Her er den nye ikke-spiselige superfood, som kan holde dig sund og rask

Foto: Colourbox

Blåbær, tyttebær, havtorn. Mange bær og frø har været udnævnt til superfoods, fødevarer som giver særlig næring til din krop.

 

Nu har eksperter fundet en ny superfood.

 

Men det er ikke noget spiseligt.

 

Det er slet og ret en gåtur.

 

Fitness-eksperter finder flere og flere beviser for, at gåture er langt bedre for kroppen end hård træning, skriver Daily Mail.

 

”At gå er en superfood. Det er den definerende bevægelse for et menneske,” siger den californiske forsker Katy Bowman. (Daily Mail)

 

Det hænger sammen med, at det er meget nemmere at få bevæget kroppen i al almindelighed i forhold til at få motion, forklarer Katy Bowman i sin nye bog: Move Your DNA.

 

Det, at man bevæger sig og går rundt i løbet af dagen, ser ud til at være mere gavnligt end en times hård træning.

 

Kroppen har nemlig brug for næringsstoffer fra bevægelse, ganske som den brug for næringsstoffer fra kosten. (Daily Mail)

 

Inaktivitet

Flere mennesker får mindre og mindre motion. De sidder ned på arbejdet og sidder ned, når de kommer hjem.

 

En undersøgelse har vist, at mange danske kontoransatte sidder ned i 11 af døgnets 24 timer. 71 procent af tiden på arbejdet gik med at sidde ned. Når de ansatte kom hjem, sad de ned i 60 procent af fritiden. (SFI)

 

Den slags fysisk inaktivitet er skadeligt for helbredet, fordi risikoen for at udvikle kroniske sygdomme stiger.

 

Men hvor man hidtil har troet, at man kunne opveje ved at træne hårdt en time, så peger ny forskning i retning af, at det ikke er tilfældet.

 

“Aktivt stillesiddende er en ny kategori af mennesker, som træner i en time, men sidder omkring resten af dagen,” siger Katy Bowman og forklarer ”Du kan ikke opveje 10 timers stilstand med en times motion.” (Daily Mail)

 

Derfor er løsningen, at du skal sørge for at bevæge dig mere rundt i dagligdagen.

 

Gå en rask tur og vink farvel til folkesygdomme

Forskning har vist, at mennesker, der sidder for meget ned har en øget risiko for at udvikle en række kræftsygdomme. For kræftformerne tarmkræft, kræft i livmoderen og lungekræft stiger risikoen med op til ti procent for hver ekstra to timer, man sidder ned. (Daily Mail)

 

Andre internationale undersøgelser peger på, at mennesker, som sidder ned i mere end ti timer om dagen, har en øget risiko for diabetes, hjertekar-sygdomme og for tidlig død. (SFI)

 

Og her kan en rask gåtur være meget effektiv.

 

En amerikansk undersøgelse har vist, at en gåtur i rask tempo er lige så effektiv som en løbetur i forhold til at passe på blodtrykket og kolesteroltallet og dermed undgå diabetes. (Hjerteforeningen)

 

Vil du vinke farvel til kræft og andre folkesygdomme, så brug din krop noget mere i hverdagen frem for kun at træne med høj intensitet en time en gang om ugen.

 

Rejs dig og arbejd stående. Gå hen til din kollega frem for at sende en mail eller gribe telefonen. Tag trappen, parker din bil længere væk eller gå en rask tur.

 

Del på Facebook