”Kaj Munk? … Kaj Munk er en genial Vejrmølle, der vil standse en Dag, og man ved ikke, hvilken af Vingerne, der vil blive Retningspilen”, udtalte dramatikeren Kjeld Abell til Socialdemokraten den 14. november 1937.
Det var i tiden en ganske rimelig beskrivelse af Munk med alle hans holdninger og bidrag til den offentlige debat. Han mente, parlamentarikerne havde ødelagt demokratiets ellers gode idé og foretrak en, vel at mærke folkevalgt, stærk mand, der kunne få ting til at ske.
Men samtidig faldt den stærke mand i hans skuespil. Og det gjorde han, når han svigtede Jesus` Kærlighedsbud. Derfor tabte den stærke diktator Herodes i ”En Idealist” i slutscenen til Maria og Jesusbarnet. Derfor dræbte hustruen Angelica i slutscenen i ”Sejren” kansleren. Derfor stod dr. Mensch opret efter i Førerens nærvær at have erklæret sin kærlighed til jødinden Sara Levi i ”Han sidder ved Smeltediglen”, mens Føreren trampede bort i vrede.
Og derfor er vi utilpasse ved at Henry VIII får held til at halshugge den kærlige Anne Boleyn i ”Cant”, hvilket kun lykkes, fordi præsten fortier, at anklagen mod hende for utroskab er falsk. Han ved, hvad det gode er, men gør det ikke. Men det er lige så slemt at være passiv i det gode som at være aktiv til det onde. Dette er en central opfattelse hos Munk, der forklarer hans handlinger under besættelsen. Thi forholder man sig passivt til det onde, sker det onde!
Fejl
I et brev i 1920`rne skrev han: ”Herre, giv mig mod til at fejle”. Og han fejlede i 1934 og 35 i sit for positive syn på udviklingen i Tyskland, efter at Hitler var kommet til magten, men han vendte sig straks mod antisemitismen og kaldte i 1936 nazismen med dens overmenneskedyrkelse for ånden fra helvede, der ville føre Tyskland til et nyt Versailles og landets udslettelse.
Og Hitler vendte han sig direkte imod, da Hitler i marts 1939 invaderede Prag. For Tjekkoslovakiet var ikke tysk, og dermed handlede Hitler mod Guds Plan. Den gik ud på, at Gud ifølge Paulus havde givet hvert folk sit sted på Jorden, hvorfor det ikke tilkom andre at erobre et andet folk.
Modstand
Det centrale for Munk er kristendommen og Danmark, som vi er sat til at tage vare på af Gud. Men det gjorde den danske regering ikke, da tyskerne kom den 9. april 1940. Dér stoppede Munks vejrmølle og pegede på modstand mod besætttelsesmagten. Først opfordrede han til at møde den med kulde, eftersom væbnet modstand nu blot ville være spild af gode liv. De skulle i stedet gøre sig klar til at handle, når tiden var inde. Dernæst formanede han samlings- og samarbejdsregeringen om ikke at tilpasse sig for meget, og så støttede han den aktive modstand.
Kaj Munk talte, læste op, prædikede og skrev imod besættelsen over alt i landet og inspirerede mange unge, der gik ind i modstandsbevægelsen. Denne aktivitet forsøgte regeringen at få ham fra, men han fremturede. Til sidst blev det besættelsesmagten for meget, og den 4. januar 1944 begik den det første clearingmord mod ham.
Urostifteren
I ”Kaj Munk. Digter, præst og urostifter” har jeg i den sidste del af bogen sammenfattet Kaj Munks indsats og bevæggrunde og optrykt meget hidtil ukendt materiale. Bl.a. regeringens drøftelser om Kaj Munk, kirkeministerens henstillinger til ham, hans sammenstød med Dansk Ungdomssamvirkes formand Hal Koch i Askov 1942, hans samtale i 1943 med modstandsmanden Jørgen Diemer, som på Frihedsrådets vegne forgæves opfordrede Munk til at tage til London.
Men der er også nyt om den unge Kaj Munk, hvis breve om kvinden og kærlighed her kommer med for første gang. For hovedpersonen i hans skuespil er ikke heroen, den stærke mand, men kvinden. Svigter man hende og dermed kærligheden, handler man ifølge Munk mod Gud, for Gud er kærlighed, og da er man aktiv til det onde. Man er blevet Guds fjende. Og Guds fjende bruger vold og løgn, som man er forpligtet til at gå op imod, hvilket han utvetydigt foreholdt alle, der spurgte ham til råds, bl.a. i et brev, som her gengives for første gang.
Han stod op, sagde fra og fik imod. Det kostede ham livet. Og eftermælet. For allerede i befrielsessommeren satte kommunisterne, socialdemokraterne og de kulturradikale deres spin ind mod Munk. Nu havde han været for besættelsen, dengang det skete, og i øvrigt var han en halvgal præst, der søgte martyriet. Ham skulle eftertiden ikke lytte til. Det gjorde den da heller ikke.
Før nu, hvor vi erkender, at politik ikke er alt, men et redskab for en holdning, en moral, et livssyn, som vi må stå ved og tage konsekvensen af. Deri – og ikke i hans politiske råd – ligger hans budskab til eftertiden.
Per Stig Møller
Du kan købe bogen her:
