Atomaftalen med Iran – hvornår blev vi gode venner med dem?

Vesten har været på kant med den store persiske nation siden den seneste islamiske revolution i Iran i 1979.

 

I de seneste hundrede år har Iran oplevet tre revolutioner og en lang række forskellige oprør: Den konstitutionelle revolution i 1906-7, nationaliseringen af olien i 1950-1953, oprøret i 1963, Shahens “hvide revolution” og “den islamiske revolution” i 1979, reformbevægelsen og studenteroprøret i slut 90erne. Hver revolution har bygget videre på den forrige, men revolutionen i 1979 bragte en radikal transformation af landets styre med sig.

 

Shahens fald

Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter krigen med Iran i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler der strækker sig helt ud i samfundets spidser.

 

“Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

 

Regimet i Iran har, trods den nuværende økonomiske krise og sanktionerne, formået at indfri en lang række sociale løfter. Analfabetismen er betragteligt reduceret, uddannelsesniveauet er vokset, og levealderen er steget. Selv den lavere middelklasse er relativt set velstående i forhold til f.eks. Egypten.

 

Der er adgang til offentligt forsynet elektricitet og rindende vand. Omkring 87 procent får naturgas via rørledninger til deres hjem, 99 procent har køleskabe, 97 procent farve-TV, 82 procent mobiltelefoner, 77 procent støvsugere, 64 procent vaskemaskiner og 20 procent har biler.

 

Ændret syn på Iran?

Aftalen om Irans omstridte atomprogram og de deraf afledte lempelser af EUs og USAs sanktioner over for landet, har imidlertid mirakuløst ændret vores syn på styret i Teheran.

 

I 2014 var det er første gang siden 2005, at en dansk udenrigsminister besøger det iranske præstestyre.  Den radikale Martin Lidegaards ærinde med besøget var uklart, men mon ikke det kommercielle potentiale var en væsentlig drivkraft?

 

Den 14. juli 2015 blev de langvarige forhandlinger mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, der består af FN’s fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien. Dertil kommer Tyskland (og EU) afsluttet med en aftale.

 

Læs også
Video: Droneangreb halverer Saudi-Arabiens olie – konflikten mellem USA og Iran vokser

Bør vi nu se positivt på præstestyret i Teheran?

Liberale partier som Venstre har gennem årene ikke været tilbageholdene i deres kritik af præstestyret i Teheran. Den nye danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V) udtalte desuagtet, at ”Det er en historisk aftale og et godt og glædeligt resultat, som Danmark støtter. Verden er kommet et stort skridt tættere på at blive sikrere efter dagens aftale, der skal sørge for, at Irans atomprogram alene har civile formål”.

 

Inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) vil have Danmarks fulde støtte til at monitorere og verificere, at Iran overholder sin del af aftalen. Omverdenens sanktioner mod Iran vil gradvist blive ophævet, når det er bevist, at Iran lever op til sin del af aftalen.

 

Den danske regering, der ikke har haft den mindste indflydelse på forhandlingerne om Irans atomprogram, havde vil strengt taget ikke behøvet at være blandt de første kommentatorer?

 

Vil atom-aftalen med Iran sikre freden i Mellemøsten?

USA’s præsident Barack Obama fik allerede i oktober 2009 Nobels fredspris 2009 “for hans ekstraordinære indsats for at styrke internationalt diplomati og mellemfolkeligt samarbejde.”

 

Nobelkomitéen offentliggjorde prisvinderen den 9. oktober 2009 – mindre end 10 måneder efter Obamas overtagelse af præsidentembedet.

 

Læs også
Mullaherne lover “Ophør af Israel” og amerikansk civilisation

Tildelingen af den prestigefyldte pris er næppe sket på baggrund af faktisk gerning, men mere som anerkendelse og forhåbninger til resultaterne af Obamas erklærede vilje til atomnedrustning, samt hans ønske om at genoprette internationale relationer, hvor han dengang specielt refererede til den muslimske verden.

 

Spørgsmålet er, i hvilket omfang hensynet til Barack Obamas eftermæle har haft indflydelse på forhandlingerne om Irans atomprogram, og det åbenbare pres fra den amerikanske præsidents for en aftale inden udgangen af juli 2015?

 

Forhandlingerne om Irans atomprogram er foregået i Lausanne i Schweiz mellem Iran på den ene side, og de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland, Kina – samt Tyskland (og EU) på den anden side. Tilsammen kaldes de for P5+1 landene. Aftalen indeholder bl.a., at:

 

*Sanktionerne mod Iran lempes i takt med at landet beviseligt overholder sine forpligtigelser.

*Hvis Iran på noget tidspunkt ikke overholder dets forpligtigelser, genindføres sanktionerne øjeblikkeligt.

*Iran er gået med til ikke at bygge nye faciliteter med det formål at berige uran i 15 år.

*Iran er gået med til ikke at berige uran over 3,67 procent i mindst 15 år.

*Det nuværende lager af omkring 10.000 kilo lavt beriget uran skal reduceres til 300 kilo

*Antallet af centrifuger skal reduceres fra 19.000 til 6104.

Læs også
Udenrigspolitikken i et bekymrende paradigmeskifte – Danmark er på vej væk fra USA

*Alle overskydende centrifuger og faciliteter til berigelse af uran skal opbevares under overvågning af IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur.

 

Et vigtigt punkt er, at aftalen ikke vil forhindre Irans atomprogram, men hvis Iran –  i strid med aftalen – vil søge at udvikle et egentligt atomvåben, giver aftalen omverdenen et varsel på omkring 12 måneder.

 

Nobelpris til Kerry og Zarif?

Den amerikanske udenrigsminister John Kerry har sammen med den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, været de centrale aktører.

 

Der spekuleres allerede nu i at Kerry og Zarif også vil modtage Nobels fredspris, men for hvad? For at have sikret freden i Mellemøsten? Næppe – hele regionen er domineret af hidtil usete barbariske krigs- og terrorhandlinger!

 

Modstand mod aftalen

På begge sider er der modstand mod aftalen. I Teheran er der muslimske fundamentalister og hardlinere, der stadig opfatter USA som ”den store Satan”, der skal inddæmmes. På amerikansk side er der en åbenlyst modvillig republikansk kongres, og så skal vi ikke glemme en kritisk israelsk premiereminister Natanyahu.

 

Læs også
Hvornår vil Irans regime omsider bryde sammen?

Her til kommer stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger i Mellemøsten, der absolut ingen tillid har til regimet i Teheran.

 

Hvorfor aftale nu?

Som følge af FN-sanktionerne mod Iran, der siden 2006 gradvist er skærpet, er olieeksporten faldet fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder om dagen, hvilket betyder tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden.

 

Siden 2011 har Iran haft en negativ økonomisk vækst, ligesom arbejdsløsheden er betydelig. De begrænsede muligheder har medført et betydeligt såkaldt ”braindrain”, hvor veluddannede iranere er emigreret til udlandet.

 

Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system har betydet, at valutaen, den iranske rial, har tabt totrediedele af sin værdi i forhold til dollar og forårsaget en inflation på omkring 40 pct., hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin er skudt i vejret.

 

Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, har satset hårdt på at få en atomaftale med USA, og dermed ophævelsen af stærkt generende sanktioner:

 

*Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturga

Læs også
Stands Iran fra at blive en atommagt

*Forbud mod at forsikre iranske olietransporter

*Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet

*Forbud mod indrejse til EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram

*Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner*Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran

 

Sanktionerne er iværksat af USA, EU, Japan og Syd Korea. USA har endvidere med henvisning til Irans støtte til international terrorisme, krænkelser af basale menneskerettigheder og manglende samarbejde med IAEA, iværksat en række videregående sanktioner: amerikanske virksomheder er afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

 

Alternativet til aftale

Det spørgsmål, der stilles i USA er, om man ikke bare burde have fortsat og intensivere sanktionspolitikken, som syntes at virke? Hvorfor ikke presse Iran til helt at opgive atomprogrammet? Hvorfor dette kissejav?

 

I Barack Obamas lejr og blandt tilhængerne af en aftale har det været argumenteret, at sanktionerne ikke virker. Økonomisk rammer sanktionerne i flæng, og nok er Irans økonomi berørt, men også amerikanske og europæiske økonomiske interesser bliver ramt, mens sanktionerne ikke har afholdt Iran fra at opbygge et stort antal centrifuger og andre elementer i atomprogrammet.

 

Er Iran USA’s nye allierede?

Det afgørende forhold er imidlertid, at hverken Iran eller Nordkorea i øjeblikket er USA’s største udenrigspolitiske udfordring – det er ubetinget ISIS. Her er det shiamuslimske Iran en sikker allieret. Iran er samtidig i kraft af det nære forhold til præsident Assad nøglen til løsning af den fastlåste konflikt i Iraq. I forhold til bekæmpelsen af taleban i Afghanistan er Iran ligeledes en naturlig allieret til USA.

 

Under alle omstændigheder skal Barack Obama nu overbevise de Republikanerne og mange Demokrater der er stærkt bekymrede for, om præsidenten sætter sikkerheden for USA og Israel på spil. Modstanderne er betænkelige ved, at en ophævelse af sanktionerne vil øge Irans årlige indtægter med op mod hundrede milliarder dollars.

 

Det er ikke alle republikanere der er trygge ved den iranske finansiering af blodtørstige militser i Iraq, Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah og Hamas.

 

Præsidentens eftermæle

Selvom Obama umiddelbart virker forslået, har han stadig ambitioner for resten af sin præsidentperiode, der udløber næste år. Selvom atomaftalen ikke i sig selv skaber fred i Mellemøsten har det været vigtigt for Obama at lukke fronten mod Iran.

 

Han ønsker også at orientere USA mere mod Asien, og hvis han kan afslutte de igangværende handelsforhandlinger om en Pacific Trade Pact, PTP, og tvinge den igennem kongressen, ville det have en varig effekt, der ville pynte på hans udenrigspolitiske eftermæle. Det samme gælder, hvis han formår at lukke TTIP-aftalen med EU.

 

På klimaområdet har han har masseret verden, specielt Indien og Kina, i retning af en større indsats på klimaområdet.  Vi vil alle se om det giver resultater på klimakonferencen, COP21 i Paris i slutningen af 2016.

 

Genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser med Cuba efter 50 år vil givet også blive medtalt som en væsentlig sejr for Barack Obama.

 

Israel og sunnimuslimske arabiske stater

Premiereminister Benjamin Netanyahu I Israel er ikke tilfreds med Iran-aftalen: Aftalen blåstempler Irans atomprogram, og det vil indebære en alvorlig trussel mod regionen og verden – og vigtigst af alt: aftalen vil være en trussel mod Israels overlevelse.

 

Rammeaftalen lægger ikke op til et arrangement, der definitivt vil hindre Iran i at anskaffe atomvåben. Tilsvarende er de stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger i Mellemøsten heller ikke parate til at forsone sig med Iran.

 

Nyt våbenkapløb?

Spørgsmålet er om en aftale endeligt vil løse atomvåben-problemet i Mellemøsten – eller måske snarere vil være anledning til et nyt våbenkapløb. En aftale, der sikrer en advarselsperiode på mindst et år, før Iran kan have et våben klar, vil ikke løse problemerne, hævder kyndige iagttagere.

 

Israel har allerede 200 nukleare sprænghoveder, og Saudi Arabien menes – som en sikkerhedsforanstaltning – for længst at have købt sig ind i Pakistans atom-arsenal. Tyrkiet og Ægypten menes også at have ambitioner, om at kunne armere sig selv i påkommende tilfælde. Videnskabeligt og teknisk har disse lande utvivlsomt kapaciteten, og spørgsmålet er derfor, om Iran-aftalen vil starte et nyt våbenkapløb i mellemøsten?

 

En Iran-aftale er sammen med handelsaftalerne og klimaforhandlingerne den sidste mulighed Obama har tilbage for at gøre en forskel i forhold til den palet af udenrigspolitiske udfordringer, han overtog.

 

I forhold til Rusland, må han konstatere, at i stedet for et nyt partnerskab med Rusland har han som følge af Ruslands fremfærd i Georgien og Ukraine fået en ny kold krig. I stedet for at afslutte krigen i Iraq har han måttet sende tropper tilbage for at bekæmpe ISIS – godt nok kun fra luften.

 

I stedet for at eliminere ærkefjenden Al-Qaeda kæmper han nu mange steder med talrige aflæggere af terrororganisationen, herunder Boko Haram i Somalia (og Kenya) og i stedet for konflikterne i Mellemøsten har han selv erkendt, at det ikke ligger inden for hans muligheder at skabe fred.

 

Danmarks rolle?

Danmark har absolut ingen rolle spillet i det diplomatiske forløb, der ledte op til aftalen den 14. juli. I det danske udenrigsministerium er købmændene principielt modstander af handelssanktioner, og man har været mest optaget af det økonomiske potentiale, der ville gå tabt, hvis der ikke blev indgået en aftale.

 

Det er meget betegnende, at Dansk Industri vurderer, at aftalen vil betyde en markant vækst i samhandel og investeringer med Iran. Danmarks eksport til Iran udgør i øjeblikket omkring 1 mia. kr. og DI regner med en fordobling af eksporten over et par år.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…