”Her bor ikke andet end kriminelle,” sagde taxachaufføren. Han havde i går aftes indvilget i at køre journalisten ind i den tidligere ghettobebyggelse på Motalavej, hvor politiet i Korsør nytårsnat havde nægtet at bistå brandvæsenet med at slukke containerbrande.
Dem måtte beboerne derfor selv slukke for at undgå, at ilden eventuelt bredte sig.
Smed kanonslag op mod folks ruder
I går aftes herskede anarkiet stadig i bebyggelsen. Indvandredrenge i 12 – 14 års alderen havde sat dagsordenen og morede sig med at kaste kanonslag mod en af bebyggelsens ejendomme.
Der blev også affyret kortrækkende raketter, der helt tydeligt havde til formål at ramme parkerede biler, og der var ikke så meget som skyggen af en voksen, der blandede sig eller greb ind.
Tværtimod gik de lidt ældre drenge gik rundt med truende attituder, som om de ville sikre, at de yngre uhindret kunne fortsætte.
Et kanonslag, et slag i ryggen og et røveriforsøg
Taxaen var en af de høje, der også bruges til invalidekørsel, så den var hurtig at komme ud af og især ind i igen, og taxachaufføren var villig til at løbe den risiko, der ville være forbundet med at fotografere sceneriet.
Det blev der nu ikke meget af. De må have haft øjne i nakken, for fyrværkeriet stoppede per omgående samtidig med, at et mindre kanonslag landede for fødderne af fotografen i det øjeblik, billedet blev taget. Desværre uden fyrværkeri.
Et slag i ryggen markerede, at der pludselig var dukket nogen op bagfra. Det var to af de ældre drenge. Den ene slog og den anden forsøgte uden held at røve kameraet, som fik en mindre skade, da det røg på jorden.
Samtidig var en tredje i løb på vej hen mod fotografen, og en trio med hætten trukket godt ned over ansigtet dukkede også pludselig op.
De få meter hen til den åbne taxadør blev tilbagelagt i lyntempo. Et kanonslag landede foran taxaen, som yderligere blev fulgt på vej af tre brag, endnu inden farten var blevet sat op.
Til gengæld var der fred og ro til at fotografere hærværket mod Benny Svendsens forretning et par hundrede meter uden for bebyggelsen, som af en eller anden grund blev fjernet fra Boligministeriets ghettoliste den 1. oktober 2013.
Benny Svendsens butik (Foto PEA)
”Ansæt en af os, eller vi smadrer dig og butikken”
Da Benny Svendsen for et par måneder siden den 7. november åbnede sin forretning, Dansk Outlet, på Motalavej, fik hans kone en varm velkomst fra nogle 14-16 årige unge mænd af anden etnisk herkomst end dansk fra den nærliggende bebyggelse.
”De siger til min kone, at hun skal ansætte en af dem, ellers vil de smadre hende og butikken,” fortæller Benny Svendsen til sn.dk.
(udsnit af sn.dk)
Hældte sodavand ud over en ansat
Det nægtede hun, og det har ifølge Benny Svendsen betydet, at han dagligt finder glasskår og sten på gulvet, når han møder om morgenen.
Desuden møder de unge nu oftere og oftere op i forretningen, hvor de ifølge sn.dk virker truende over for både personale og kunder, ligesom de i ét tilfælde har hældt sodavand ud over en ansat.
Politiet i Korsør tør ikke gribe ind: de er bange for dem
Benny Svendsen har flere gange tilkaldt politiet, uden at hærværket og terroren er blevet stoppet på trods af, at politiet er klar over, hvilke unge mænd, der er tale om.
”Betjentene fortæller mig, at de ikke tør komme ind i det område, fordi de blandt andet får kastet kanonslag efter sig,” siger Benny Svendsen til sn.dk og oplyser, at han også har set politiet ignorere de unge mænds opførsel.
Af samme grund turde politiet i Korsør heller ikke nytårsnat bevæge sig ind i den tidligere ghetto på Motalavej, hvor det var overladt til beboerne selv at bekæmpe flammerne fra de mange containerbrande.
De er bange for fem-seks drenge med bomberør
I løbet af nytårsnat forsøgte et medlem af den lokale fædregruppe, Bilal El-Milhelm, forgæves at få politi og brandvæsen til at ud og slukke de mange containerbrande i bebyggelsen.
”Jeg ringede til politiet, de kunne ikke komme her til Motalavej. De er bange for drengene, en fem – seks personer med bomberør. De kan ikke hjælpe. Jeg synes, det er forkert,” siger Bilal El-Milhelm til TV2 News.
Han var selv en af dem, der var ude med pulverslukkere for at begrænse brandene i det boligområde, hvor politiet i Korsør altså ikke tør komme, fordi de er bange for en fem-seks drenge, smider kanonslag efter dem.
En anden beboer, Joan Munk, fortæller, at det var en gruppe på omkring 30, der hærgede bebyggelsen nytårsaften og nat.
”Det var uhyggeligt,” siger hun til TV2 ØST.
Politiet: vi er nødt til at vægte konfrontationerne
Hos Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi, som Korsør hører under, kan vagtchef Anders Mikkelsen ikke se noget problem i, at politiet i Korsør er bange for en fem-seks drenge.
”Nogle gange er vi nødt til at vægte, hvad det er, vi skal ind og lave, og hvor stor en konfrontation, vi skal have ud af det. I Korsør i nat (nytårsnat – red.)valgte vi ikke at gå på konfrontation med dem,” siger han til TV2 ØST.
Men den konfrontation med gruppen af store drenge tør politiet i Korsør heller ikke tage i det daglige. Det kan Benny Svendsen skrive under på.
Af samme grund må han finde sig i, at hans forretning jævnligt terroriseres med knuste ruder og chikane mod både kunder og personale.
Biler og skure brændt af i Slagelse-ghetto
Også i nabobyen Slagelse herskede der kaos og anarki nytårsaften og nat, hvor der i ghettoen Ringparken blev sat ild til biler, skure og containere.
Her var det bebyggelsen Ringgården, der var udsat for voldsomme uroligheder.
Ringgården er ligesom Motalavej en indvandrertæt bebyggelse, hvor der i flere år har været store problemer. Det oplever beboerne blandt andet hver nytårsnat. I år var det så slet, at politiet opfordrede beboerne til at holde sig inden døre – i deres eget boligområde!
I Slagelse blev politi og brandvæsen bombarderet med kanonslag affyret fra bomberør og sten af en sådan størrelse, at de lavede buler i brandbilerne. Selv en ambulance, der skulle ind i ghettoen og hente en mand, måtte have politibeskyttelse for at kunne komme frem.
Det var dog kun bilbrande og brande i skure, politi og brandvæsen havde overskud til at slukke. Containerbrande måtte beboerne i lighed med beboerne på Motalavej i Korsør selv kæmpe med.
Det er således kun i de tilfælde, hvor der er fare for personer eller større værdier, politi og brandvæsen bevæger sig ind i ghettoen, forklarer vagtchef ved Sydsjællands- og Lollands Falsters Politi, Ehm Christensen.
”Når der bliver sat ild i biler, kan det hurtigt sprede sig til andre køretøjer,” siger han til Jyllands-Posten.
I alt 383 brande nytårsaften
Ifølge Beredskabsstyrelsen var der nytårsaften 383 brandopkald via 112 i modsætning til en normal dag, hvor der gennemsnitlig er 40 brandopkald.
Opkaldene omfatter alt fra småbrande i gaderne og til de mere alvorlige som for eksempel en tagbrand i Nyhavn, hvor et 100 kvadratmeter stort tag kort efter midnat stod i flammer. Branden kom dog hurtigt under kontrol, og ingen kom til skade. (jp.dk.)
Video fra Slagelse fra Local Eyes.