Aarhus åbner dørene til konkurrence om Danmarks bedste blomsterbinder

Foto: Jens Poulsen (Dania Marketing)

Alt er klart til endnu en dejlig blomsterfest, når Aarhus i dagene 20.-21. september er vært for Danmarksmesterskabet i Blomsterkunst. 22 af landets bedste blomsterdekoratører – 15 seniorer og 7 juniorer – har kvalificeret sig til mesterskabet, der finder sted i byens pragtfulde gamle Ridehuset.

 

For anden gang på blot fire år er Aarhus vært for Danmarksmesterskabet i Blomsterkunst, der har været afholdt fast hvert andet år siden 1975. Den jyske hovedstad er klar til at byde 22 af Danmarks allerbedste blomsterdekoratører velkommen til en inspirerende og kreativ dyst med blomster, der uden sammenligning er verdens smukkeste konkurrencedisciplin.

 

Og hvis man tror, at det hele bare handler om at binde den smukkeste buket, tager man helt fejl.  Deltagerne udfordres nemlig ikke kun på den faglige dygtighed, men også på innovation og kreativitet, indlevelse og forståelse, formgivning og farvesans.

 

En brudebuket til et homoseksuelt par

Det får deltagerne alt sammen brug for i årets konkurrence, hvor den ene af opgaverne tager udgangspunkt i, at Danmark er et af verdens mest frisindede lande. Det er nemlig i år 25 år siden, at Danmark som det første land i verden den 26. maj 1989 vedtog loven om registreret partnerskab indgået af to personer af samme køn. Det gav homoseksuelle par nogle af de samme rettigheder og beskyttelse som ægteviede. Den 7. juni 2012 vedtog folketinget så en ny lov, som gav homoseksuelle par lov til at blive gift på traditionel vis. Loven trådte i kraft den 15. juni samme år, og Danmark blev hermed et af flere lande, som vedtog kønsneutrale ægteskaber.

 

For at markere 25 år med mange betydelige landvindinger for homoseksuelles rettigheder har opgavestillerne til årets DM i Blomsterkunst valgt, at én af de i alt tre opgaver skal være en brudebuket til et homoseksuelt par, som skal kunne bæres af begge parter. Opgaven er en såkaldt åben opgave, som deltagerne har kendt og forberedt sig til i et par måneder før det går endeligt løs i Aarhus.

 

Lørdagens anden åbne opgave har fået titlen: Skab din yndlingsblomst. Det er en opgave, som indbyder til meget brede fortolkninger og som med sikkerhed har udfordret deltagernes kreativitet i de seneste måneder. Konkurrencedagen slutter med en lukket opgave, hvor deltagerne først umiddelbart før konkurrencen starter, får udleveret opgaven.

 

Det hele kan opleves i Ridehuset i Aarhus lørdag den 20. september, hvor selve mesterskabskonkurrencen afvikles og søndag den 21. september, hvor alle florale arbejder er udstillet. Der er åbent hver dag fra kl. 10-16.

Del på Facebook