Ministre fra hele Europa farer rundt fra land til land for at holde møder om migrationseksplosionen. Det koster en frygtelig masse penge at rejse rundt med fly, hotelophold og forplejning – bare for at nævne nogle af udgifterne.
Hvis disse utallige møder så resulterede i noget konkret, noget der virkelig battede lige nu og her, så kunne den evindelige snakken og kævlen vel retfærdiggøres, men intet udover et par lapperier synes at komme ud af alle møderne.
Hvis en koncern blev drevet på samme måde som EU, ville denne være ude af stand til at overleve. Meget kævleri, ingen handling – det kan kun skatteyderbetalte foretagender tillade sig.
Frontex
EU-agenturet, Frontex, er sikkert af menigmand, dvs. vi der ikke ved, hvad politikere og embedsmænd laver i Bruxelles, betragtet som en kontrol af, hvem der får lov til at komme helt frem til Europas ydre grænser, og hvem der skal sejles tilbage til dér, hvor de kom fra. Og at dette også sker for at ødelægge menneskesmuglernes profitable forretning. I stedet viser det sig udelukkende at være en koordineret søredningstjeneste.
Når man læser, at ”Frontex er også aktive i Middelhavet”, kan det være lidt svært at forstå, hvad denne aktivitet går ud på udover at bringe alle i gummibådene i sikkerhed i en europæisk havn, så de rejsende dér kan påbegynde deres landeshopping.
Tanken har åbenbart ikke strejfet nogen, at man om bord på disse søredningsskibe kunne installere en førsteasylbehandling, så de, der ikke vil kunne få asyl i EU, med det samme bliver sorteret fra og eskorteret retur. I anden omgang, når man er nået i havn, kunne EU stable administrationsbygninger på benene, så næste sortering – hvem er flygtninge, og hvem rejser på falske pas – kunne finde sted.
Invasionen
Invasionen, som den kun kan betegnes som, er blevet behandlet på to forskellige måder: Hegn ved en landegrænse med nogle åbninger, hvor folk, der havde et ægte beskyttelsesbehov, kunne blive lukket igennem, og en helt fri Schengen-indvandring, med hyggeligt politi til at gelejde folk igennem eller videre med busser og tog. Og ikke et eneste sted, ikke ved en eneste grænse ligger en administrationsbygning med besked om, at ”hertil og ikke længere, før du er registreret”.
Der er vel intet at sige til, at nationalstater, der ikke som f.eks. Danmark har et retsforbehold, slår sig i tøjret, når de lige pludselig bliver kommanderet til at deltage i Tysklands og Sveriges gæstebud. De lande er helt uden skyld i og har næppe forventet, at de skulle huse en stor del af verdens overskudsbefolkning.
Danmarks stramninger
Når en regering søger at bortlede befolkningens bekymringer om interne problemer, er det fra dennes synspunkt slet ikke så dårligt, at der kan vises en form for handlekraft over for eksterne problemer. Derfor er der nu bebudet nye stramninger i forhold til de tilvandrende.
Ydelserne til dem, der har fået asyl, skal yderligere nedsættes, hvilket betyder, at kommunerne er nødt til at spæde til. Borgmestrene vil nok rive sig i håret, når de skal offentliggøre det glade budskab, at der lige skal skæres lidt mere ned på pædagogerne, på hjemmehjælpen og på klassekvotienterne, mens indlæggelseslisterne bliver længere og længere.
Man vil gøre det sværere for flygtninge at få familiesammenføring. Er det overhovedet muligt? Er der mon ikke konventioner, der hindrer dette? Hvis ikke, ville Erik Ninn-Hansen vel aldrig være blevet udsat for en rigsretssag i 1993?
Adgangen til Danmark skal strammes. Hvordan? Hvor? Enhver, der siger ”asyl”, har jo krav på – konventionerne igen – at få behandlet sin sag.
Begrænse varigheden af flygtninges ophold i Danmark er også en af stramningerne. Jamen, der er vel ingen, der ved, om en krig er slut i et land på en bestemt dato, et bestemt år, et bestemt klokkeslæt? Og det er jo ikke tilladt at sende folk hjem, før der er fred.
Regeringen vil styrke indsatsen for at få mennesker, der ikke er berettiget til asyl, sendt hjem. ”Styrke indsatsen” betyder, at der nu skal afholdes møder med diverse afrikanske lande, som man venligst vil bede om at tage imod egne borgere. Og de afrikanske lande skal skam nok få en pose penge for ulejligheden. Inden disse møder er afsluttet, er vi alle formentlig alle døde og begravede.
Noget mere effektivt ville være, at Inger Støjberg indrykkede endnu et par annoncer, hvor det blev oplyst, at uden pas er der slet ingen adgang og slet ingen mulighed for at sige ”asyl”. Så sparer man også enorme ressourcer på at forsøge at finde ud af, hvor personen kommer fra. Med et pas kan den afviste sættes på et fly.
Interne problemer
Men udover de eksterne problemer, har vi sandelig også mange interne. Dem snakkes der bare ikke så meget om. Nogen kunne jo få den tanke, at med den meget store tilstrømning nu, kan vi kun se frem til, at problemerne vokser sig større.
Vi har kriminelle, vi ”ikke kan udvise”. For vi ved ikke hvortil. Vi har kriminelle, der gang på gang bliver idømt en absurd ”betinget” udvisning. For det er synd for dem, hvis de skal sendes hjem. Vi har folk på såkaldt tålt ophold, vi ”ikke kan udvise”, for de har fået overbevist myndighederne om, at de i hjemlandet kan blive udsat for den samme umenneskelige behandling, som de har udsat befolkningen for. Tanken synes at være, at hellere udsætte befolkningen for flere røverier, overfald, voldtægter m.v. end at overtræde en hellig konvention og lade forbryderne om at bære konsekvenserne af deres forbrydelser.
Når de kriminelle har udstået deres straf, må de ikke – i henhold til en konvention – længere være lukket inde. Derfor færdes de frit i samfundet, bortset fra, at de skal melde sig til politiet hver dag. Hvis de gider.
Det allernemmeste og mest ressourcebesparende ville være at holde dem lukket inde i en lejr, til de udtrykte ønske om at blive sendt hjem. Det ville sikkert ikke vare længe, før lejren var tømt, og alle forbryderne var rejst.
Må vi bede om noget handling.
