Ti-årige Regitze er opløst i gråd. Hun har været til skriftlig prøve, og det har endnu en gang vist sig at Regitze ikke kan skrive korrekte endelser.
Hvad der end er foregået på skolen og hvad der end er blevet sagt – Regitze er dybt fortvivlet og vil ikke have med andre voksne at gøre end sin mor.
Regitze hører til de mange skoleelever – antagelig en femtedel af dem alle – som har mere eller mindre smerteoverfølsomme trommehinder. Hendes er så sarte, at når hendes klassekammerater er så stille som de kan være, så gør baggrundsstøjen alligevel fysisk ondt. Regitzes trommehinder ville befinde sig glimrende hvis hun sad på en hest langt ude på en mark, fjernt fra bygninger der giver ekko. Men i klasseværelset hvor alle trækker vejret og bevæger sig, og hvor lyd giver ekko og genklang fra vægge, loft, gulv og møbler, gør det ondt i trommehinderne, og hendes hørelse mister sin orientering.
Begynder nogen i klasseværelset at sige noget, er Regitze nødt til – så godt hun kan – at prøve at høre bort fra det. Det gør fysisk ondt i ørerne.
Hvordan skulle hun kunne gøre rede for endelser?
Smerteoverfølsom hørelse
Med sine alt for smerteoverfølsomme trommehinder er Regitze offer for den tilstand som ligger til grund for ordblindhed, ADHD, ADD, HSP, autisme – alle de bogstavdiagnoser som bliver hæftet på skoleelever, hvis trommehinder mere eller mindre ikke tåler lyd.
Lidelsen kaldes Hyperacusis. Den er vidt udbredt i befolkningen. Fra nyfødte spædbørn til oldinge. Den rammer alle samfundsklasser. Den er ubeskrevet og ukendt. Børnelæger kender den ikke. Psykiatere heller ikke. Pædagoger og skolelærere har ingen forudsætninger for at begribe den. Heller ikke hvis de selv er ramt af den – hvad de ofte er. Fordi den er ubeskrevet, eksisterer der ikke noget sprog for den. Og når den ikke findes i sproget, står den som en gåde. Derfor er det selvfølgeligt for en skolelærer at bebrejde Regitze, at hun ikke kan gøre rede for endelser.
Hyperacusis er en ukendt forbandelse for antagelig tyve procent af alle skoleelever, og den er invaliderende for store dele af befolkningen.
Dekanen på Panuminstituttet i København erklærer, at hyperacusis ”falder uden for de områder som Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet prioriterer.”
Aha!
Hun havde fået an anmodning om at hendes fakultet ydede faglig assistance for at udrede hyperacusis og dens virkninger. Hun kunne lige så godt have skrevet, at lægevidenskaben ikke ønsker indsigt i ordblindhed, ADHD osv. Og at lægerne agter at blive ved med at behandle børns smerteoverfølsomme trommehinder med stærke og stærkt vanedannende centralstimulerende midler. Og med psykofarmaka.
Ville det være en udvej at Regitze lærer grammatik, så hun kan bruge sin forstand når hun skal skrive endelser? Det er jo det, skolen er til: At lære eleverne grammatik.
Måske. Og måske ikke.
Blandt elitevidenskabsmænd på fx Danmarks Tekniske Unversitet – DTU – er evnen til at skrive korrekt ikke noget som enhver af dem har på lager. Mildest talt ikke. DTU håndterer naturvidenskaber. Retskrivning hører ikke under naturvidenskaberne.
Går vi til de humanistiske videnskabers elite, står det måske endnu dårligere til.
Det er en kendt sag, at det er blandt ordblinde, at de helt store videnskabelige – og kunstneriske – talenter er at finde. Talent for videnskab og kunst udelukker åbenbart mere eller mindre talentet for at læse og skrive. Mange højt ansete mennesker fra de kredse er ofre for en grad af analfabetisme.
Ordblind videnskabsmand
Vi har et glimrende eksempel i den værdsatte sprogvidenskabsmand professor dr.phil. Carsten Elbro som er nestor i dansk ordblindeforskning på universitetsniveau.
Almindeligvis vil det blive opfattet som et angreb under bæltestedet at skrive om en respekteret sprogvidenskabsmand, at han er langt fra på egen hånd at kunne skrive et fejlfrit femlinjers brev. Der skal være gode grunde til at udlevere et offentlig kendt menneskes begrænsninger på den måde.
Men doktor Elbro går ivrigt i forvejen. I traktaten ”Læs her! – om utilstrækkelige læsefærdigheder” som doktoren skrev, og som Undervisningsministeriet har udgivet, udleverer han en funktionær fra Østerbro postkontor i København. Funktionæren skriver til ham og undskylder en fejl, som postkontoret har begået. Det vækker doktorens harme at funktionæren to gange skriver ”fejlagtig” i stedet for ”fejlagtigt” og én gang ”tilfælde” i stedet for ”tilfældet”.
”Brev til undertegnede, find mindst tre formelle fejl!” skriver doktor Elbro.
Måske er det forståeligt at doktoren angriber den krænkelse, han har været ude for fra funktionærens side. Når det kommer til dansk grammatik og dens finere detaljer findes der næppe nogen, der har større faglig indsigt end netop denne professor i sprogvidenskab ved Københavns Universitet.
Da Ordblindeforeningen havde 50 års jubilæum, skrev Elbro artiklen ”To beskrivelser af ordblindhed” i jubilæumsskriftet. Hans manuskript blev bragt i trykken uden forudgående korrektur. Sådan kommer vi tæt på de problemer med skriftlig form, som særligt begavede videnskabsmænd ofte er ramt af. Han skriver:
”Så går kasse op, og jeg ser, hvad ordet betyder.”
”Orbblindhed er overraskende store vanskeligheder med at lære at læse og stave.”
”Hvis der er en simpel grund til, at man ikke kan læse, så er man ikke ordblind defineret.”
”…det er en anden sag at får bogstaverne til at hænge sammen.”
”…hvis anm skal lære at læse.”
”Og hvis anm ikke kan høre…”
”…den videnskabelige forklaring af, hvad ordblindhed er.”
”…atomfysikkens beskrivelse af verdenen…”
”Hvis anm går til lægen.”
”Det er underligt at der ikke er nogen krav til alternative behandlere.”
I artiklen går det sprogligt galt omkring en gang per hundrede ord. Nogle af fejlene gør det svært at finde mening i hvad han skriver.
I faglig korrespondance viser professor Elbro de samme vanskeligheder. Han demonstrerer at selv det mest intime kendskab til grammatik ikke er til nogen som helst nytte for den, der skal skrive.
Læsefærdighed er fysiologi
Det er nøjagtigt de samme vanskeligheder, som har ramt Regitze. Hendes problem med trommehinderne er et fysiologisk problem. Det er professor Elbros også. Det er derfor, kendskab til grammatik ikke er til hjælp. Grammatik har ikke med fysiologi at gøre.
På trods af sine fysiologisk betingede problemer med boglige færdigheder har Elbro været i stand til at stige op til sin status som højt respekteret sprogvidenskabsmand. Det er ærefrygtindgydende godt gået.
Men en folkeskole stiller større krav om korrekt retskrivning til en elev i tredje klasse end Københavns Universitet stiller til en professor i sprogvidenskab.
Læsning og læsefærdighed hører under fysiologi, fordi læsning er en legemlig færdighed der udføres med øjnene. Hvad en læsende oplever, kan derimod høre ind under psykologi og pædagogik.
Hvordan har nogen fået den tanke at læsning skulle have med sprogvidenskab at gøre? Hvor kommer den forvildede idé fra? Den har altid været til skade for skolernes mange ikke-læsere og for deres mulighed for at udvikle læsefærdighed.
Det kunne have været godt at gøre et menneske med betydelige boglige vanskeligheder til en ledende skikkelse i omsorgen for bogligt ramte børn og unge. Lad ham så tilhøre et fag som ikke har med læsefærdighed at gøre. Professor Elbro kunne have bragt ordblindes virkelighed ind i skolerne.
Han kunne have fået sine studerende på universitetet til at indse at ”Når selv jeg, som er ledende ekspert i dansk retskrivning og grammatik, ikke kan skelne mellem b og d, når jeg ikke med sikkerhed kan skrive bogstaver og ord i rigtig rækkefølge, og når jeg heller ikke behersker korrekte endelser, så tyder det på, at læse- og skriveundervisning af mere eller mindre ordblinde kun er børnemishandling. Der er intet der viser, at det fører til noget som helst brugbart. Det samme gælder undervisning i grammatik.”
Havde han fra begyndelsen meldt sådan ud, havde vi haft betydeligt flere normaltlæsende skoleelever, end vi har i dag. Og vi var sluppet for mødet med en modløs og grædende Regitze som skolen bebrejder, at hun ikke kan skrive endelser. Den kunne lige så godt bebrejde hende at hun er rødhåret eller at hun har brune øjne.
”Nu skal du altså tage dig sammen Regitze. Gør dine øjne blå!” – Sådan bliver Regitzes selvrespekt undermineret for livet.
Men det har ikke ligget i professor Elbros ansættelsesbetingelser at det var det, han skulle. Over for sine studenter og andre som han underviser, er han utrætteligt gået ind for at træne og terpe, som han selv må være blevet trænet og terpet med.
Læseundervisning uden effekt
Samtidig skriver han sandheden til Undervisningsministeriet, når de skal give ham ti millioner. Han skriver: ”…den svage evidensbasering af læseundervisningen er overordentlig følsom og sårbar over for modebølger og enkeltstående resultater.” Med enklere ord: ”Læseundervisning har aldrig vist sig at føre til noget.”
Professor Elbro viser to ansigter. Noget tyder på at han selv indser, at han bærer sig galt ad. Som slutning på sin artikel i Ordblindeforeningens jubilæumsskrift skriver han nemlig at:
”Der burde findes en oversigt, hvor man kunne se, hvilken undervisning man kan få forskellige steder, og hvilken dokumenteret virkning den har.”
Sikke modigt det er at fremsætte et så afslørende krav, som ordblindebranchen aldrig turde honorere. Alle i branchen er klar over, hvad den dokumentation ville vise. Blandt alt hvad professor dr.phil. Carsten Elbro nogen sinde har skrevet, hæver denne ene sætning sig. Her er, hvad han egentlig har på hjerte.
Og ja! Taget i betragtning hvor megen læseundervisning skolernes ikke-læsere er blevet udsat for, og hvor mange milliarder kroner der er brugt til at udsætte dem for det, er det helt rimeligt at der omsider bliver fremskaffet dokumentation for hvilken virkning både undervisningen og de betydelige formuer der er blevet brugt til den, har og har haft.
Selvfølgelig er virkningen af undervisningen blevet undersøgt. Lige så selvfølgeligt er resultaterne aldrig blevet offentliggjort. Blev de det, måtte megen virkningsløs – og skadelig – læseundervisning indstilles.
Oplysningen om at læseundervisning er uden effekt kom til veje, da han og tretten andre søgte om penge til at opbygge et videncenter. Om læsning! Den kom som en baggrundsoplysning der ikke var beregnet til offentligheden.
Men at kaste slør over virkeligheden er en destruktiv måde at håndtere virkeligheden på. Hvis der skal gøres noget for at give skolernes restgruppe af elever en chance for at vinde læsefærdigheder på linje med deres klassekammerater, kræver det ærlig åbenhed. Navnlig om det der er udsigtsløst. Som læseundervisning og belæringer om grammatik. Det er galt, når uærligheden og uvidenheden går ud over en ti-årig Regitze der lider af noget så almindeligt blandt ti-årige som hyperacusis.
