De unges hverdag bliver mere brutal. En gang kunne man fredeligt tage i byen og hygge sig. Nu skal man hele tiden vogte sig.
Det fortæller Sonni Kjeller (19) til Den Korte Avis.
Han beretter om en episode, hvor han og en kammerat efter en bytur blev udsat for et røveriforsøg på åben gade i indre København.
”En onsdag aften var jeg i byen med en kammerat. Vi havde haft en rigtig hyggelig aften og blandt været på A-bar, som ligger i en sidegade til Strøget i København.”
Truet med kniv
Afslutningen på den hyggelige aften skulle de dog sent glemme. De forlod baren ved 4-tiden om morgenen og satte sig fredeligt på en bænk ved Storkespringvandet på Strøget.
”Vi satte os for at ryge en cigaret. Pludselig kommer der to unge indvandrere hen og stiller sig foran os. Den ene har en kniv i hånden, og den anden er maskeret med et tørklæde. De siger “Giv os jeres telefoner!””
Røverne havde et mellemøstligt udseende og talte dansk med accent. Sonni Kjeller vurderer, at de var omkring 17-18 år.
“Først siger vi nej, men jeg bliver selvfølgelig bange, når han står med en kniv i hånden,” siger han og fortsætter ”Man ved jo aldrig, om de kan finde på at stikke en.”
Selvom Sonni Kjeller holder på bukselommen, hvor telefonen ligger, får en af dem alligevel fat i telefonen ved at true med kniven.
Røveren bliver dog ikke særlig glad for udbyttet, idet han udbryder: ”Det er en Huawei” og smider den fra sig, fortæller Sonni Kjeller. (En Huawei er et mindre populært mærke indenfor smartphones, red.)
Vold
Dernæst går det ud over kammeraten. Han vil ikke udlevere sin telefon, og han rejser sig op fra bænken. De står og puffer til hinanden, hvorefter han får et knæ i hovedet tre gange.
Sonni Kjeller fortæller, at røverne på et tidspunkt ”indser, at de ikke rigtig kommer videre i deres røveri”. Herefter udvikler det sig til formålsløs vold.
”Bagefter bliver jeg også sparket i hovedet to-tre gange, mens jeg sidder på bænken.”
Under hele overfaldet går folk passivt forbi. Det skuffer Sonni Kjeller.
”Folk går bare forbi og passer sig selv, i stedet for at hjælpe os eller i det mindste ringe efter politiet.”
Endelig lykkes det kammeraten at få ringet op til politiet. Da det går op for røverne, tager de benene på nakken.
Kammeraten lægger dog umiddelbart herefter røret på uden at have talt med politiet.
”Nu var røverne jo stukket af,” forklarer Sonni Kjeller og beretter videre:
”Det var først derefter, at der kommer en gruppe mennesker hen og spørger om vi er okay. Det var en ret ubehagelig oplevelse – både overfaldet, men også det, at ingen hjalp os.”
Håbløst at melde det
Sonni Kjeller og hans kammerat har ikke meldt overfaldet til politiet. På Den Korte Avis’ spørgsmål om hvorfor svarer han med et træk på skuldrene:
”Fordi det jo er umuligt at finde ud af, hvem det er.”
Da Den Korte Avis spørger til Sonni Kjellers retsfølelse, mærkes en tydelig distance til politiets arbejde. Han forventede ikke, at der kom noget ud af at henvende sig, trods det, at overfaldet var foregået på Strøget, hvor der antageligt er mange overvågningskameraer, ligesom der var vidner på stedet.
”Vi var meget enige om, at sådan var bare. De var jo langt over alle bjerge, så der kommer sgu nok ikke noget ud af det, tænkte vi. Så derfor meldte vi det ikke.”
Sonni Kjeller kan stadig mærke både fysiske og psykiske eftervirkninger af overfaldet.
”Jeg har af og til smerter i kinden, hvor jeg blev sparket. Og jeg vil nok være mere påpasselig fremover og sørge for at gå flere sammen.”
