I de næste ti dage vil Sverige have grænsekontrol, hvor man tjekker og registrerer folk, der kommer ind over grænserne med tog, bil, færge eller andet.
Når det i første omgang kun skal gælde i ti dage, skyldes det, at man på den måde ikke direkte bryder med Schengen-reglerne om de åbne grænser. Disse regler giver nemlig mulighed for midlertidig grænsekontrol i ekstraordinære situationer.
Men når de ti dage er gået, kan det meget vel vise sig, at grænsekontrollen bliver mere permanent.
Sverige er nemlig ved at segne under byrden af sin egen hovedløse og uansvarlige udlændingepolitik. Asylansøgere vælter ind i landet, der i den grad har inviteret flygtninge og indvandrere til at komme.
EU har vist sig ude af stand til at kontrollere sine ydre grænser. Så nu går de enkelte lande over til at beskytte sig selv.
Det må Danmark også gøre.
Nødvendigt og hastende
En række EU-lande har allerede indført en eller anden form for grænsekontrol. Schengen-systemet er brudt sammen.
Hele systemet bygger på, at EU skal have sikre ydre grænser, og så skal der være åbne grænser indadtil mellem EU-landene.
Men asylstrømmen bevæger sig fuldstændig uhindret ind over de ydre grænser. Derfor er en dansk grænsekontrol nødvendig og hastende. Den svenske beslutning skærper yderligere dette behov.
Sverige vil begrænse tilstrømningen
Foreløbig står det ikke krystalklart, hvad Sverige vil bruge deres grænsekontrol til.
Man fremhæver, at den skal bruges til at få bedre styr på, hvem der kommer ind i landet. Dette er et indlysende formål. Men hvis man skal bruge grænsekontrollen til det, så må den jo være mere permanent.
Derudover er det store spørgsmål: Skal den svenske grænsekontrol også tjene til at begrænse tilstrømningen til landet?
Det er den svenske regering ikke meget for at tale om. Men svaret er med sikkerhed ja. Man vil forhindre en del af asylansøgerne i at komme ind.
Hovedparten af dem kommer fra Danmark og vil blive sendt tilbage til Danmark. Dermed får den svenske beslutning meget håndgribelige konsekvenser for os.
Næsten en tredjedel af de asylansøgere, der rejser ind i Sverige, vil videre til Norge og Finland. De vil nu slet ikke blive lukket ind. De fleste af dem bliver så Danmarks problem.
Men man vil også bruge grænsekontrollen til at filtrere folk på anden vis. For eksempel ved at børnefamilier og uledsagede børn bliver sikret en bolig, mens andre ikke gør det. Også det kan sende en del asylansøgere retur til Danmark.
Regeringen tøver
Regeringens tre støttepartier, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative, kræver nu alle grænsekontrol. Liberal Alliance vil lade det gælde, så længe svenskerne har det.
Men Lars Løkke er ikke umiddelbart indstillet på det. I går gentog han det synspunkt, som også har været fremført af justitsminister Søren Pind: En dansk grænsekontrol kan måske ligefrem betyde flere asylansøgere i Danmark.
Det er dog uvist, hvad der menes med dette.
Slut med Merkels store ord til syrerne
En dansk grænsekontrol vil gøre det muligt at sende flere asylansøgere, der ikke er reelle flygtninge, tilbage til Tyskland.
Den vil også gøre det muligt at bremse dem, der vil videre til Sverige, og som vi risikerer at få tilbage igen, fordi svenskerne ikke vil lukke dem ind.
Så det er lidt svært at forstå ræsonnementet med, at grænsekontrol kan føre til flere asylansøgere i Danmark.
Måske tænker Løkke og Pind på, at det kan være vanskeligt at få tyskerne til at acceptere, at vi sender asylansøgere tilbage over grænsen.
Men faktisk er Tyskland selv begyndt at sende asylansøgere tilbage til andre EU-lande, hvilket man jo kan ifølge Schengen.
Onsdag kom det tyske indenrigsministerium med en vigtig meddelelse, som de færreste har lagt mærke til: Man begynder nu at sende selv syriske asylansøgere tilbage fra Tyskland! Slut med Merkels store ord om, at syrerne bare skal komme til hende. (Die Welt)
De skal stoppes på grænsen
Danmark bør indføre grænsekontrol. Ikke kun, fordi svenskerne gør det. Men i høj grad også for at forhindre, at en masse mennesker, der ikke er flygtninge, kommer ind i landet sydfra.
De skal stoppes på grænsen. Og de bør blive ved grænsen, mens deres sag afgøres. Når de først er kommet ind, er de meget svære at få ud igen.
Den tid er forbi, hvor Danmark minutiøst skal forholde sig til, om vi overholder Schengen-reglerne. For Schengen-systemet er havareret.
Danmark skal først og fremmest gøre det nødvendige.