Indvandrerbanderne vokser – borgerne føler sig magtesløse uden hjælp fra politiet

collage

På Kokkedal Station i Nordsjælland ligger der en 7Eleven. Mange borgere er glade for denne mulighed for lidt suppleringskøb på skæve tider, og det giver liv på stationen. Men det er slut nu.

 

7Eleven på Kokkedal Station holder nu lukket om natten fra klokken 22 til klokken 6. Ikke fordi den manglede omsætning.

 

”Der er problemer med en gruppe unge, der både laver hærværk på bygningerne, stjæler varer i butikken og opfører sig truende overfor både personalet, kunderne og de togrejsende,” siger Tania Jacobsen, der er salgschef. (Lorry)

 

Men hvorfor tilkaldte de ikke politiet? Det gjorde de ansatte og andre borgere også. Men politiet har altså ikke været i stand til at sætte en stopper for bøllerne.

 

”Vi er meget fremme i skoene,” siger Henrik Suhr, der er talsmand for Nordsjællands Politi. (Lorry)

 

Men de er altså ikke langt nok fremme til at forhindre unge bøller i at lave hærværk, stjæle og true andre mennesker.

 

Vivian Bjerregaard siger, at hun aldrig mere kommer på Kokkedal Station om aftenen. ”Nej det er længe siden. Man kan ikke føle sig sikker”.

 

”Jeg er vokset op med, at vi skal have tillid til og respekt for dem i blå skjorte. Derfor gør det også ondt på mig at se, at politiet tilsyneladende ikke har de ressourcer, der skal til for effektiv at få sat en stopper for banderne,” siger Knud Løkke Rasmussen. Han sidder i byrådet i Fredensborg Kommune for Venstre.

 

Politiet mangler ressourcer

“Vi mangler helt klart politi i vores område,” siger Knud Løkke Rasmussen.

 

”Det er ikke kun på stationen. Det er mange steder i kommunen, at problemerne er vokset og der er brug for mere politi.”

 

“Jeg støder tit på borgere, der føler, at de har problemer med at få assistance fra politiet. Begrundelsen er, at der mangler mandskab. Det gælder f.eks mennesker, der har haft indbrud. Og det går desværre den forkerte vej. Responstiden er vokset det sidste år. Nordsjællands Politi er den kreds i Danmark, der har forværret den tid, der går fra der bliver ringet til politiet og til de når frem, mest. Og der er udsigt til, at det bliver værre.”

 

 

“Jeg hører hele tiden fra borgerne, at der er problemer med at få assistance fra politiet, som mangler mandskab. Det gælder i høj grad også, når der er indbrud.”

 

Regeringen vil næste år hente 600 mio. kr. i nye indtægter hos politiet. De skal komme fra flere bøder.

 

Det betyder, at politiet skal udskrive flere bøder. Det sker nemmeste ved at udskrive færdselsbøder. Men det betyder, at politiet bruger mange ressourcer på færdselsforseelser frem for på alvorlig kriminalitet.

 

Det er der allerede en stærk tendens til i dag, hvis man skal tro stærke røster fra lokalområder over hele landet. (DKA)

 

”Vi er meget nervøse for, at finansloven kan betyde, at der vil være endnu mindre politi på Kokkedal Station og andre stedet hvor det brænder på,” siger Knud Løkke Rasmussen.

 

Problemet er så stort, at Venstre sammen med Liberal Alliance og Borgernes Stemme har udsendt et ”nødråb fra lokalpolitikere: Send mere politi”.

 

Banderne vokser

Og det er ikke kun i forhold til indbrud, at indsatsen er for svag. Langtfra.

 

Ifølge Lorry siger politiet, at der er voksende problemer i Helsingør og Nivå.

 

Nordsjælland har i dag flere særdeles stærke indvandrerbander med udgangspunkt i ghettoområderne i blandt andet Kokkedal, Nivå og Helsingør.

 

Sidste år kom indvandrerbanden Loyal to Familia til Kokkedal. Den har politiet ikke formået at bekæmpe.

 

Tværtimod er det vurderingen, at Loyal to Familia på kun et år bredt sig og fået solidt fodfæste i Helsingør.

 

De radikale islamister i Hizb ut-Tahrir har bidt sig godt og grundigt fast i området, blandt andet i Egedalsvænge.

 

I Nivå er det vurderingen, at der er en eller måske to bander med henholdsvis tyrkisk og palæstinensisk udgangspunkt.

 

”Det, jeg hører,  er at problemerne på Kokkedal Station handler om, at der er nogle af de bøller, der markerer deres territorium,” siger Knud Løkke Rasmussen.

 

Borgerne raser

 

Vivian Bjerregaard mener, at politikerne og politiet er for svage over for de unge: “De er alt for blødsødne. Ellers var sådan noget ikke foregået. Det er utroligt, at der ikke er skærpede omstændigheder”.

 

Knud Løkke Rasmussen er enig: ”De unge bøller skal vide, at den form for opførsel ikke tolereres. Det skal stoppes med det samme. Og ligeså med de radikale islamistisk bevægelser.

 

Men sådan en indsats kræver en stærkt og handlekraftigt politi. Det er derfor vi kommer med vores opråb. Der skal meget mere politi, der agerer som politi. Får vi ikke det, bliver problemerne værre.”

Del på Facebook