IS får stadigt større magt
Islamisk Stat (IS) udvider sit territorium og spreder skræk og rædsel på sin vej. De vil etablere et sharia-baseret sunnimuslimsk kalifat i det nuværende Syrien, Libanon og Irak.
I Irak har en svag regering og en svækket hær efterladt et magttomrum, som den Islamiske Stat har været været effektive til at udfylde med deres brutale fremfærd, og siden IS indtog Mosul den 10. juni er det gået stærkt.
Den Islamiske Stat er nu i besiddelse af kampvogne og tungt artilleri, som tilhørte den irakiske hær, såsom Scud-missiler. De har bemægtiget sig flere strategisk vigtige steder, såsom flere oliefelter samt Iraks største dæmning ved Mosul, hvilket sætter dem i stand til at kontrollere vandforsyningen og oversvømme flere byer.
Deres voldshandlinger skaber store flygtningestrømme; ifølge FN er en halv million flygtet siden volden eskalerede i juni, således at det samlede antal i år bliver mere end 1,4 millioner, hvoraf mere end 230.000 er syriske flygtninge.
Forfølgelse af minoritetsgrupper
Flere beskriver forfølgelsen af irakiske minoritetsgrupper (såsom yazidier, kristne og turkmenere) som folkemord og etnisk udrensning.
Yazidiere er et af Iraks ældste minoritetssamfund. De er kurdere, der tilhører et 4000 år gammelt trossamfund med persiske rødder. Sinjar i det nordlige Irak har med sine 300.000 indbyggere været deres vigtigste tilholdssted.
Yazidierne har længe været et forfulgt folkefærd, som jihadister har kaldt for djævletilbedere. Jihadisterne indtog Sinjar i begyndelsen af august og dræbte ifølge Iraks menneskerettighedsminister Mohammed Shia al-Sudani mere end 500 yazidiere, hvoraf flere blev skudt i hovedet bagfra.
Flere af ofrene, deriblandt kvinder og børn, blev begravet levende i massegrave i og omkring Sinjar. Op mod 50.000 yazidiere, hvoraf halvdelen var børn, flygtede op i de nærliggende bjerge. De er nu fanget på bjerget i mere end 40 graders varme uden mad og drikke og er afhængige af nødhjælp udefra for at overleve.
Titusinder af andre yazidiere er på flugt i Kurdistan og søger beskyttelse fra de kurdiske militser.
I Mosul er et 2000 år gammelt kristent samfund blevet fordrevet over en 40 dages periode. Ærkebiskop Nikodimos Daoud beskrev folkemordet på Russia Today den 23. juli, nu hvor der ikke længere er nogen kristne i byen, hvis sikkerhed han skal tage hensyn til. Først blev folks fødevarerationer begrænset.
Så drog jihadkrigerne rundt i byen og afmærkede de huse, hvor der boede kristne – mens de var hjemme. Dernæst blev det fra moskeernes minareter proklameret, at de kristne skulle konvertere til islam, betale dhimmiens kopskat (jizya) eller slås ihjel.
Folk flygtede i al hast og medbragte kun få ejendele, men de blev standset ved vejafspærringer og fik alt konfiskeret. Deres bil, penge, guld, identitetspapirer, pas, tøj – ja selv børnenes bleer blev taget. Mange blev gennembanket. Man truede dem: “Kom ikke tilbage til dette land.
Dette land er vores. Hvis du nogensinde kommer tilbage, vil vi dræbe dig med sværdet.” Kirkernes kors blev fjernet. Landets største kirke, Mar Afram katedralen i Mosul, blev brændt op indvendigt, og IS vil fremover bruge katedralen som moské.
En kaldæisk kirkeleder i Californien, Mark Arabo, omtaler overfor CNN begivenhederne som et folkemord på kristne – et kristent holocaust.
Han fortæller, at børn bliver systematisk halshugget, mødre bliver voldtaget og dræbt, og fædre bliver hængt. Der er en park i Mosul, hvor børn bliver halshugget og deres hoved anbragt på en pæl. Hvis de kristne vælger at betale kopskatten, får de ikke fred, idet jihadisterne vil tage imod pengene og gifte sig med kvinderne.
Iraks tre millioner turkmenere udgør landets tredie største etniske gruppe og bor i den nordlige del af landet. Omkring 500 familier af shiitiske turkmenere boede i Sinjar inden den Islamiske Stats angreb og flygtede derfra.
Under de tidlige angreb flygtede mange til byen Tal Afar. Den turkmenske menneskerettighedsforkæmper Ali Al Bayati fortæller, at omkring 100 familier nåede til en cementfabrik 15 km fra Sinjar uden at kunne komme videre. Flere turkmenere er under flugten blevet indhentet af IS jihadisterne og er blevet henrettet.
I alt er mere end 10.000 turkmenske familier på flugt i Irak. Tyrkiet vil nu oprette en flygtningelejr i Duhok i det nordlige Irak for turkmenere og en lejr i Kirkuk, hvor 7000 ud af 30.000 flygtninge er turkmenere. Tyrkiet vil stå for driften af lejrene.
Slaver
Der har været flere forlydender om, at Islamisk Stat har taget kvinder til fange og solgt dem som slaver eller tvangsgiftet dem med jihadkrigere.
En gruppe kristne kvinder, der blev ført til markedet i Mosul for at blive solgt som sexslaver, er blevet fotograferet mens de blev ført bort af bevæbnede jihadister.
Mohammed Alkhozai fra det irakiske Røde Halvmåne oplyste den 4. august, at den Islamiske Stat, efter at have tilbageholdt mere end 100 kristne og yazidi familier ved Tal Afar lufthavnen, dræbte alle mændene og førte kvinder og børn til et ukendt sted for at sælge dem som slaver. Iraks menneskerettighedsminister Sudani frygter, at de sælges som slaver uden for landets grænser.
Parlamentsmedlem Vian Dakhil, der er yazidi, holdt den 5. august en følelsesladet tale i det irakiske parlament, hvor hun talte de forfulgte minoritetsgruppers sag og gjorde opmærksom på, at yazidi kvinder bliver taget som slaver. Flere parlamentsmedlemmer stillede sig ved hendes side for at bakke hende op. Da den Islamiske Stat erobrede Sinjar, tog de ifølge Sudani 300 kvinder som slaver.
Senest er flere hundrede kvinder er blevet taget som fanger på skoler i Mosul. Ifølge talsmand for Iraks menneskerettighedsministerium Kamil Amin er de alle under 35 år gamle, og han frygter for deres skæbne som jihadisternes slaver. En amerikansk embedsmand bekræfter, at kvinderne skal sælges eller tvangsgiftes med jihadkrigere.
Islamisk Stat fører deres grusomme krig i Allahs navn, og deres krigsmetoder, herunder slavetagning, afspejler deres efterfølgelse af Muhammeds eksempel.