Da Fredrik Reinfeldt, Sveriges tidligere borgerlige statsminister (Moderaterne 2006-2014), afløste den socialdemokratiske regering i 2006, var der hos mange svenskere en forhåbning om, at den helt vanvittige indvandring af uintegrerbare personer til Sverige var slut.Men svenskerne skulle snart opdage, at de var kommet fra asken i ilden. Og så gik det fra slemt til endnu værre, da den socialdemokratiske Stefan Löfven overtog regeringsmagten efter Reinfeldt.
Privatliv som politisk projekt
Reinfeldt gjorde sit privatliv til sit politiske projekt. Hans yndlingshistorie var, at hans forfader (tip- eller oldefar var det vist) var sort cirkusartist og var indvandret til Sverige. Det havde angiveligt bragt velsignelse og fremgang til landet. Så indvandring skulle Sverige have mere af.
Reinfeldts forfader kom til at styre politikken i Sverige som et (fortsat) indvandringsland under forskellige mottoer såsom ”alle menneskers lige værd”. Dette udsagn er ubestrideligt, men heri er ikke implicit, at alle kulturer er lige meget værd. Det er de dog for Reinfeldt, bortset altså fra den svenske kultur. Dette er helt i samklang med den socialdemokratiske Mona Sahlins opfattelse. Hun mener ikke, at svensk kultur overhovedet eksisterer. Den blev først bragt til landet med de fremmede kulturer. Derfor skulle de tilvandrede have ret til mentalt at forblive i deres egen kultur i Sverige, så de rigtigt kunne føle sig hjemme, dog med back-up fra de svenske skatteydere, da de mislykkede eksistenser ellers ikke kunne få en menneskeværdig tilværelse.
Udover buzz-ord såsom ”Vi gillar mängfald”, ”Vi gillar olika”, der skulle opdrage svenskerne, udråbte Reinfeldt Sverige til humanistisk stormagt. Politikken røg sig en tur og blev afløst af moral.
Reinfeldt fløj ud over sit Utopia og beskuede de enorme landarealer og skove, der var som skabt til at blive fyldt op med fremmede mennesker. Mange millioner kunne bo dér. Ude i virkeligheden og langt fra Utopia viste det sig, at det var det sidste sted på jorden, de flere hundredetusinde tilvandrede havde lyst til at slå sig ned.
Hvad der end måtte være galt med Reinfeldt, så kan man vist roligt tale om et syndrom; en alvorlig tilstand, der kan smadre et land og en kultur fuldstændigt. Og tilstanden har bredt sig til de vesteuropæiske lande som en epidemi, mens de østeuropæiske synes at være langt bedre vaccinerede mod -ismer.
En humanistisk stormagt
Der er intet at sige til, at migranter (hvoraf nogle er flygtninge) under deres asylshopping fortrinsvis vælger et af de to mest eftertragtede asyllande i Vesteuropa: Sverige, den humanistisk stormagt med de åbne hjerter, hvor de kan være helt sikre på at komme først i køen til alt, hvad dette tidligere smørhul har at byde på, og til Tyskland, landet med en sort fortid og en sort samvittighed, som stadig efter 70 år plager så meget, at migranterne også her kan være sikre på at få alt, hvad hjertet begærer. Mottoet er her: ”Wir schaffen dass”.
Mens Frau Merkel endnu en stund synes at kunne holde de kritiske røster af hendes invasionspolitik i nogenlunde ro, er det begyndt at gøre meget ondt i hjerterne i Sverige. Löfven vil ikke begrænse antallet af tilvandrede, så de der kommer til Sverige, vil han fordele til andre EU-lande. Det giver da vist ikke mening.
Så på trods af gæstebuddets generøsitet om plads ved bordet til alle, der ankommer, er der altså grænser for, hvad Sverige kan rumme. Nu må gæsterne nøjes med receptionen og kommer slet ikke ind i spisesalen. I stedet – forlyder det – må de sendes tilbage til Danmark, der så kan tygge lidt på, om man skal være klassens duks eller sende dem tilbage til Tyskland, der kan sende dem tilbage til Østrig, der kan sende dem tilbage til…. Og så er migranterne tilbage på Lesbos.
Danmark er nu heller ikke gået fri af ”motorvejsmigranterne”. Primo november var vi oppe på 13.400, der krydsede grænsen, så vi skal nok nå højere op inden årets udgang. Og så er vi end ikke begyndt at tælle til 1000 endnu; det fordelingsantal, regeringen på trods af det modsatte, nagelfaste løfte den ene dag, efter en rundbordaftale med Frau Merkel næste dag accepterede som en venlig gestus.
Værdipolitiske analfabeter
Det er EU’s ønske, at nationalstaterne i Europa skal miste deres egenart og i stedet blive til ensrettede lydstater under EU. Vi skal alle blive et miksmask af sprog, religioner, traditioner og historie, som i øvrigt allerede er ved at blive skrevet om, så den passer bedre til de nye folkeslag, der slår sig ned i Europa. Det fremmer inklusionen og bevirker, at de fremmede slet ikke føler, de har forladt deres hjemland.
Denne unionstanke har skabt ufred og konflikter både nationalstaterne imellem og en splittelse tværs igennem de enkelte landes befolkninger.
Op igennem Europa har vi kunnet se en stadig strøm af aggressive unge mænd, og inden for den sidste tid isprængt burkaklædte kvinder og små børn, hvoraf mange småpiger også er indhyllede. Det er disse mennesker, politikerne lader som om de tror, kan blive medborgere i vores lande. En tro, der på grund af årtiers dårlige erfaringer, hviler på et meget løst grundlag. En enkelt succeshistorie hist og pist gør som en enkelt svale ingen sommer.
Det mest chokerende er de værdipolitiske analfabeter, som findes ud over hele det politiske spektrum. Man ved ikke, om man skal le spydigt eller græde bitterligt, når man hører Morten Østergaard i Deadline sige, at ”når man oplever friheden her, bliver man glad for den”. (citeret efter hukommelsen)
Lever han mon i den samme virkelighed, som vi andre gør? Er der noget, flertallet af de mange fremmede, der har slået sig ned i de europæiske lande, hader og afskyr, er det vores frihed. Alle former for frihed.