Den 51. STAT

For en måned siden udtalte USA’s særlige Grønlandsdelegat Jeff Landry, at han glædede sig til at byde Grønland velkommen som USA’s 51. stat. Det kommer ikke til at ske, før grønlænderne finder ud af, at de nok ikke har andre muligheder end at være en del af noget større. Det sidste såkaldte ’territorium’, der blev til udnævnt til delstat, var Hawaii i 1958, som var godt integreret i amerikansk sprog, kultur og politik. I den anden ende af skalaen står siden 1917 spansktalende Puerto Rico og de amerikanske Jomfruøer i kø for at blive optaget som stater i USA. Indbyggerne er formelt amerikanske statsborgere, men har ikke stemmeret til Kongressen eller præsidentvalgene, medmindre de flytter til USA. Befolkningen på Jomfruøerne tæller omkring 60 000 borgere, altså nogenlunde samme størrelse som Grønland, men de taler engelsk, køber amerikanske produkter og ser amerikansk tv. De grønlandske inuitter forstår ikke engelsk, foretrækker hvalspæk og ser absolut ikke amerikansk tv. Der er således lang vej til ’US Statehood’.

Grønlands store dilemma er et krav om selvstændighed på den ene side og på den anden side et samfund, der er på støtten uden udsigt til nogen sinde at blive selvforsørgende. Grønlands statsbudget ligger på 8 milliarder kroner. Heraf er 6 milliarder overførselsindkomster fra Danmark i form af bloktilskud og finansiering af offentlige institutioner som politi, retsvæsen og fængsler samt store dele af omsorgssektoren. De sidste 2 milliarder kroner er skatter, afgifter og statens indtægter fra fiskeri. Omkring 20 000 grønlændere modtager overførselsindkomst, da især den rene inuitbefolkning hellere vil jage sæler og moskusokser end pakke rejer eller slikke frimærker på kontoret. Derfor er der 2.400 asiater, der arbejder på Grønland, hovedsagelig fra Sri Lanka, Thailand og Filippinerne. Dette afspejler sig også i den grønlandske ledelse, som er helt domineret af personer med dansk eller delvis dansk etnicitet.

Et stort flertal af grønlænderne bryder sig ikke om Danmark, men vil være en selvstændig, suveræn nation uden bindinger til de forhadte danskere, men da den grønlandske økonomi er et hul i jorden uden udsigter til overskud og bæredygtighed, er de lænket til os eller en anden ’sugar daddy’, så langt øjet rækker. Dette dilemma er årsagen til den konflikt om udvinding af olie, gas og mineraler, som nu udspiller sig. Grønland har med Selvstyreloven erhvervet retten til øens undergrund, men skal dele indtægterne med den danske stat og naturligvis med de selskaber, der udvinder og sælger produkterne. Formelt er Grønlands selvstyre ikke interesseret i olie, gas og mineraler og har siden 2021 forbudt kommerciel udvinding af fossil energi. De grønlandske politikere henviser fromt til klimaet, miljøet og lover at beskytte bestanden af sæler, moskusokser, hvalrosser, polarræve og narhvaler samt isbjørne, som inuitterne lever af at jage.

Ikke desto mindre var der stemning og fest på NASDAQ børsen i New York den 26. marts i år, hvor Robert Price, direktøren for det nystiftede selskab Greenland Energy ringede med den traditionelle klokke, som åbner handelsdagen for selskabet, der nu var optaget på NASDAQ. Greenland Energy ejer netop koncessionen til olie- og gasudvinding i Jameson Land i Østgrønland, der vurderes til at rumme 13 milliarder tønder olie, som vil være et af Verdens største uåbnede oliefelter. Grønlænderne raser, råber om hensyn til klima, miljø og jagtbeskyttelse. Danske eksperter vurderer loyalt, at olien ligger for dybt til kommerciel udvinding. Det samme siger de om det danske Svane-gasfelt i Nordsøen, der rummer 100 milliarder kubikmeter naturgas. Norske fagfolk fastslår, at udvindingen ikke er noget problem med moderne teknologi.

Greenland Energy har ganske vist kun en efterforskningskoncession, da kommercialiseringen kræver godkendelse fra de grønlandske myndigheder. Den kommer ikke, før Grønland har opnået langt mere profit af sin undergrund, end de nuværende aftaler, hvor kagen skal deles med både Danmark og koncessionsselskaberne. Uden moderne atomkraftværker kan vi ikke dække det fremtidige globale energibehov, der er i stærk stigning. Grønland rummer store mængder af både uran og endnu mere af thorium, der vil udgøre energikilden i fremtidens atomenergi.

Grønlands Selvstyre har fattet, at de sidder med en taberøkonomi uden udsigt til bedring. Det betyder en fremtid ikke som suveræn nation, men som klient under kontrol fra enten Danmark eller USA. Den eneste vej ud af dødsspiralen hedder udvinding af fossil energi til betingelser, der forvandler Grønland fra et samfund på støtten til et arktisk Qatar, hvor de nye polar-sheiker kan læne sig tilbage i kajakken, mens oliemilliarderne som laviner vælter ind på kontoen hos de nu 60 000 arbejdsfri grønlændere.

Til september begynder Greenland Energy sine prøveboringer i Østgrønland. Hvis selskabet kan bevise, at de 13 milliarder tønder olie er der som forventet, vil det lægge et enormt pres på både Grønland og Danmark. Rigsfællesskabet vil råbe op om grøn omstilling og miljøet, men vil ikke kunne bortforklare, at man lukker for sine egne energikilder, mens man køber olie, gas og kul hos Putin. Vi vil se et Grønland, som modsætter sig udvinding, indtil Selvstyret med amerikansk assistance er sluppet af med de danske rettigheder til profitdeling. Så bliver der åbnet for sluserne til kommerciel udvinding af olie, gas, uran og thorium og ingen taler mere om miljø og hensynet til polarræve, sæler og narhvaler.

Det kræver kun, at Danmark opgiver sine rettigheder til olieprofitten mod ophør af bloktilskuddene. Det bliver ikke et problem. En regering, der uden folkeafstemning har afstået 98 procent af Rigets territorium til 2 procent af befolkningen, får næppe svært ved også at gå den sidste meter.

Udgivet på aamund.dk