Katrine Winkel Holms kommentar i Den Korte Avis den 23. september rummer desværre en række misforståelser.
Den stilling som migrantpræst i Fyens Stift, som Massoud Fouroozandeh offentligt har sagt, at han ikke har søgt, er stort set identisk med den stilling Massoud Fouroozandeh har haft i et treårigt projekt og rummer naturligvis mulighed for forkyndelse og mission.
Migrantarbejde i Fyens Stift handler om mission, diakoni, gudstjeneste, dialog, undervisning, bøn, samvær, dåb, debat, forkyndelse. Og sådan skal det være. Migrantarbejde er ikke et enten eller – enten dialog eller mission, men et både og.
Som migrantpræst i Fyens Stift skal man indgå i samarbejde med det øvrige migrantarbejde i Stiftet. Migrantpræsten og flygtninge- indvandrerpræsten skal således holde møder mindst 2 gange om året, hvor de udveksler erfaringer og inspirerer hinanden. Alt andet ville være unaturligt.
Men samarbejde betyder ikke, at man skal gøre det samme eller gøre tingene på samme måder. Der skal selvfølgeligt være plads til, at den enkelte præst kan have sin egen profil og til forskellighed i de konkrete opgaver og i virkefelt.
Man har mulighed for at se regulativet for stillingen som migrantpræst på Fyens Stifts hjemmeside
http://www.fyensstift.dk/biskoppen/klummer-og-debat/fakta-i-migrantdebatten/.
Her svarer jeg også på en række af de øvrige spørgsmål, der er rejst i debatten. Blandt andet kan man læse, at der ikke er brugt penge fra præstebevillingen til at ansætte stiftets presse- og kommunikationsmedarbejder.
Tine Lindhardt, Biskop, Fyens Stift