Den Korte Avis’ medarbejder oplevede personligt, hvor langt svindlere går for at få penge ved at udgive sig for en ven i nød

Uffe Nissen (Foto: Privat)

Mandag morgen den 29. december lå der en mail til mig fra en af mine venner i Odense, Uffe Nissen. Den havde overskriften ”Hjælp”. Tilsyneladende var det Uffe Nissen, der var kommet i knibe og bad om hjælp. Men mailen lugtede langt væk af svindel.

 

 

Den Korte Avis besluttede sig for at undersøge sagen nærmere og fandt ud af, hvor langt svindlerne går.

 

 

”Jeg håber, at dette når frem til dig i tide,” lød den alarmerende indledning efterfulgt at en beretning om, at han opholdt sig i Limasol på Cypern og var blevet bestjålet. Han ville derfor høre, om han kunne låne penge til køb af en flybillet hjem samt til betaling af hotelregninger.

 

 

”Jeg har derfor brug for dig til at låne mig 15.400 kr til at sortere mig ud af denne knibe, og beløbet bliver betalt tilbage så snart jeg vender tilbage fra Cypern. Western Union er den hurtigste måde at modtage de penge. Jeg afventer dit svar,” lød det afslutningsvis i mailen.

 

 

Den var godt nok afsendt fra Uffes mailadresse, der er en gmail.com, og svaret skulle sendes til samme mailadresse, som dog nu var ændret til en yahoo.dk

 

 

Tak for dit svar, brug Western Union

Jeg skrev naturligvis straks til Uffe på hans oprindelige gmail-adresse for at advare ham om, at hans gode navn og rygte blev brugt i et svindelnummer, der gik ud på at narre penge fra hans sagesløse venner og bekendte. Allerede efter et kvarters forløb indløb der et svar.

 

 

Dog ikke det svar, jeg havde forventet. Indledningsvis lyder det således;

 

 

”Tak så meget for dit svar. Du finder western union ved hvert posthus eller bank. Du behøver ikke have en konto for at sende penge via western union, alt hvad du behøver er mit navn og min adresse.” Herefter fulgte en adresse i Limassol. Se mailen.

 

 

Svindlerne havde altså blokeret Uffes mailadresse og overtaget al kommunikation til Uffe og samtidig koblet en automatisk svarer på. Det blev bekræftet ved en telefonopringning.

 

 

Brugte hustruens mail til at sende advarsler

I hjemmet i Odense var der travlhed.

 

 

”Min mailadresse er totalt blokeret, og jeg kan hverken modtage eller sende,” bekræfter Uffe og fortæller, at han og hustruen nu har travlt med at udsende advarsler via hustruens mailadresse. Det vil løbe op i over hundrede mails, der skal sendes, da Uffe har en meget omfattende korrespondance.

 

 

”Vi blev kontaktet om svindlen allerede fra morgenstunden,” fortæller Uffe til Den Korte Avis og fortsætter:

 

 

”Nu kan vi kun håbe og bede til, at der ikke er nogen, der hopper på og sender penge. Det vil simpelthen være forfærdeligt og ikke til at bære, hvis det sker,” understreger Uffe, som nu bliver nødt til at oprette en ny mailadresse.

 

 

Fyns Politi: Umuligt at efterforske

Hos Fyns Politi afviser man at modtage anmeldelser i den slags sager.

 

 

”Vi får årligt flere hundrede af den slags anmeldelser, og de er næsten umulige at efterforske, da svindlen som regel foregår fra udlandet. Så selvom vi får en adresse, vil svindlerne for længst være over alle bjerge,” fortæller en medarbejder ved Fyns Politi, som ønsker at være anonym.

 

 

Han understreger, at politiet gang på gang i både den trykte presse og i TV og radio advarer og har advaret mod den form for svindel.

 

 

Så sent som i juli måned i år udsendte Sydøstjyllands Politi en advarsel, efter at en kvinde fra Hedensted Kommune på denne måde var blevet franarret et større beløb i den tro, at hun hjalp en bekendt i nød.

 

 

”Vi har set flere tilfælde, og derfor vil vi gerne opfordre borgerne til at ignorere disse mails, eller at man forsøger at komme i personlig kontakt med den pårørte, inden man sender penge,” sagde politikommissær Allan Munkholm dengang til Vejle Amts Folkeblad.

 


 

Her er den mail Poul Erik andersen modtog fra svindleren, som gav sig ud for at være vennen Uffe:

 

Jeg håber, at dette når dig i tide, Jeg tog en tur til Limassol, Cypern og havde min taske stjålet med indeholdende mit pas, kontanter og kreditkort fra mig. Ambassaden er indforstået og villig til at hjælpe ved at lade mig flyve uden mit pas, men jeg mangler at betale for en billet samt bosætte hotelregninger. Derfor kontaktede jeg min bank angående et nyt kreditkort som uden det er jeg desværre forhindret i at få adgang til midler. Men der vil går 5 arbejdsdage inden jeg får adgang til midler på min konto fra Cypern. Jeg har derfor brug for dig til at låne mig 15,400 kr til at sortere mig ud af denne knibe, og beløbet bliver betalt tilbage så snart jeg vender tilbage fra Cypern. Western Union er den hurtigste måde at modtage de penge.
Jeg afventer dit svar

Med venlig hilsen
Uffe

Del på Facebook