”Støt står den danske sømand” var titlen på en dansk spillefilm som blev produceret i 1948, instrueret af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jr.
For alle der ønsker at få et bare nogenlunde begreb om, hvad det ville sige at sejle under krigsforhold, i Anden Verdenskrig, er denne film et godt udgangspunkt.
Mange blev derude
De henved 6500 (Chr. Tortzen) danske søfolk, der den 9. april 1940 så sig afskåret fra Danmark, fordi deres skibe befandt sig rundt om på verdenshavene fjernt fra Danmark, kom ikke til at se deres familier igen før efter cirka fem-seks år.
Cirka 1800 kom aldrig hjem. De blev derude.
Det er langt hen ad vejen søfolkene der har reddet Danmarks ære i Anden Verdenskrig. De sejlede havene tynde for at forsyne de allierede, hvor end de måtte være og hvem end, de måtte være.
Beskyttet af konvojer, men ”Ulvekoblet” …
Konvojsejlads gav en vis beskyttelse, eskorte skibene kunne afværge enkelte angreb, men overfor ’ulvekoblet’ (De tyske U-både, red.) var de ikke meget bevendt.
Konvojerne var i begyndelsen ofte meget dårligt beskyttet på grund af, at England stod alene, og havde den uoverskuelige opgave at være på alle have på én gang. Det gjorde arbejdet som civil sømand til et traumatisk arbejde.
Det enorme psykiske pres som de måtte leve under er for os andre svært at forstå, men de var som ’sitting ducks’. Deres bevægelses område på skibene var begrænset, der var ingen steder man kunne flygte hen, når ubådene eller Luftwaffe flyene begyndte deres angreb. Man var blevet til en skydeskive.
Det at sidde og vente på at blive torpederet eller bombet, ikke blot slider på nerverne, men nedbryder selv den stærkest: ”OK, så skete det ikke på denne tur, men så måske den næste, og hvis heller ikke på den, så den næste igen også videre, og så videre ..”. Indtil det sker, hvis det sker!
Når torpedoen eller bomben ramte
Det næste trauma opstod, når torpedoen eller bomben ramte, og man måtte i bådene, hvis de stadig var hele og kunne flyde, ellers i skrøbelige carleyfloats uden nogen ly for søerne, dårligt påklædte, tilskadekomne, måske sølet til i olie fra skibets brændstoftanke. Hvis hans fartøj havde vært en olietanker, kunne han være svært forbrændt.
De lå uden udsigt til at blive samlet op af de andre skibe i konvojen. De måtte ikke standse op. Konvojerne havde ganske vidst fartøjer, der var udset til at opsamle de overlevende søfolk, men de kunne kun være et sted ad gangen, og blev man først sejlet agterud, var redningen meget langt væk.
Det var meget risikabelt at sejle alene rundt, når der var ubåde i nærheden. Selv om redningsskibet var et krigsskib, måtte det forsvare sig mod den trussel, som ubåden udgjorde, før man kunne komme de nødstedte til undsætning.
Beskød overlevende skibbrudne
Dybvandsbomber, der normalt blev kastet i grupper på seks ad gangen, ville man ikke kunne overleve, hvis de blev kastet for tæt på. Blev man ikke samlet op af redningsskibene kunne man drive rundt i ugevis, og som om dette ikke var tilstrækkeligt, var det ikke ualmindeligt, at de tyske ubåde gik op til overfladen, hvor deres besætninger beskød de forsvarsløse skibbrudne, der kæmpede for at overleve.
Et af de mest berømte forlis er M/S NORDHVAL tilhørende D/S Norden, (Grundlagt 1871. Danmarks ældste internationale rederi) der på sin rejse på Stillehavet den 09.12.41 blev angrebet af en japansk ubåd som beskød og sænkede hende.
Alle i redningsbåden omkom i det hajfyldte farvand
Ombord var der 33 besætningsmedlemmer og syv passagerer fra Australien. Styrbords redningsbåd blev ramt under nedfiringen og alle ombord omkom i det hajfyldte farvand. Bagbords redningsbåd var heldigere 24 mand bjærgede sig i den, deri blandt kaptajn Niels Pii, der meget bestemt bad alle om at ”Holde Kæft” og efterkomme hans ordrer. Det lykkedes at tætne de skudhuller der var og lænse vandet ud ad båden.
De døde blev ’begravet’, det vil sige de blev blot båret ud af båden og ført bort af dønningerne. De tilbageblevne besluttede at prøve at nå Hawaii 800 sømil mod nord, Provianten ombord i båden var meget sparsom og måtte rationeres, kiksene måtte tygges meget længe så spytkirtlerne kunne afsondre spyt til erstatning for vand. Vandforsyningen blev suppleret med den smule som de få regnbyger kunne levere.
På fjerde dagen opgav man Hawaii, og satte kursen mod Gilbertøerne, der lå 2000 sømil mod sydøst, på den kurs var det muligt at udnytte nordøst-passaten fuldt ud. Den 24. december faldt kaptajnen overbord og redningsforsøg måtte opgives. Man var nu kun 10 mand tilbage i båden. Tiden gik med at synge fædrelandssange, salmer og sømandsviser.
Men hjælpen udeblev
På det man antog var den 34. dag viste en flyvemaskine sig, man var sikker på, at den havde set dem, og derfor havde sendt bud efter hjælp, men den kom ikke, det fik endnu en mand til at bukke under, der var nu kun otte tilbage, og på det tidspunkt var deres forsyninger længst sluppet op.
Dagen derpå nåede de land på øen Tawara, det var den 17. januar 1942. Øerne var blevet besat af Japan allerede den 9.12.41 samme dag som forlist, men besættelsen mærkedes ikke. I marts måned flygtede NORDHVAL folkene sammen med de på øen boende englændere til Fidji-Øerne, og derfra kom de til USA. (Chr. Tortzen).
Fik aldrig den hyldest, de fortjente
Søfolkene fik aldrig den hædersbevisning der tilkom dem efter krigen, måske fordi, som Chr. Tortzen forklarer: De kom hjem i meget små grupper eller enkeltvis, mange flere måneder efter at krigen i Europa var forbi. De deltog i stillehavskrigen, der først endte med de to atombomber den 6.og 9. august 1945 over Hiroshima og Nagasaki.
Alle de englændere der deltog i krigen på den ene eller anden måde, ude såvel som hjemme fik en medalje for deres deltagelse, min svigermoders søster Nora fik en medalje for at have været med på hjemmefronten, tilsendt i en brun papæske men en fortrykt tekst vedlagt, hvori man takkede for indsatsen. Man hædrede alle for deres deltagelse.
De danske søfolk fik kun hæderstegn fra englænderne og amerikanerne og Den Sydafrikanske Union. Ingen fra Danmark, hvis flag de med stolthed havde vist på alle verdenshave i seks lange år. Måske fordi de, som Kaptajn P.K. Bjark på M/S ASBJØRN, udtrykte det, da han blev spurgt, hvorfor han havde fået en medalje af englænderne: ”Jeg sejlede bare.”
Ikke kun dem på verdenshavene
Det var ikke kun udesejlerne, der led under krigen, også dem på hjemmeflådens skibe havde en hård tid, under ’friendly fire’ og med tysk vagtmandskab.
Traumaerne holdt sig længe efter krigens afslutning. Søvnløshed, mareridt, alkoholmisbrug, og enkelte selvmord. Men ingen tak.
Når man kunne give kaptajn Kurt Carlsen et ridderkors for sin bedrift (Kurt Carlsen blev verdensberømt, efter at han i december 1951 ene mand holdt sit havarerede skib, ”Flyings Enterprice” flydende under en orkan, indtil det sank under ham 10. januar 1952, red.) så ville det være på sin plads at hædre de mange, der satte livet på spil, og de der mistede det, for at vi andre kan leve i frihed i dag.
