Stod frem på TV som super rollemodel: To dage efter var han fængslet for grov kriminalitet

Det er en meget dårlig ide at kaste med sten, når man selv bor i glashus. Det måtte en 23-årig tidligere straffet gadeplansmedarbejder sande, efter at han i TV2 Nyhederne søndag aften den 2. februar havde fremhævet sig selv som eksemplet på en god rollemodel for unge kriminelle.

 

Anledningen var en undersøgelse fra LG Insight, der viste, at et alarmerende stort antal af de gadeplansmedarbejdere, kommunerne ansætter som rollemodeller for unge kriminelle, selv havner bag tremmer.

 

Den 23-årige, der arbejdede for Greve, Køge og Høje-Taastrup kommuner, understregede i udsendelsen med sig selv som forbillede, at der også findes ordentlige gadeplansmedarbejdere, samt at det i øvrigt er en stor fordel, når gadeplansmedarbejderen i lighed med ham selv har en kriminel fortid. Det giver bedre kontakt til de unge, sagde han.

 

Anholdt og sigtet for ualmindelig grov pengeafpresning

Ingen tvivl om, at efterforskerne ved Københavns Politi gjorde store øjne, da de på TV2 så den 23-årige fremhæve sig selv som et godt forbillede for unge kriminelle.

 

De var i fuld gang med at efterforske en sag om grov pengeafpresning, som ikke blot omfattede den 23-årige, men også en anden rollemodel, en mand på 28-årig mand.

 

De blev begge sammen med en 43-årig mand anholdt i en lejlighed på Østerbro tirsdag aften, hvor de ifølge Ekstra Bladet angiveligt afpressede en forretningsmand og truede forretningsmanden med at tage hans søster som gidsel.

 

De er alle tre varetægtsfængslede i 13 dage.

 

Var ansat i et konsulentfirma og tidligere medlem af indvandrebanden Bloodz

Den nu varetægtsfængslede 23-årige fra TV2 var ansat som konsulent i firmaet ”Comeback Consult”, som på sin hjemmeside blandt andet markedsfører sig selv således:

 

”Comeback Konsulenterne er et tilbud til jobcentre, kommuner og institutioner, som har vanskeligt ved at håndtere unge og voksne på kant med sig selv og det omgivende samfund. I samarbejde med kvalificerede fagpersoner faciliterer Comeback Konsulenterne workshops, holder foredrag og udbyder en mentoruddannelse.”

 

Læs også
Mange unge indvandrere i København sætter religiøse love over demokratiet – men det søger man at skjule

De konsulenter, som Comeback Consult tilbyder blandt andre kommunerne til løsning af opgaver med for eksempel kriminelle unge, har ifølge firmaet hjemmeside følgende kvalifikationer:

 

”Comeback Konsulenterne er personer, der har været gennem et comeback til samfundet og nu er i job eller uddannelse. De har alle en fortid på kant med sig selv og ofte også på kant med loven.”

 

Både den 23-årige Comeback Konsulent og hans 28-årige medskyldige, som ifølge Ekstra Bladet også er rollemodel, er begge tidligere medlemmer af indvandrebanden Bloodz, som tilbage i 2008 kæmpede med indvandrebanden Black Cobra om narkotikamarkedet.

 

Dengang blev der rejst 17 sigtelser for alvorlig kriminalitet mod gruppens dengang 22 medlemmer, og heraf blev ti dømt.

 

Kommunalt ansat rollemodel solgte hash

For kun ti dage siden kunne Helsingør Kommune ligeledes vinke farvel til en tidligere straffet rollemodel og mentor, der skulle hjælpe kriminelle og kriminalitetstruede unge tilbage på sporet med henblik på at få en uddannelse.

 

Den 29. januar blev han sammen med seks andre mænd i alderen 20 – 35 år ved retten i Helsingør varetægtsfængslet i fire uger med sigtelser for omfattende hashsalg.

Læs også
DF fik sin vilje: Flygtninge, der vil kunne rejse hjem, skal ikke integreres – oppositionen raser

 

”De har leveret hash til kunder og solgt det på gadeplan, og der er tale om mellem 15 og 20 kilo,” oplyser anklager i sagen, Bente Schnack til DR Nyheder.

 

Anden gang for både Høje-Taastrup Kommune og TV2

Med anholdelsen af den 23-årige rollemodel er det nu anden gang, både Høje-Taastrup Kommune og TV2 har brændt fingrene på at skildre en problematisk “rollemodel” som det perfekte forbillede for kriminelle og kriminalitetstruede unge.

 

I foråret sidste år ville begejstringen ingen ende tage over Høje-Taastrups kommunalt ansatte rollemodel, den 32-årige statsløse palæstinenser Subhi Hassan, der fungerede som både gadeplansmedarbejder og leder af den kommunale ungdomsklub U-Turn.

 

Under overskrifter som ”Subhi viser vejen væk fra banderne” fulgte Politiken i en række beundrende artikler den kommunale rollemodel, og på TV2 optrådte han flittigt i både nyhedsudsendelser og debatprogrammer som den perfekte rollemodel.

 

Den 9. september sidste år blev Subhi, der viser vejen bort fra banderne, anholdt og sigtet for meddelagtighed i grov vold med brug af både kniv og pistol, efter at han ifølge sigtelsen sammen med sin 20-årige lillebror og en tredje medskyldig ved to lejligheder med kort tids mellemrum havde overfaldet to medlemmer af indvandrebanden La Razza.

 

Læs også
DR og TV2 fortier en af de vigtigste afsløringer i lang tid: Integrationen af indvandrere fungerer overhovedet ikke

Sagen kører i øjeblikket ved retten i Glostrup, hvor Subhi Hassan erklærer sig ikke-skyldig.

 

Integrationsminister Manu Sareen (R) trækker på skuldrene

En netop offentliggjort undersøgelse, ”Gadeplansmedarbejdere i gråzonen”, af slører, at ud af 79 kommuner har hver fjerde inden for de sidste fem år fyret en gadeplansmedarbejder og rollemodel på grund af kriminalitet.

 

Endnu mere alarmerende er det, at ud af de 79 kommuner oplyser hele 14 procent, at de inden for ligeledes de sidste fem år har fyret en gadeplansmedarbejder og rollemodel som følge af, at han har begået kriminalitet sammen med de unge, han var ansat til at holde ud af kriminalitet.

 

Rapporten fik i sidste uge Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til under Folketingets spørgetid onsdag at opfordre integrationsminister Manu Sareen (R) til at gå ind problematikken og sikre regler på området.

 

Selvom han erkendte, at der var et problem, mente Manu Sareen dog ikke, at der var behov for at fastlægge stramme retningslinjer vedrørende kommunernes brug af rollemodeller. Samme holdning har Kommunernes Landsforening i øvrigt givet udtryk for.

 

Peter Skaarup: regeringen er nødt til at gøre noget ved det

Læs også
Tredje generation af ikke-vestlige indvandrere klarer sig lige så dårligt som anden generation – integrationen er en regulær fiasko

Efter spørgetiden var Peter Skaarup alt andet end tilfreds med Manu Sareens holdning.

 

”Det virkede, som om han slet ikke havde læst rapporten, men vi bliver altså nødt til at få nogen i regeringen til at gøre noget ved det her,” siger Peter Skaarup til Den Korte Avis.

 

Han peger blandt andet på nødvendigheden af at indskærpe over for kommunerne, at de ikke må ansætte tidligere kriminelle som gademedarbejdere, samt at de forinden en ansættelse skal undersøge vedkommendes straffeattest.

 

”Der er brug for at lære de unge at komme i gang med noget samfundsnyttigt som for eksempel en uddannelse i stedet for at give dem et måske kriminelt forbillede, som de kan se op til,” understreger Peter Skaarup og fortsætter:

 

”Jeg vil nu rejse spørgsmålet over for justitsministeren i forbindelse med behandlingen af regeringens og blå bloks bandepakke, der jo også handler at forebygge kriminalitet, og bede hende vurdere, om det er særligt befordrende, at man ikke undersøger straffeattester på dem, der skal stå for det forebyggende arbejde.”

 

I den forbindelse peger Peter Skaarup på den manglende koordinering internt i regeringen:

 

Læs også
Få indvandrerkvinder er i arbejde – nu viser det sig, at kommunerne sender halvt så mange flygtningekvinder i praktik som mænd

”Det er på høje tid, at ministrene i regeringen begynder at snakke sammen og i fællesskab gøre noget ved problemet i stedet for som nu blot at sidde i hver deres kasse,” understreger Dansk Folkepartis retsordfører og gruppeformand, Peter Skaarup.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…