Hvor pokker er de politisk korrekte henne? De skal åbenbart ikke nyde noget af at debattere Ahmed Akkaris bog

Ahmed Akkaris bog ”Min afsked med islamismen” har fået stor medieomtale. Med god grund.

 

Man får den interessante historie om en ret fri dansk dreng, der lod sig indfange af islamismens mørke kræfter, men nu kaster sig ud i et opgør med disse kræfter og bekender sig til de danske frihedsværdier.

 

Frem for alt får man et indblik i den historisk skelsættende Muhammed-konflikt fra en mand, der selv var særdeles aktiv i islamisternes krig mod Danmark, både herhjemme og i den muslimske verden.

 

Akkaris beretning udstiller samtidig på det pinligste de politisk korrekte kredse i den danske debat, som tog de islamistiske imamers parti imod forkæmperne for ytringsfriheden.

 

Han gør det klart, at disse kredse blev trukket rundt ved næsen af imamerne, der udnyttede dem i deres kamp for at tvinge Danmark i knæ og vise islams magt.

 

Dermed rejser bogen en debat, som vedvarende er aktuel. Både islamisternes had til friheden og de politisk korrektes forstående og eftergivende holdning lever jo i bedste velgående.

 

Det er en modig bog, for Akkari risikerer at blive ramt af den straf, som fundamentalistisk islam kræver mod en frafalden: døden.

 

Ligger i buskadset

Men når man har læst bogen, melder ønsket om en opfølgning sig. Det ville være godt, hvis de kræfter i den danske debat, der dengang så varmt talte imamernes sag, ville udvise samme mod som Akkari. Modet til at sige klart og tydeligt: ”Vi tog frygteligt fejl.”

 

Hvis de ikke vil det, så kunne de da i det mindste have modet til gå ud og forvare deres synspunkter fra dengang og kritisere Akkaris bog. For hans fremstilling er jo et frontalt opgør med det, som de sagde og gjorde.

 

Men de politisk korrekte er helt tavse. De skal åbenbart ikke have noget af at deltage i debatten, men ligger og trykker sig inde i buskadset. Den Korte Avis stiller ellers gerne spalteplads til rådighed.

Læs også
Canadas premierminister Trudeau – et farligt fjols

 

Det var ret let at gennemskue, hvad imamerne var ude på

Akkaris bog rummer masser af spændende konkrete oplysninger om de islamistiske imamers gerninger. Men hans hovedpointe i omtalen af Muhammed-konflikten er ikke ny:

 

For de islamistiske imamer var Muhammed-tegningerne kun et påskud for at styrke radikal islam og svække det danske samfunds modstandskraft. Også stærke kræfter i den muslimske verden brugte sagen til at vise islamisk styrke over for både Vesten og egne befolkninger.

 

Mange oplysninger pegede dengang i den retning. Det krævede blot alment tilgængelig viden at gennemskue, hvad de danske imamer og deres åndelige inspiratorer – herunder den islamistiske chefideolog al-Qaradawi – var ude på.

 

Hvordan kunne man være så blinde og døve?

Men stærke kræfter i den danske debat ignorerede ganske enkelt denne viden.

 

De optrådte, som om imamerne blot var religiøst engagerede mennesker, der reagerede spontant på en krænkelse af deres tro. Og de lod forstå, at hvis danske politikere, meningsdannere og andre blot forsikrede imamerne om, hvor kede de var af denne krænkelse, så ville imamerne blive glade igen.

Læs også
De politisk korrekte begynder at bruge racistiske begreber i debatten om udlændingepolitik – det har sin specielle forklaring

 

Et af de mest parodiske udtryk for dette var påstanden om, at hvis bare daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde holdt et møde med de muslimske ambassadører i Danmark, ville Muhammed-konflikten have fået et helt andet forløb!

 

Hvordan kunne man være så blinde og døve? Hvordan kunne man i den grad fejlvurdere, hvem Danmark var oppe imod? Deres totalitære ideologi, deres dagsorden, deres metoder.

 

Rekord i leflen for islamisterne

Her er jo ikke tale om en uskyldig mindre fejlbedømmelse. Imamerne tilskyndede til fjendtlige handlinger mod den danske stat. Den slags har en straframme på seks år.

 

Danske ambassader blev sat i brand, danske virksomheder blev boykottet, mennesker blev slået ihjel under optøjer – alt sammen, fordi kyniske islamister besluttede sig for at bruge nogle tilfældige tegninger til egne formål.

 

Alligevel holdt to tidligere danske udenrigsministre – Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen – venlige og forstående møder med imamerne. En tredje tidligere udenrigsminister, Mogens Lykketoft, var på samme linje.

 

Læs også
De politisk korrekte taber over hele linjen – men i medierne klamrer de sig til magten

Stort set hele den daværende røde opposition i Folketinget gik meget hårdere til Fogh-regeringen end til imamerne.

 

De kulturradikale miljøer var ved at falde over deres egne ben for at forsikre om deres fordømmelse af tegningerne.

 

Dagbladet Politiken slog alle rekorder i leflen for islamisterne. Kulminationen kom, da avisen gav en undskyldning til et eller andet skrabsammen, der kaldte sig selv for ”Profeten Muhammeds efterfølgere”.

 

Vi er nysgerrige

Nogle af de politisk korrekte må have vidst, at den var gal. Men de fleste har sikkert kun haft ringe viden om imamerne og islamismen. Det kan sågar også gælde de tre tidligere udenrigsministre.

 

Mange fremtrædende politikere i Vesten har haft en uhyre overfladisk opfattelse af islam, islamisme og muslimers forskellige holdninger. Så de har anskuet islamisterne ud fra deres egen ønsketænkning og ikke ud fra virkeligheden.

 

Man kunne sige, at de ikke vidste bedre. Men det er at lade dem slippe for billigt. For de kunne have vidst bedre. Men de ville ikke. De lukkede øjne og ører for ikke at blive forstyrret i deres verdensbillede.

Læs også
‘Eksperter’ påstod, at den stramme udlændingepolitik ville lægge Danmark for had i udlandet – men det er gået stik modsat

 

Akkari skriver, at han havde nogle få glimt af tvivl undervejs i Muhammed-konflikten. Havde de politisk korrekte slet ikke det?

 

Vi er nysgerrige. Lad os høre nærmere. Skriv til Den Korte Avis.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…