Hizb ut-Tahrir fører an i islamiseringen af Danmark

YouTube

Vi skal alle sammen tage ansvar (for den islamistiske overtagelse af diverse institutioner, der er påbegyndt i Brøndby Kommune), sagde eksminister Karen Ellemann (V) i dag på TV.

 

Må jeg minde fruen om, at dette ansvar har mange danskere påtaget sig gennem årene. Og dette på trods af, at vi dels har talt for døve øren til magtfuldkommenheden, dels har lidt den tort at blive udråbt som racister og fremmedfjendtlige.

 

Demokratiets svaghed

Det synes ubegribeligt, at politikerne ikke har et eneste hul i deres historieløshed. Ikke blot burde det være enhver politikers forbandede pligt at vide, at det svageste ved et demokrati er, at det kan bruges til at omstyrte demokratiet. De behøver end ikke nøjes med den teoretiske viden, idet de selv eller deres forældre har set den succesrige gennemførelse én gang før (1933-1945). På disse 12 år estimeres det, at 50 millioner mennesker blev myrdet.

 

Mange har sikkert med undren set/hørt/læst om, hvordan Hitlers SS-tropper med støvletramp og voldsparathed bevægede sig gennem byerne, mens befolkningen bare stod på fortovene og så til uden at fatte, at deres lands undergang var nær. Nøjagtigt det samme scenarie har vi set på Nørrebrogade og i Frederiksborggade, når Hizb ut-Tahrir har ført sine tropper gennem byen. De langskæggede mænd med bannere foran og de tæt indhyllede kvinder bagved. Og på fortovene danskerne, der tavse og målløse ser til.

 

Det, der sker i Brøndby nu (og tidligere i Kokkedal), burde ikke komme som en overraskelse for nogen. Der har været mange, mange tegn gennem årene, som kun den mest stæreblinde eller ligeglade over for den befolkning, de er sat til at tjene, har kunnet overse.

 

Overvældet af muslimske særkrav

Med sædvanlig dansk eftergivenhed var svaret på krav om badeforhæng: Herregud, pyt, la’ dem dog bare. Retfærdigvis må nævnes, at lidet anede nogen, at eftergivenhed over for ét krav, ville få et væld af krav til at vælte ind over politikere og institutioner:

 

Halalmad i vores institutioner, forbud mod dansk mad i børneinstitutioner, kønsopdelt tid i svømmehallerne, svømning iført tøj, indhylning af kvinder, indhylning af børn, bakteriebefængte lange ærmer på hospitalerne, bederum på skoler, universiteter og arbejdspladser, indførelse af sharia-domstole, oprettelse af moskeer og minareter, fridage på muslimske helligdage, kønsadskilte forældremøder, ændring af julehilsen til sæsonhilsen, ændring af julesalmer, fjernelse af juletraditioner i skoler, juleaften for vores fattige, der drukner i arabisk musik, indførelse af ramadanfester på Christiansborg. Hertil kommer forsøg på afskaffelse af Folketingets traditionelle kirkegang ved Tingets åbning og forsøg på at omdøbe folkeskolens fag kristendomskundskab til religion.

 

Vi har også måttet acceptere, at der er forretninger, vi ikke mere kan handle i, fordi der med mælk og smør følger en dosis islam med. Patienter på hospitalerne må acceptere islam sammen med behandlingen og plejen. Der er vendt op og ned på lægeløftet, der tilsiger, at patienten er alfa og omega. I dag er det islams promovering, der er det vigtigste. Heller ikke vores gamle, der har behov for hjemmehjælp, kan undgå islam. Vores elever kan komme ud for en censor, der ikke giver hånd til kvindelige elever. Børneægteskaber og polygami florerer. Seneste sag er en lalleglad 39-årig (niogtredive), der ser frem til at skulle leve sammen med sin samlevers kone og dennes tre børn.

 

Har der virkelig ikke på noget tidspunkt været en klokke, der begyndte at ringe, da kravene ingen ende fik? Betragtede man dem som ”enkeltstående”, ”bare en lille håndfuld”? Og hvad med medløberne, der ofte er kommet politikerne i forkøbet? Er det en overmenneskelig godhed, der driver dem, eller frygt for repressalier fra dem, de udmærket ved vil ændre Danmark for deres børn og børnebørn?

 

Læs også
Radikale muslimer lever blandt os – men de hader vores værdier og kalder os ‘hvide svin’

Hvorfor har ikke en eneste sagt, når de blev mødt med krav, der ikke hører til her i landet, at her gælder vores værdier? Og at enten må du affinde dig med, at sådan er det her, eller du må rejse.

 

Politikerne skal tage ansvar og sige nej til islamiseringen

Jeg ved ikke, hvad ministeren mener med, at ”vi (befolkningen?) skal tage ansvar”. Det lyder som den samme gamle sang om udvalg, kommissioner, oplysning, dialog og flere skattemilliarder til flere nytteløse integrationsprojekter.

 

Måske var det på tide, at politikerne, i stedet for at tørre ansvaret af på os andre, selv påtog sig det ansvar, de alene har, for nedbrydning af vores land.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…