De fleste vælgere er ikke særlig optaget af de løbende politiske småslagsmål på Christiansborg. Men ind imellem sker der noget i politik, som sætter sig dybere spor, fordi det rører ved nogle grundholdninger.
I disse sager begynder mange at engagere sig i opgørene mellem rød og blå blok. Her føler man, at der står noget på spil, og her gør man op med sig selv, hvad man mener.
Siden Thorning-regeringen kom til, har der været to af den slags store opgør mellem de røde og de blå. Begge disse opgør er stadig særdeles aktive og påvirker vælgerne. Og de røde har tabt dem begge.
Det er grunden til, at Thorning hele vejen igennem har ligget langt bagefter i meningsmålingerne, og at det kun er blevet endnu værre på det seneste.
Nu er dansk politik så på vej mod et tredje opgør mellem de røde og de blå. Det vil slå igennem i de kommende måneder.
Det første opgør
Det første store opgør har drejet sig om den økonomiske politik.
Thorning kom til magten på et gammelsocialistisk program med overbudskrav og store offentlige udgifter. Det gav hende mange vælgertæv fra starten.
Tævene kom for det første, fordi hun brød sine røde løfter på stribe. For det andet kom de, fordi midtervælgerne ikke havde tillid til, at hun ville det rigtige med økonomien.
Mange vælgere nåede til den erkendelse, at der var brug for at bremse væksten i den offentlige sektor og styrke de private virksomheder.
Man skulle sænke virksomhedernes omkostninger og dermed styrke deres konkurrenceevne for at sikre og skabe danske arbejdspladser.
Derfor skiftede vælgerne blandt andet holdning til skattelettelser. Længe havde de været tabu. Nu anså flertallet dem for rigtige og nødvendige.
Det var – og er – en markant sejr for de blå. Den betød først og fremmest stemmer til Venstre, der fortsat er Danmarks klart største parti.
Det andet opgør
Det andet store opgør har drejet sig om Danmark som nationalstat.
Kernen i dette opgør har været, hvordan man forener aktiv deltagelse i den globale virkelighed med national selvbestemmelse på centrale områder.
Vælgerne har reageret på situationer, hvor regeringen efter deres mening har solgt ud af den nationale selvbestemmelse.
De sendte en første kraftig advarsel til Thorning, Corydon og Vestager i sagen om Goldman Sachs og DONG.
Den sag drejede sig ikke så meget om den konkrete aftale med Goldman Sachs. Den var udtryk for en bredere vagtsomhed over for udsalg af national selvbestemmelse.
Så kom sagen om børnecheck til EU-borgere, der fik den folkelige protest til at bryde ud i lys lue. Ligesom i andre sager hældte en ualmindelig kluntet håndtering fra regeringens side ekstra benzin på bålet.
Helle Thorning og hendes radikale skatteminister Morten Østergaard kom til at stå som politikere, der hellere end gerne ville følge EU’s krav om straks at give børnecheck og andre velfærdsydelser til EU-borgere.
Dette opgør har de røde tabt med et brag. Danskerne insisterer på, at deres skattepenge skal gå til mennesker, der er solidt forankrede i det danske samfund og har ydet et væsentligt bidrag til dets finanser. Og de kræver, at regeringen kæmper hårdt for sagen.
Vinderen af opgøret har først og fremmest været Dansk Folkeparti, der har fået mange nye vælgere på den konto. Partiet står ligefrem til at blive det største ved valget til Europa-Parlamentet.
Der går en forbindelse mellem dette opgør og den løbende kamp om dansk udlændingepolitik, der også sender vælgere over til Dansk Folkeparti.
Ligesom opgøret om økonomien vil også opgøret om nationalstaten køre videre og få stor indflydelse på det kommende folketingsvalg.
Det tredje opgør på vej
Men nu bliver de suppleret med et tredje opgør, som baner sig vej i forbindelse med forhandlingerne om en vækstplan.
Dette opgør drejer sig om klimapolitikken. De borgerlige går til angreb på filosofien om, at Danmark skal gå langt forud for andre lande med sine klimamål, selv om det svækker danske virksomheders konkurrenceevne.
Vismændene har allerede kritiseret denne danske enegang, bakket op af Produktivitetskommissionen. Og nu lægger de blå partier, med Venstre i spidsen, op til at drage politiske konsekvenser af kritikken.
For de blå er det et hovedkrav i forhandlingerne om vækstplanen, at energiafgifterne skal lettes betragteligt. Forsyningssikkerhedsafgiften skal væk uden at blive erstattet af andre skatter. PSO-afgiften (”den grønne afgift”) skal ned. Erhvervslivet kræver det samme.
Venstre er parat til at hente finansieringen til en del af disse lettelser ved at sænke tempoet i investeringerne i vindmøller og anden grøn energi. Derfor vil partiet have genåbnet det eksisterende energiforlig, hvilket regeringen er imod.
Ligesom vismændene mener de blå, at det er en dyr og farlig illusion at tro, at klimaet og Danmark får det bedre af, at vi går så langt forud for alle de andre.
Endnu ved vi ikke så meget om, hvad vælgerne mener. Men deres holdning til dette tredje opgør mellem de røde og de blå vil formentlig også påvirke folketingsvalget.
