Den nyslåede rektor for RUC, Hanne Leth Andersen optrådte før påske i flere medier med nogle nye synspunkter om det faglige niveau hos universitetsstuderende.
Således oplyste rektoren, at selvom rigtig mange af de studerende på RUC har problemer med at læse og skrive, så betyder det ikke så meget.
Det vigtigste er nemlig, at de unge er gode til at ”argumentere” og ”analysere”.
De studerende har også besvær med at koncentrere sig, men ”vi skal kigge på, hvad de unge kan, i stedet for hvad de ikke kan”, lød det glade budskab fra Hanne Leth Andersen. ”Undervisningen skal vendes helt på hovedet”.
For en udenforstående er det måske lidt vanskeligt at forestille sig, hvordan man skulle blive god til at argumentere og analysere, hvis man ikke kan læse eller gengive en tekst. Jeg kan i hvert fald ikke forstå det. Men heldigvis er Hanne Leth Andersen ekspert i universitetsundervisning. Hun er nemlig formand for ”Dansk Universitetspædagogisk Netværk” og repræsenterer mange kløgtige universitetsundervisere.
Rektor Hanne Leth Andersen får da også opbakning fra sin kollega fra ”Dansk Universitetspædagogisk Netværk”, lektor og universitetspædagogisk konsulent Rie Troelsen fra Syddansk Universitet. Hun siger: ”Det er forkert, at de studerende er dårlige, Men jeg tror, at det er rigtigt, at de er anderledes. Og jeg tror bestemt på, at de kan noget andet, end studerende kunne for 30 år siden”. (Politiken)
Rie Troelsen løfter desværre ikke selv sløret for, hvad det er, de unge kan, som de ikke kunne tidligere.
Hanne Leth Andersen har måske et bud: Når de starter på universitetet, kan de unge ”arbejde med et fantastisk medielandskab”, fortæller hun. Desværre formår vi ikke at udnytte denne fantastiske kompetence, hvis vi blot konservativt hænger os i, om de unge kan læse, skrive eller regne. Vi skal jo kigge på, hvad de unge mennesker kan.
I stedet for at være formidler af viden, bliver lærerens rolle ifølge RUC’s rektor fremover ”i langt højere grad at være konsulent, coach, debattør eller sparringspartner”. Altså for universitetsstuderende, hvor en stor del ikke kan læse, skrive eller regne.
”Fra gymnasiet til universitetet, der er der simpelthen for mange [af de nyoptagne studerende], der ikke bliver mødt, og mødt betyder at blive mødt i virkeligheden”, oplyser rektor for RUC. Hvor skulle man ellers mødes?
Akademisk jagon
En stor del af rektor Hanne Leth Andersens udtalelser forplumres af den slags akademiker jargon.
Hun ønsker at få ”rum til at udvikle vores undervisning, så vi rammer de studerende”, og undervisningen (eller rummet?) skal indeholde ”interaktive vinduer”, etc. Men kejseren ikke har noget på, naturligvis skal vi gøre vores job så godt som muligt og forbedre vores undervisning.
Det er heller ikke alle, der er lige begejstrede over de unges nye fantastiske kompetencer.
Kritiske røster
Underdirektør i Dansk Industri, Charlotte Rønhof, konstaterer: ”Arbejdsgiverne er i dag nødt til at justere niveauet efter, at det ikke længere er normen, at unge kan stave”.
Direktør for tænketanken CEPOS, Martin Ågerup, undrer sig mest over, at Hanne Leth Andersens udmeldinger ”ikke har medført et ramaskrig”. Det gør jeg også.
Det mest forstemmende i denne sammenhæng er, at ingen af Hanne Leth Andersens rektor-kolleger omgående har lagt afstand til hendes forvrøvlede betragtninger.
Bortset fra den pædagogiske tågesnak fra RUC, er budskabet altså, at vi ikke skal tage de unges manglende færdigheder så tungt. Holdningen passer måske fint til institutionens tidligere ry for lemfældig omgang med euforiserende stoffer, men ikke særlig godt til et globaliseret arbejdsmarked.
Fremover vil det også være polske akademikere, som både kan læse og skrive, som krydser grænsen. Det vil måske være vores redning.