Selv de største og mest vedholdende DR-kritikere må indrømme det: DR Dramas serie”Arvingerne” er fremragende. Omsider ser vi ud til at fået en DR-serie, der sætter fokus på den kulturnedbrydning, som er fulgt i kølvandet på 68’erne.
Den udlægning er godt nok gået hen over hovedet på en del journalister i DR, der den seneste tid har brugt serien som løftestang til at debat om, at arv, på god socialistisk vis, bør nationaliseres og ”gives tilbage til samfundet”. http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/01/11/220340.htm
Hermed viser de, at de selv, sikkert ubevidst, er eksponenter for den destruktive verdensanskuelse, der så hudløst udstilles i ”Arvingerne”.
Grønnegården
Seriens egentlige centrum, som jeg ser det, er slægtsgården ”Grønnegården”.
Henrik Pontoppidan brugte i roman ”De dødes rige” godset Storeholts skæbne som symbol på landets skæbne og den britiske Evelyn Waugh gør det samme i en række romaner, bl.a. i ”Gensyn med Brideshead”
Hvis man følger traditionen fra disse to litterære giganter, er det klart, at ”Arvingerne” handler om mere end banale familiestridigheder, men stiller det dybdeborende spørgsmål: Hvad har 68’erne gjort ved det land og den tradition, de selv fik overdraget? Og hvilke vilkår skaber det for de næste generationer, dvs. for os?
Jeg er vigtigere end den fælles historie
Hvad kunstneren Veronikas bidrag har været fortælles uden omsvøb:
Den succesrige 68-kunstner suspenderer simpelthen alt, hvad der hedder arv. Kunst er, som den yngste datter Signe noterer, for hende vigtigere end familie.
Så i stedet for at lade Grønnegården gå videre til den ældste søn, som traditionen foreskriver, forsøger hun at omskabe den til et gigantisk monument over sig selv. Mig, mig, mig og min selvrealisering og min kunst. Og til helvede med min næste, mine børns behov og hensynet til min mands slægt. Alt ofres på selvrealiseringens, nuets og kunstens alter.
Et maleri af en af gårdens tidligere ejere, har hun ladet male over og forvandle til et fjoget børneportræt. Og da den ældste søn raser over vandaliseringen af portrættet af hans farfar, får han af kunstkenderne at vide, at det skal han ikke være ked af: Maleriet er nu meget mere værd end før, da det bare var slægtsportræt.
Thomas – hippi, ligeglad med børnene og glad egosit
Mens Veronika er næsten dæmonisk i sin hæmningsløse selvcentrerethed er hendes hippi-eksmand Thomas langt mere elskeligt, men ikke mindre afslørende skildret.
Mens huset og den skrøbelige familie er ved at falde fra hinanden, sidder han i højt humør på gulvet og spiller eksperimental musik på sine bongo-trommer.
Han er til stede i nuet. Det er det man skal være: Et grålokket gamling, der insisterer på sin barnlighed – uden at drage omsorg for børnene omkring ham. Og som først vågner op til dåd, da hans egen lille skurvogns eksistens er truet. Så slås han til gengæld drabeligt for sin lille parcel, uden selvfølgelig at erkende, at denne kamp afslører hulheden i alle hans kollektivistiske ideer.
Gården ofres på egoets alter
I den seneste afsnit ser det ud til, at Veronicas museumsplan trods snyd og bedrag realiseres. Godset ryger definitivt ud af slægten og gøres til Veronica-mausolæum.
Veronica og hendes overloyale datter Gro (se foto) giver dermed gårdens bygmestre fingeren: De gamle, der år for år, generation for generation, forskønnede og udbyggede huset for at give det videre i smuk stand til næste generation. Deres omhu er gjort forgæves nu, hvor slægtsbevidstheden ofres på kunstner-egoets alter.
Et billede på Danmark
Grønnegården minder mig om Danmark.
Den smukke, enkle bygning, 1968’erne arvede, har de i gigantisk selvrealiseringsrus vandaliseret uden tanke på næste generation.
Panelerne er flossede, interiøret har taget skade, mens lysten til at forære det nedarvede gods væk til andre end landets børn er stor.
Og hvis nogen rasende protesterer mod ødelæggelsen, får vi bare at vide, at vi skal være smile og spille videre på bongo-trommerne.
