Turistpakke er godt – men det vigtigste mangler

pr-foto

Turismen har en pæn vækst i de europæiske lande – bortset fra Danmark. Her er der tilbagegang, når det gælder besøg af turister fra andre lande. Det vil regeringen naturligt nok have lavet om på. Derfor lancerer den en vækstplan for turismen i almindelighed og for kystturismen i særdeleshed.

 

Og lad det være sagt straks: Det er særdeles opløftende, at selv en rød regering har indset, at en alt for rigid og stram planlovgivning meget effektivt og alt for længe har blokeret for mange nye og gode initiativer, der for længe siden kunne have skabt den vækst og genereret de mange arbejdspladser, som man nu spejder forgæves efter (!).

 

Som borgmester i en kyst- og turistkommune gennem en del år husker jeg smerteligt tydeligt, hvordan overordnede planmyndigheder gjorde livet surt for mange seriøse iværksættere, der gerne ville bidrage til en dynamisk udvikling af turismen på et fuldt forsvarligt grundlag.

 

Planmyndighederne og Danmarks Naturfredningsforening har hånd i hånd lagt deres klamme hånd på ethvert tiltag med fremtid og perspektiv i. Derfor skal og bør det hilses med glæde, hvis der omsider er en opblødning på vej på den front.

 

Prisniveauet skal falde markant

Det vil i hvert fald være en forudsætning for udvikling og vækst, når det gælder kystturismen i Danmark. Der er imidlertid en anden forudsætning, der skal være til stede, hvis man overhovedet bare vil drømme om at vende tilbagegang i turismen til en fremgang, der ligner den, man oplever i de fleste andre europæiske lande. Det er, at prisniveauet i Danmark skal falde markant.

 

Masser af skatter og afgifter gør vores produkter alt for dyre og dermed ude af stand til at konkurrere med produkter af samme kvalitet i det øvrige Europa. Prisen på elektricitet eksempelvis er her i landet – også i de udlejede feriehuse – belagt med en sand urskov af forskellige skatter og afgifter, der gør en families elforbrug langt dyrere her end i andre lande.

 

En moms på 25% er endvidere med til at gøre et besøg på en restaurant eller en hotelovernatning langt dyrere end i de fleste andre lande. Kvaliteten fejler såmænd ikke noget – det er derimod prisen, den er helt gal med.

 

Skatter og afgifter den egentlige skurk

 

Det har politikerne stadigvæk ikke fattet. Derfor indeholder vækstplanen da heller ikke et ord om lettelser i de skatter og afgifter, der er den egentlige skurk, når det gælder årsagen til, at vi her i Danmark oplever tilbagegang, hvor de fleste andre lande i vores verdensdel oplever fremgang. Selv holder jeg meget af at feriere i Spanien. Først og fremmest naturligvis på grund af det varme og solrige klima, men også på grund af, at her kan vi tillade os at spise en middag ude og drikke en god flaske vin til, uden at det lænser tegnebogen helt og aldeles. Det kan vi ikke, hvis vi holder ferie i Danmark. Danmark er et dejligt land med en smuk og afvekslende natur og med mange gode og forskelligartede tilbud til turisterne. I det hele taget er potentialet for at holde  attraktiv ferie absolut til stede. Det fundamentale problem er bare, at det er alt for dyrt at benytte sig af de mange gode tilbud!! Derfor fravælger mange tyskere og andre udlændinge f.eks. Danmark til fordel for andre destinationer. Når vi er ved netop vores store naboland Tyskland, så har man her en hotelmoms på blot 7%. Det er en ulige kamp for de danske turistvirksomheder, der skal slås med en moms på hele 25%, at konkurrere på de vilkår.

 

For højt prisniveau dræbende for vækst og udvikling

Læs også
Video: Steen fik udenbys gæster – så kom han på kanalrundfart og så for første gang sin smukke by fra ‘vand-siden’

 

Konklusionen er kort og godt, at før politikerne bliver bevidste om, at vores høje prisniveau forårsaget af skatter og afgifter er dræbende for enhver vækst og udvikling, får vi ikke den fremgang og de arbejdspladser, vi har så stort et behov for. Skatte- og afgiftslettelser, der kan mærkes, for alle i almindelighed og for turisterhvervet i særdeleshed er en tvingende nødvendighed, hvis vækst og fremgang ikke bare skal være tomme ord uden indhold….

 

Derfor er en vækstpakke for turismen dødfødt, hvis der ikke er indbygget markante prisfald i den!!

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…