Lene Espersens afgang får endnu en alarmklokke til at ringe

Lene Espersen er en ivrig motionist. Her deltager hun i Triatlon i Dragør (Foto: Privat)

Lene Espersen forlader dansk politik. Det sker kort tid efter, at daværende justitsminister Karen Hækkerup gjorde det samme.

 

Der har naturligvis ligget en række individuelle overvejelser bag de to fremtrædende politikeres valg. Men samtidig kan man læse et skjult budskab ind i deres afgang:

 

Omkostningerne ved at være i toppolitik er blevet meget store. Og de står langt fra altid i forhold til, hvad man får ud af anstrengelserne.

 

Eller sagt på en anden måde: Politik slider så hårdt og flytter så lidt, at nogle af de involverede til sidst ikke synes, at det er umagen værd – hvis de ellers har andre muligheder.

 

Disse omkostninger ved politik er vel at mærke ikke kun et problem for de direkte involverede. De er i høj grad et problem for samfundet.

 

Snak-snak-snak

Politik fungerer i dag på en måde, så politikerne har alt for svært ved at koncentrere sig om at løse de vigtigste opgaver for samfundet.

 

Og det bliver selvforstærkende: Jo mere politik trækkes væk fra det væsentlige, jo mere risikerer man at få politikere, der er optaget af alt muligt andet end det væsentlige. Frem for alt medieplads og medieprofilering og snak-snak-snak.

 

Og så er der altså nogle, der på et tidspunkt får nok. Når de så får et alternativt tilbud på hånden, slår de til. Det er jo godt for dem, men for samfundet ligger der et ildevarslende tegn i det.

 

Lene Espersens afgang får endnu en alarmklokke til at ringe.

 

Fravalg af politik

Den konservative politiker ser lettet ud efter at have bebudet, at hun forlader politik. Det samme gjorde Karen Hækkerup.

 

De to politikere er naturligt nok mest optaget af de nye opgaver, de står overfor. Lene Espersen skal være direktør for foreningen Danske Arkitektvirksomheder. Karen Hækkerup er blevet direktør for Landbrug & Fødevarer.

 

Men man kommer jo ikke udenom, at der også er tale om et fravalg af politik. To personer, som ellers havde satset alt på politik, vil ikke mere.

 

Det forstår man ganske udmærket.

 

Flueknepperi, der er gået amok

Der er et stort arbejdspres forbundet med politik på topplan, selvfølgelig især når man sidder i regering. Men først og fremmest er dette arbejdspres ofte ret utaknemmeligt.

 

Toppolitikere er tvunget til at bruge en stor del af deres tid på skrig og skrål og sager i medierne, der for en anselig dels vedkommende er pustet kunstigt op.

 

Enormt meget af de centrale politikeres tid går med at skulle forholde sig til henvendelser fra journalister om ting, der er ligegyldige for det danske samfunds fremtid.

 

Mange borgere ville formentlig blive chokerede, hvis de vidste, hvor megen tid og energi disse ligegyldigheder sluger. Og hvor hårdt de tærer på kræfterne, fordi så meget af opmærksomheden går ud på at få politikeren ned med nakken.

 

Borgerlige politikere oplever nok dette i særlig høj grad, fordi det journalistiske miljø hælder klart til venstre.

 

Der er brug for kritiske medier. Og kritiske medier vil som regel føles generende af de politikere, som mærker deres kritiske bevågenhed. Det er kun godt, så længe der er gods og proportionssans i den kritiske dækning.

 

Men meget af det er i dag – undskyld udtrykket – flueknepperi, der er gået helt amok.

 

Mediehetzen mod Lene Espersen

Da Lene Espersen stod på toppen af sin politiske karriere som konservativ partileder og udenrigsminister blev hun udsat for en mediehetz, der hører til blandt de mest infame, man har oplevet herhjemme.

 

Det hele begyndte med, at hun blev væk fra et møde, hvor blandt andet USA’s daværende udenrigsminister Hillary Clinton deltog.

 

Det var en grov fejl fra Lene Espersens side, og det blev kun værre af, at hun i begyndelsen ikke ville erkende det.

 

Men så gik journalister ellers i gang med at flå og flænse i hende, indtil hun forblødte rent politisk.

 

Sagen blev blæst helt vildt ud af proportion. En række medier sørgede for at holde den varm hele tiden. Uanset, om man havde noget reelt nyt, blev man ved med at finde på et eller andet – om ikke andet kunne man altid henvise til anonyme kritikere.

 

Helvedesmaskine

Journalister har en særlig helvedesmaskine, som i høj grad blev brugt i denne forbindelse:

 

Først kører man sagen helt skingert op. Så skynder man sig at lave en meningsmåling. Den viser sjovt nok, at vælgerne synes, at det er noget værre noget. Så kører man det helt skingert op, at vælgerne synes, at det er noget værre noget.

 

Sådan kan det fortsætte. Og sådan fortsatte det for Lene Espersen. Indtil hun var færdig.

 

Lene Espersen mærkede også, at denne helvedesmaskine i særlig grad finder anvendelse på borgerlige politikere. Man kan jo for eksempel sammenligne med den meget nænsomme behandling, som Helle Thorning og ægtemands skatteproblemer fik.

 

Danmark har ellers problemer nok at tage fat på

Danmark har store problemer med, at vi som samfund er for dårlige til at skabe økonomisk vækst på længere sigt og dermed hævde os i den globale konkurrence.

 

Danmark har store problemer med indvandring fra ikke-vestlige lande og voksende muslimske parallelsamfund.

 

Danmark har store problemer med et uddannelsessystem, der slet ikke gør de unge dygtige nok.

 

Danmark har kort sagt alt for alvorlige udfordringer til, at vi som samfund kan tillade os at bruge så megen tid på skrig og skrål og paradepolitik.

 

Lene Espersens afgang får endnu en alarmklokke til at ringe.

Del på Facebook