i enkeltheder kan man derfor fastslå, at dagliglivet i de områder, som IS kontrollerer, ikke ligefrem er en dans på roser.
Den muslimske verden
Nu er IS imidlertid ikke kun en slags stat, men også – og måske først og fremmest – en religiøs/ideologisk bevægelse, oven i købet et kalifat, som appellerer til sunni-muslimer over hele verden. Det er selvfølgelig ikke noget, der lykkes alle vegne.
I Jordan har IS fremkaldt forbitrede modreaktioner p.g.a. det grusomme drab på den nedskudte eller nødlandede jordanske pilot. Han tilhørte en fremtrædende stamme, som er en vigtig del af det jordanske styres magtbase.
Men i mange (sunni-)muslimske lande er der utvivlsomt store befolkningsgrupper, som sympatiserer med IS, der fremstår som det rette og retfærdige muslimske alternativ til de eksisterende stater og herskende regimer.
I de fleste muslimske stater må den brede befolkning kæmpe med manglende fremtidsudsigter, arbejdsløshed, elendige skole- og sundhedsvæsener samt brutale og gennemkorrupte myndigheder, politi og domstole. Der er selvfølgelig forskelle fra land til land.
Men den næsten daglige berøring med en statsmagt, der ikke respekterer den enkelte borger eller behandler ham ”retfærdigt”, er en vældig kilde til indignation og til sympati med IS.
En del af et vedvarende opgør
Det er her ikke af betydning, hvad vi i Vesten mener om IS.
For den forurettede borger i Mellemøsten og for sunni-muslimer i Vesten, der føler sig udsat for mere eller mindre indbildte krænkelser og ”manglende respekt”, kan IS og den rene lære være svaret.
Muslimske ekstremisters mest blodige gerninger retfærdiggøres eller fornægtes: ”det var ikke muslimer, der stod bag drabene i Paris. Det var CIA og Mossad, der gjorde det for at bringe islam i miskredit…”, hævdes det, f.eks. af et stort mindretal i en nylig meningsmåling i Tyrkiet og utvivlsomt mange andre steder.
Det gælder også, selv om IS – som noget tyder på – har mistet fremdrift på slagmarken.
IS som kalifat, religiøs bevægelse og appel er kort og godt en del af et opgør i den sunnimuslimske verden. Det vil fortsætte, så længe de politiske forhold er, som de er.
Derfor bliver Vesten involveret
Vi i Vesten bliver involveret p.g.a. Mellemøstens geografiske nærhed, p.g.a. vores forbindelser til visse af de siddende regeringer i den muslimske verden – og ikke mindst p.g.a. tilstedeværelsen af store muslimske befolkningsgrupper i Vesten, indenfor hvilke der er mindretal, som sympatiserer med og støtter IS.
Og vi bliver involveret, fordi spektakulære anslag mod vestlige mål har uvurderlig propagandaværdi for IS, Al-Qaeda, etc.
Iran er også en islamisk stat
Og for resten: Under al virakken om IS synes vi at glemme, at der allerede i over 35 år har fandtes en anden – ganske vist shiamuslimsk – islamisk stat, som bekæmper det vestlige samfund, nemlig Den Islamiske Republik Iran. Det første store anslag mod ytringsfriheden i Vesten var som bekendt Ayatollah Khomeinis fatwa mod ”De sataniske vers”.
