Udenrigsminister Martin Lidegaard og Handels- og Udviklingsminister Mogens Jensen har udviklet et såkaldt visionspapir med pejlemærker for Udenrigsministeriets satsninger i de kommende år. Papiret præsenteres i kronikker under den mystiske overskrift ”Mere Danmark i det globale maskinrum” – mystisk, fordi vi alle ved, at det laksko- og kjoleklædte par til enhver foretrækker bling og rampelys frem for det tusmørke, der ofte omgiver egentligt arbejde.
Analysen fastslår, at ”Den økonomiske og demografiske udvikling over de kommende årtier vil betyde, at de europæiske landes, herunder Danmarks, betydning og indflydelse som selvstændige aktører på den globale scene formindskes”. Så sandt, så sandt – hvornår har vi set Udenrigsministeriet eller ambassaderne gøre en forskel i Syrien, Iraq eller Ukraine? Eller nogen steder? Overraskende nok er både Lars Barfoed og Søren Pind på den spinkle baggrund parate til at finde nye penge til Udenrigsministeriet. Hvad håber de mon på?
Er det virkelig nødvendigt med alle de ambassader og konsuler?
Rigtigt er det, at Udenrigsministeriet ligesom andre ministerier er presset – blandt andet af de besparelser på 1,5 mia. kr., der som led i Finanslovsaftalen skal foretages på bistandsrammen i 2015. Disse besparelser vil have afledede virkninger på Udenrigsministeriets driftsbudget. Det er ikke almindeligt kendt, at Udenrigsministeriet beregner sig et meget betydeligt overhead i forbindelse med administrationen af ulandsbistanden. Konsekvensen er, at når bistandsrammen beskæres, bliver overheadet naturligvis også reduceret!
Det burde imidlertid ikke være noget problem. Alle ministerier har for længst været igennem det, og muligheden for at inddrive besparelser ved omprioriteringer og fokusering inden for udenrigsministeriets kæmpebudget på 16 mia. kr. forekommer ingenlunde udtømte. Er det virkelig nødvendigt med ambassader og et helt enormt antal konsuler i alle EU-landene? Hvis man i visionspapiret kigger efter overvejelser vedrørende lukrative udetillæg, ambassadelukninger, effektiviseringer og fokusering bliver man dog skuffet.
Brug EU’s udenrigstjeneste noget mere
Man kan undre sig over, at EU spiller en begrænset rolle i den danske debat om dansk udenrigspolitik og Udenrigsministeriets og DANIDAs fremtid. Lissabon traktaten trådte i kraft den 1. december 2009, og med traktaten etableredes stillingen som højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt en egentlig udenrigstjeneste – European External Action Service, EEAS – på dansk ”FUT’en”.
Den fælles EU-udenrigstjeneste har givet mulighed for synergier og effektiviseringer i de nationale tjenester, herunder det danske udenrigsministerium. På området for udviklingsbistand er EU allerede den største internationale spiller og aktivt tilstede overalt. Det forekommer paradoksalt, at medlemslande som Danmark fortsat opretholder deres traditionelle netværk af repræsentationer og nationale bistandsadministrationer. Når Danmarks betydning og indflydelse som selvstændig aktør formindskes, forekommer det oplagt, at vi i langt større omfang lever op til vores internationale forpligtelser gennem EU´s koordinerede indsats.
Disse realiteter burde være det faste udgangspunkt for overvejelser om Udenrigsministeriets fokuserede og effektive opgavevaretagelse.
Man tænker for traditionelt
Retfærdigvis skal det nævnes, at EU er omfattet af visionspapiret. De udenrigspolitiske visioner sammenfattes i 9 punkter. 2 af punkterne vedrører vores muligheder for at gøre vores indflydelse gældende gennem multilaterale fora, herunder EU. Det understreges, at EU er Danmarks vigtigste udenrigspolitiske platform. Videre hedder det:
Gennem EU bliver vores mulighed for at påvirke de globale sikkerhedspolitiske udfordringer større, end hvis vi stod alene. USA’s justerede fokus på Asien og mere selektive militære engagement understreger behovet for en mere selvstændig og aktiv EU-udenrigspolitik. Det kræver, at EU skal blive bedre til at tale med én stemme.
EU må tage ansvar i forhold til de udfordringer, som direkte vedrører Europa, men også i forhold til de globale udfordringer, som verden står overfor. EU skal i højere grad udnytte sit potentiale som global aktør på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Til det formål er EU’s fælles udenrigstjeneste et vigtigt redskab, og Danmark vil ifølge visionspapiret arbejde for, at den fælles udenrigstjeneste i endnu højere grad bliver i stand til at løfte denne opgave.
Det understreges endvidere, at vi har et stærkt værdifællesskab med EU, og at Danmark vil udnytte den fælles udenrigstjeneste, som giver os en vigtig platform for at påvirke og skabe løsninger.
Det paradoksale er imidlertid, at langt hovedparten af visions papiret vedrører traditionelle bilaterale diplomatiske indsatser og ikke beskæftiger sig med, hvordan vi kan udnytte synergien ved samarbejdet med de andre EU-lande. Det ses tydeligt, at det er Udenrigsministeriets egne folk, der har analyseret situationen og formuleret anbefalingerne for deres egen betryggede fremtid.
Der ansættes ”vækstrådgivere”, som ikke kan skabe vækst
Over 7 punkter argumenteres for at multilaterale fora og EU aldrig kan træde i stedet for vores egen udenrigspolitiske og bilaterale interessevaretagelse. Aldrig! Det, der er behov for, er, at Danmark skal udsende 17-18 nye ”vækstrådgivere”, med den primære opgave at skabe vækst og jobs i Danmark. Ikke fred i verden eller udvikling, men vækst og jobs i Danmark!
Der leveres ikke skygge af argumentation for, at disse ministerielle rådgivere kan skabe andet og mere end vækst i de offentlige udgifter. Finansieringen hentes da heller ikke i Danmarks Eksportråds rigelige bevillinger, men ved at skære i bistandsrammen. Det er ellers mere end svært at påvise Eksportrådets positive indflydelse, og det er overhovedet ikke overraskende, at bistandsorganisationer som MS finder det ejendommeligt, at pengene til de nye erhvervstiltag skal tages fra u-landsmidlerne.
Om igen!
Det er påfaldende, at hver gang der skal spares eller findes midler til nye tiltag, går den – i forhold til landets størrelse og betydning – overdimensionerede udenrigstjeneste fri og pengene tages fra verdens fattige. Man kan enten resignere og konstatere, at sådan er det jo under radikal/socialdemokratisk ledelse – eller også kan Folketinget sige: Om igen!
Søren Skafte er tidligere departementschef
