Tak for artiklen d. 21. januar, om den ældre mand, der ikke kunne få tømt sin postkasse. Han boede på et plejecenter og var blevet for konfus til selv at hente avisen i sin postkasse uden for huset. Men de ansatte kunne ikke hjælpe ham, fordi der ikke var afsat plads til denne aktivitet i skemaet.
Jeg har selv arbejdet indenfor området i mange år, så jeg kender alt til problematikken.
Nedenstående vil jeg jvf. ytringsfrihedsloven tillade mig at udtale mig om, da jeg ikke mener, at jeg tilsidesætter min tavshedspligt eller nævner navne. Ejheller kan jeg afskediges, da jeg ikke er ansat de pågældende steder længere. Alternativet er, at jeg, som mange andre, tier. Tier af frygt for repressalier. Sådan kan det nemlig også være i Danmark, selv i 2014.
Artiklen tager hul på et af “Den primære Sundhedstjenestes” store problemer – og måske tabuer?
Personale, der udtrykker kritik af den måde systemet fungerer på, stiller spørgsmålstegn ved værdigheden i en udført opgave eller foretager sig andet end “det borgeren er visiteret til”, får nemmelig temmelig nemt prædikatet “usamarbejdsvillig” eller “ikke omstillingsparat”.
Jeg taler her om personale placeret hvor som helst i “systemet”: højt som lavt.
Voksende krav om dokumentation
Den primære Sundhedstjeneste, som jeg har arbejdet indenfor i mange år, både i hjemmeplejegrupper og på plejecentre, er fra slutningen af 1990’erne blevet stillet overfor større og større dokumentationskrav:
Digital journalføring
Håndholdte minicomputere (PDA’er),
BUM-model (bestiller-udfører-model)
Visiterede kontrollerbare ydelser
Køre- og opgavelister
Start-stop-tid og minuttyranni.
Disse krav kom ikke fra kommunerne selv……
Der blev skrevet og talt meget om det i sin tid – uden at noget blev anderledes af den grund. Omfanget voksede, samtidig med, at der blev sat fokus på “ansigt-til-ansigt-tid” – senere kaldet “borgerrelateret tid”.
Private, konkurrerende firmaer
Efterhånden som private hjemmeplejefirmaer stillede op i “udliciteringens hellige navn”, måtte lønbudgetterne til de enkelte hjemmeplejeteams udregnes specifikt efter mængden af udførte opgaver, ud fra en timelønsmodel, der tog højde for “borgerrelateret tid”, dvs. der var bl.a. modregnet omsorgsdage og sygefravær, tillidsmands- og andre møder, frokostpauser, køretid osv.
Begrundelsen for denne meget tidskrævende og administrativt besværlige model var, at vilkårene skulle være ens for de private og de offentlige udbydere. Vilkårene blev aldrig ens, selvom vi selv forsøgte at arbejde som “en udbyder”. Det blev i stedet en slags konkurrence og der blev kamp om opgaverne og om at få borgerne over til sig. Det var pludselig penge, det handlede om, mere end omsorg. Konkurrencens resultat kunne efterfølgende måles i tilfredshedsprocenten i de spørgeskemaer der blev sendt ud hvert 2. år.
Kontrolkravet mht spørgeskemaer fandt kommunen ikke selv på, og at det skulle være i konkurrence, var jo kun et resultat af den udlicitering der blev sat i værk.
Måske var det i virkeligheder dér, at plejen for omsorgens skyld ændrede sig til et kynisk fokus på, kun at løse opgaver der var visiteret, idet der kun var penge (dvs tid) til de visiterede ydelser.
På plejecentrene var der ikke spørgeskemaundersøgelser, i stedet var nedsat “Bruger- og Pårørenderåd”, samt var uanmeldt tilsyn 1 gang årligt af hhv Embedslæge og kommunen, samt anmeldt kommunalt tilsyn 1 gang årligt. Derudover de øvrige tilsyn, bl.a. brandtilsyn og tilsyn med køkken og levnedsmiddelforhold. Alt med det formål, at kontrollere at borgerne fik den pleje de havde behov for. Tiden der gik med det og prisen for de mange rapporter, blev taget fra samme kasse, som borgerne skulle have ydelser fra.
Øvrige vilkår for borgerne var de samme i plejebolig som i eget hjem, nemlig at de blev vurderet og visiteret til plejeopgaver ud fra deres tilstand. På plejecenteret blev de kategoriseret i en af 3 mulige”plejetyngdegrupper”, som hver især udløste et udtænkt antal plejetimer.
Det handler om penge
Plejecenteret blev derefter tildelt økonomiske midler til disse timer, ud fra en beregningsmodel, som bestemt ikke undte tid til ret meget.
Beslutning om tildeling af den totale sum penge til hjemmepleje og plejecentre, og dermed medvirkende til de efterfølgende normeringer, blev truffet af Social- og Sundhedsudvalget i kommunen.
Og som vi alle ved: Kommunernes budgetter er styret fra Christiansborg.
…….Og således kan postkassetømning pludselig blive en problemstilling for Christiansborg!!
For pga. lave budgetter, besparelser i kommunerne mv., tildeles borgerne efterhånden kun hjælp til et fåtal af de ting de har brug for, for at kunne opretholde en god hverdag og et godt ældreliv. Resten håber man, at familie eller frivillige vil tage sig af – og ellers bliver det ikke gjort. Fordi der ikke er penge (dvs visiteret tid) til opgaven. Personalet må igen og igen svare: “Nej, desværre passer du ikke ind i mit skema”.
Ingen vil påtage sig ansvaret
Derfor mener jeg, at artiklen d. 21. januar, rammer plet lige i en valgtid.
Hvor ligger ansvaret for problemstillingen? Ingen vil tage ansvar, skrives der.
Tja….. Alle vasker deres hænder. Nogen har dog ikke fået desinificeret dem godt nok…. Sådan set er det nemt for mig at se sammenhængen.
Men i stedet for at bruge penge og krudt på at placere et ansvar, synes jeg det er mere vigtigt at komme i gang med at rette op på fadæsen……
Det skylder vi borgerne, personalet og faget “Pleje og omsorg”.
Jeg glæder mig til at læse om handling i den rigtige retning i de kommende numre af “Den korte Avis”.
